Hjemme i Danmark

Jeg sidder i skrivende stund på 1. salen i huset på Thurø og kigger udover Svendborgsund. For præcis en uge siden sad jeg i flyet i luftrummet et sted over Europa. Jeg landede i Kastrup sent om aftenen d. 3. januar og snuppede derfor en overnatning hos Sidsel i København, inden jeg onsdag formiddag vendte snuden hjem mod Svendborg og Thurø. I toget over Sjælland var jeg dog klar til at vende om og skynde mig tilbage til Afrika. Landskabet udenfor togets ruder så bare så fladt, gråt, kedeligt og koldt ud. Og der var ingen mennesker at se. ”Hvor er alle menneskerne henne?”, spurgte jeg mig selv, før det gik op for mig, at de nok bare var indenfor i deres huse for at passe dem selv. I sædegruppen ved siden af min sad der en ung mand og hans kæreste og knævrede løs. Først gik manden løs på de homoseksuelle – de var da for klamme, lød hans vurdering. Derefter kom turen til negrene, hvor han fyrede denne knaldskarpe bemærkning af: ”Hvis jeg var blevet født som neger, så havde jeg sgu skudt mig selv”. Den bemærkning forargede mig meget, men jeg var desværre ikke rap nok i replikken til at besvare den. Jeg besluttede mig dog for, at fortælle ham ”at jeg ville have skudt mig selv, hvis jeg var blevet født som ham”, hvis han åbnede munden igen – men det gjorde han (desværre) ikke! Jeg var lidt deprimeret over Danmarks kulde, og at det var den bemærkning, som jeg skulle bydes velkommen hjem med, og derfor var jeg (næsten) klar til at foretage en u-vending tilbage til Tanzania.

Nu har jeg været i Danmark i en uge, og jeg er efterhånden kommet mig over manden i togets replik. Det er dejligt at være tilbage i Danmark og møde alle ens venner og familie igen. Min familie havde hængt et skilt op til mig ved thurødæmningen med påskriften ”Velkommen hjem fra Tanzania, mwalimu Amalia” og et billede af mig og Consolatha fra Cheke Chea. Det var rigtig sødt af dem, og det varmede rigtig meget. Så det er bestemt dejligt at være tilbage i Danmark, men det er også lidt svært at vænne sig til hverdagen herhjemme og jeg savner godt nok også Tanzania.

Mit skilt og jeg.

Opholdet i Tanzania har været fuldstændigt fantastisk og uforglemmeligt. Jeg har lært meget dernede – både om verden, deres kultur, vores kultur og mig selv. Jeg har også lært at penge er langtfra alt. Jeg er blevet udfordret på min tro, holdninger og principper. Jeg har mødt en masse skønne mennesker, som jeg aldrig vil glemme – nogle af dem vil være mine venner for livet. Opholdet har virkelig fået mig til at værdsætte de muligheder, som jeg har og har mere end nogensinde før givet mig en lyst til at kæmpe for en større retfærdighed i verden.  

Jeg skylder Tanzania, Kipili og de folk, som jeg mødte der, et kæmpe tak for deres venlighed og for den indsigt, som de har givet mig. Jeg vil altid bære rundt på den bagage som jeg opsamlede i Tanzania, og Tanzania vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte.

Derudover skal der lyde et kæmpe tak til alle jer, der har fulgt min færden her på bloggen. Det har været skønt at vide, at I læste med!

Et billede af mig på nytårsaften på Zanzibar.

Tak for denne gang!

Kærlig hilsen

Amalie

På rejse med familien

Søndag d. 18. december var en stor dag, som jeg havde set frem til i rigtig, rigtig lang tid. Det var nemlig den dag min familie – Mor, Far, Sidsel og Jakob – ville ankomme med flyet til Dar es Salaam. De landede tidligt om morgenen, og jeg stod klar i Julius Nyerere international airport og viftede begejstret med et tanzaniansk flag, da de endelig kom ud i ankomsthallen. Gensynsglæden var rigtig stor, og det var simpelthen så skønt – og på en måde en kæmpe lettelse - at blive genforenet.

Søndag aften spiste vi en dejlig middag sammen med Theresa og Anna-Elisabeth. Det var rigtig rart for min familie at møde de piger, som jeg har levet sammen med de sidste mange måneder, og pigerne nød vist også at møde min familie. Næste morgen tog pigerne den lange vej tilbage mod Kipili (jeg havde ret ondt af dem med udsigten til tre hele dage på busture!), og vi tog på safari. Vores safari tog fem dage, og vi besøgte både Mikumi-, Ruaha- og Udzungwa nationalpark. I Ruaha så vi bl.a. en masse løver (både hunner og hanner) helt tæt på – det var ret sejt! I Udzungwa trekkede vi i en regnskov op ad et bjerg til nogle store vandfald, hvor vi badede – det var også stort. Derudover var vi på besøg i en masailandsby. Jeg frygtede lidt, at det besøg ville være en rigtig turistfælde, og at det hele ville virke meget kunstigt, men sådan var det heldigvis slet ikke. Masaierne var meget gæstfrie og rare, og det bedste af det hele var, at de var lige så fascinerede af os, som vi var af dem. De tog f.eks. billeder af os med deres mobiltelefoner – det var ret skægt. I det hele taget var safarien en rigtig god oplevelse for os alle sammen, og under hele turen havde vi den dygtigste chauffør/guide, Michael, ved vores side.

 Så tæt var vi på en hanløve i Ruaha Nationalpark.

 En smuk løvinde i Ruaha Nationalpark.

 På besøg i masailandsbyen:

Mig, Mor, Jakob, Far, Sidsel & en masse masaier.

Michael (vores søde guide), Sidsel, Jakob og jeg i Ruaha.

Da vi var færdige med safarien, var det lillejuleaften, og vi var tilbage i Dar. Juleaftensdag blev bl.a. tilbragt i hotellets udendørs swimmingpool. Det var meget surrealistisk at ligge og bade i poolen – midt i centrum af Dar es Salaam – på juleaften (men det var dejligt!). Om aftenen spiste vi på en hyggelig indisk restaurant, som også var en badmintonklub (!?) Stedet var meget autentisk, menneskerne rare og maden skøn – og billig! Vi sluttede juleaften af i hotellets bar, hvor der blev uddelt julegaver. Vi havde egentlig aftalt helt at springe gaverne over i år – da rejsen var vores gave til hinanden – men jeg havde nu alligevel købt en lille ting til dem alle – noget, jeg nok også havde gjort, selvom det ikke var juleaften. De havde også købt en gave til mig – jeg fik et smukt Afrika-formet vedhæng til en halskæde.

Mor, Jakob og jeg i poolen på hotellet på juleaftensdag.

Juledag gik turen med færge til Zanzibar. Vi havde lejet et dejligt hus – med pool - på østkysten af øen. Opholdet på Zanzibar var rigtig oplevelsesrigt og spændende, for selvom at Zanzibar huser nogle af verdens bedste strande, lavede vi meget andet end at ligge på stranden. Vi besøgte f.eks. Prison Island, hvor der bor sjældne kæmpe skildpadder. Vi svømmede med delfiner i det indiske ocean. Vi besøgte en abeart, der kun lever på Zanzibar, i regnskoven Jozani Forest. Far og Jakob var ude og fiske og fangede hver en tun på 10-12 kg. Mor og jeg var på spicetour og se hvor alle krydderierne kommer fra. Desuden brugte vi en del tid i Stone Town, som er en rigtig hyggelig og smuk by. Og så lå vi selvfølgelig også på stranden og nød det kridhvide sand og det turkise vand.

Far, Sidsel, Mor og Jakob på Prison Island ved kæmpe skildpadderne. 

To stolte drenge med en af de to selvfangede tun. 

Nytårsaften forløb stille og roligt - vi skulle tilbage til Dar med færgen dagen efter –, men det var en rigtig hyggelig aften. Vi spiste mad med fingrene på en skøn etiopisk restaurant i Stone Town, og derefter fik vi et par drinks et andet sted i byen. 1. januar tog vi tilbage til Dar og spiste afskedsmiddag på den indiske restaurant, hvor vi også var juleaften. Sent om aftenen tog Far, Mor, Sidsel og Jakob ud til lufthavnen for at finde deres fly – det var desværre ikke muligt for dem at få billetter til samme afgang som mig. Jeg havde derfor en ekstra dag i Dar, inden jeg fangede et fly hjem om morgenen d. 3. januar. Det var lidt vemodigt at gå om bord på flyet og forlade Tanzania, men alligevel ikke så slemt. Jeg forlod jo mit hjem i Tanzania allerede i december, da jeg forlod Kipili – og dét var slemt. Så med håndbagagen pakket med varmt tøj og lukkede sko, forlod jeg skønne, varme Tanzania.

På rejse med pigerne

Lørdag d. 3. december forlod alle vi volontører Kipili. Arne og Rebekka ville tilbringe et par uger i den tanzanianske by Morogoro, hvor Rebekka boede som barn, og vende tilbage til Kipili for jul og nytår. Thomas skulle på safari i nationalparken Ruaha og besøge Zanzibar, inden han vendte snuden hjem mod Danmark lige før jul. Theresa, Anna-Elisabeth og jeg skulle på vores egen rejse rundt i det afrikanske, inden at de også skulle vende tilbage til Kipili for jul, og inden at jeg skulle møde min familie i Dar es Salaam d. 18. december.

Det var rigtig dejligt og hyggeligt at rejse med pigerne. Det var skønt bare at være os tre og at have muligheden til at gøre lige hvad, der passede os! Vores rejse førte os gennem følgende byer (og lande!): Kipili – Sumbawanga – Mbeya – Malawi – Mbeya – Iringa – Dar. Vi tilbragte mest tid i Malawi og byen Iringa. Det var rigtig spændende at besøge et andet afrikansk land. Malawi er et meget lille land, der ligger lige syd for Tanzania, og selvom de to lande har mange ting til fælles, har de godt nok også mange forskelle. Malawi virkede på mange måder som mere udviklet end Tanzania. Alle snakkede engelsk i Malawi. Selv de helt små børn kunne vi udveksle nogle høfligheder med på sproget – og det er altså absolut ikke tilfældet i Tanzania. Desuden har Malawi en meget bedre infrastruktur end Tanzania (hvilket er ret unfair, når man sammenligner de to landes geografiske størrelse og dermed også behovet for en god infrastruktur). Alle vejene i Malawi var belagt med asfalt, hvilket er en luksus, som vi kun sjældent oplever i Tanzania – eller i hvert fald i Vesttanzania. I Malawi boede vi på en lodge i byen Chitimba, der ligger lige op ad Malawisøen. Det var et meget smukt sted at bo. Alt i alt var opholdet i Malawi rigtig spændende, og vi var rigtig glade for at vi besøgte landet. Også selvom vi fik lidt problemer med immigrationsmyndighederne og nær var kommet i afrikansk fængsel, da vi skulle vende tilbage til Tanzania – men det er en anden historie!

Anna-Elisabeth, Theresa og jeg på vores rejse.

Iringa er en rigtig hyggelig by, som vi primært tog til på grund af byens glimrende (og billige!) indkøbsmuligheder. Iringa er nemlig kendt for dens craftmarket – et marked, hvor man købe fine træhåndværks-ting. Derudover huser byen en virksomhed, Neema Craft, hvor der udelukkende arbejder handicappede. Fysisk handicappede tanzanianere, som f.eks. ingen ben har, fremstiller kunsthåndværk, mens virksomhedens restaurant udelukkende bliver betjent af døve. Neema Craft er et rigtigt dejligt initiativ og er meget unikt for Tanzania, hvor handicappede normalt ikke får en chance i livet.

D. 17. december tog vi til Dar es Salaam, for at være klar til min familie ankom med fly dagen efter. Pigerne var nogle darlings at tage med mig hele vejen med til Dar, kun for at tilbringe halvanden dag der og derefter tage hjem den samme vej igen. Det havde de slet ikke behøvet, men det var nu dejligt, at de gjorde det alligevel – også bare for at få lov til at tilbringe så meget tid som muligt sammen! Vores rejse har været helt fantastisk!

Cheke Chea graduation og farvel til Kipili

Fredag d. 2. december dimitterede de ældste elever fra Cheke Chea, så derfor blev der afholdt en graduation-fest for dem i byens community hall (borgerforening). D. 2. december var også min allersidste dag i Kipili.

 

Vi mødte som sædvanligt denne dag. Man kunne dog hurtigt fornemme, at dagen var speciel, for da vi kom op til Cheke Chea, løb børnene os i møde ligesom den allerførste dag. Alle børnene var rigtig fine klædt på. Mange havde fået klippet deres hår, nogle havde fået flettet det i en ny frisure og en enkelt havde fået sat lange extensions i. Mange af pigerne havde fine smykker på. Alle børnene var dog stadig i deres Cheke Chea uniformer – de ældste i hvide trøjer og de mindste i grønne trøjer. Exhilda og Happy havde også pyntet sig og var iklædt deres fineste kjoler. Vi volontører havde også gjort lidt ekstra ud af det – det var en dejlig undskyldning for at skulle dresses up (noget, man ikke har grund til særlig tit i Kipili). 

Børnenes forældre var selvfølgelig inviteret til dimissionen, og vi var rigtig spændte på endelig at få lov at møde dem. Der var heldigvis også rigtig mange der var mødt op – i hvert fald rigtig mange mødre. Der var kun et par mænd. Udover forældrene bestod gæsterne af nøglefigurer fra landsbyen (f.eks. folk fra sundhedsklinikken og evangelisten), samt æresgæsten, som var en lærer fra primary school. Selvom lokalet, som festen blev holdt i, ikke var voldsomt stort, havde man valgt at sætte højtalere op og bruge en mikrofon, når folk skulle holde taler (hvilket var helt unødvendigt). Til at styre dette var der selvfølgelig en toastmaster (DJ). Han var forfærdelig! Han skruede helt op for pausemusikken, sådan så man frygtede for efterfølgende tinnitus, han snakkede ind over børnenes entré og overdøvede den sang, som de sang fuldstændigt og derudover sang han med under børnenes forskellige optrædener. Han var virkelig irriterende, og vi overvejede flere gange at bestikke et barn til at hælde en sodavand i hans lydsystem, så vi kunne slippe for den larm.

Josef og Maria rider til Bethlehem paa deres aesel.

Men børnene var så dygtige! De store var oppe og synge flere gange, og de gjorde det rigtig godt. Derudover opførte de Juleevangeliet, og de var så søde som små vise mænd, Josef, Maria, Jesus, ledestjernen, dyr osv. Vi volontører var meget stolte af vores dejlige elever! Og så var de alle sammen – de store såvel som de små – yderst tålmodige. Arrangementet var meeeget langt og en stor del af tiden skete der absolut ingenting. Når dette var tilfældet, udpegede vores eksemplar af en DJ nogle gæster, som skulle op og danse til musikken. Dette fik vi også fornøjelsen af… et par gange! Jeg forstår virkelig ikke, hvad dette skulle til for, og hvorfor man ikke bare kunne springe videre i programmet og slippe for at bruge en halv dag på arrangementet, men T.I.A. (this is Africa) som man siger– det er ikke alting man skal forstå.

Langt ud på eftermiddagen fik vi dog endelig mad og sodavand, og derefter fik børnene overrakt deres certifikater. Sammen med dem fik de de (åbenbart) traditionelle Hawaii-kranse, og de fleste af dem fik også gaver (med alt godt fra Kipili: slik, hæfte, blyanter). Og derefter var der kun tilbage at sige farvel. Det var meget svært for mig at sige farvel til alle børnene, Exhilda og Happy – også sværere end forventet (jeg begyndte rent faktisk at græde!) Jeg har bare været så glad for at arbejde i Cheke Chea og for at lære dem alle sammen at kende. Jeg har været sammen med de mennesker hver eneste dag i 4 måneder og nu, hvor jeg rejser hjem, kommer vi ikke til at kunne holde kontakten ved lige – det er der simpelthen ikke mulighed for, når man bor i Kipili. Det er nok den hårdeste del af det, at sige farvel – at vi ikke kommer til at vide, hvordan børnenes videre liv vil forme sig. Om de vil blive lykkelige…

 Faellesbillede. Forrest: Alle boernene. Bagerst fra venstre: Happy, Daniel (en nyuddannet laerer, der skal undervise boernene naeste aar), Theresa, Rebekka, Exhilda og mig.

Om eftermiddagen gik jeg en tur i landsbyen for at sige farvel til den og beboerne og for at nyde byens skønhed for en sidste gang. Derefter skulle der siges farvel til vores snedkerelever. Der blev taget en fin afsked med dem, om end de blev lidt generte, når jeg gav dem et farvelkram. Efter mit sidste aftensmåltid i Kipili var tiden kommet til den sidste etape af min afskeds-tour: Alcado og Sudy. De to drenge har været vores bedste venner i Tanzania, og vi har haft utrolig mange sjove stunder sammen med dem, så det var selvfølgelig rigtig, rigtig svært at sige farvel til dem. Heldigvis prøvede især Sudy at gøre lidt grin med hele situationen, hvilket lettede stemningen gevaldigt. Efter det sidste knus og lovning om at holde kontakten gik jeg i seng. Næste morgen kørte Knud os til Kirando, hvor vi skulle tage bussen til Sumbawanga fra. Der fik vi sagt farvel til ham og sagt tak for et helt i gennem fantastisk ophold. Med ønske om en fortsat god og eventyrlig rejse drog vi videre… 

 Alcado og Sudy paa en af mine sidste dage i Kipili.

Livet i Kipili har budt på:

… at spise ris og bønner hver evig eneste dag

… fantastiske venskaber med hinanden og de lokale

… at dræbe en slange på halvanden meter

… at give omsorg og tryghed til de mest vidunderlige børn og nyde den efterfølgende tillid som de viser os

… dejlige middage på lodgen (og begejstring over stedets kolde sodavand!)

… at falde i søvn til enten larmen fra byens diskotek eller til den lokale flodhests grynten

… at gå 8 km for at komme til det nærmeste busstopsted

… synet af en masse dejlige dyreunger (grislinger, kyllinger, gedekid, hundehvalpe osv.)

… mødet en masse knap så dejlige dyr (giftige edderkopper, rotter, skolopendere og skorpioner)

… en masse sjove sprogforvirringer

… at tage ud og sejle og støde på fire flodheste

… absolut intet internet

… en masse eventyr!

Afslutning med snedkereleverne

Fredag d. 25. november havde vi sidste engelsktime med vores snedkerelever. Det var lidt vemodigt – det havde hele sidste uge faktisk været. Eleverne fandt først ud af, at det var sidste uge med engelsk – og anden sidste uge, hvor jeg var i byen – om mandagen, og de brød sig bestemt ikke om nyheden. Så fik de pludselig travlt med at komme til undervisningen (bonus!), få taget fællesbilleder osv. De blev ved med at spørge mig, hvornår jeg tog af sted, og hvornår jeg så kom tilbage igen. De havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne svare dem på det sidste, men at der nok gik en rum tid.

Mit engelskhold. Fra venstre: John (vagtmand), Thomas (hjaelpelaerer), 

mig, Benedecto, William, Alex, Paskali og Gabriel.

Lørdag d. 26. november var vi inviteret til graduation hos snedkereleverne. De havde i lang tid forinden sagt ”karibu, karibu, karibu – bring a gift” (karibu = velkommen). Deres uddannelse tager 3 år, så det var derfor ikke dem alle, der blev færdige i år. Det var meningen at fem af eleverne skulle dimittere, men to af dem har fået udskudt deres eksamen - den ene pga. sygdom og den anden, fordi han ikke kan finde ud af at måle (sidstnævnte er Jofre – ham den døvstumme vi har undervist de sidste par uger). Derfor var der kun tre snedkerelever tilbage - Edgar, Oto og Evaristi – og ingen af disse var mine elever.

De tre uddannede snedkere. Fra venstre: Edgar, Oto og Evaristi.

Festen foregik nede hos snedkerne selv – de har et hus i Kipili – i deres gård. De havde pyntet så fint op, og alle eleverne var i deres stiveste puds – også dem, der ikke blev færdige i år. Til festen havde de hyret en mand, der nok skulle minde lidt om en toastmaster, men som mere fungerede som en rigtig lousy dj (når der ikke blev holdt taler, sørgede han for at skrue voldsomt højt op for noget gangster-rap-musik – man skulle jo nødigt kunne høre, hvad hinanden sagde! Lige da Knud rejste sig op for at holde sin tale, satte dj’en nummeret ”Candyshop” på – noget, som vi volontører fik os et godt grin over bagefter)  og en fotograf, der gik rundt og tog billeder. Fotografen havde en lille notesbog, og hvis man ønskede at få taget et billede, blev ens navn skrevet op i bogen, så man kunne afregne med betalingen efterfølgende. Der var rigtig mange, der gerne ville have taget billeder med os – inklusiv fotografen selv! Hans linse var mere rettet mod os, end mod de tre færdiguddannede snedker – det var ret synd, synes jeg!

 Os volontoerer (minus Arne) og snedkereleverne. 

Fotograf: Knud Knudsen

Vi havde selvfølgelig pareret ordre og taget en gave med. Den bestod af en kasket til hver af drengene. Mandagen efter festen kom de alle op til snedkerværkstedet med deres kasket på – de så virkelig søde ud! Ellers bestod deres gaver mest af sådan nogle Hawaii-halskranse, som det åbenbart er normalt, at man giver hinanden hernede. Til festen fik vi traditionel afrikansk mad: Ris, bønner, ged og kål. Derudover blev der serveret sodavand (man ved, at der er fest i Tanzania, når der kommer sodavand på bordet!) Under festen smilede snedkereleverne stort set ikke. Knud fortalte, at det er fordi, de nu er voksne og uddannede og så skal man åbenbart se alvorlig ud! Til bryllupper i Tanzania skal bruden f.eks. også se sorgmodig ud – man skulle jo nødig tro, at hun var glad for ægteskabet og for at forlade sine forældre! Da den officielle fest sluttede, og vi gik udenfor for at få taget flere billeder, fandt snedkerne dog heldigvis smilene frem – det manglede da også bare! I det hele taget var det en rigtig god begivenhed, som var sjov at være med til. Det var også en god mulighed for at sige farvel til snedkereleverne på en ordentlig måde – noget, som var dybt værdsat, da der kun var en uge tilbage af mit ophold i Kipili.