Jeg sidder i skrivende stund på 1. salen i huset på Thurø og kigger udover Svendborgsund. For præcis en uge siden sad jeg i flyet i luftrummet et sted over Europa. Jeg landede i Kastrup sent om aftenen d. 3. januar og snuppede derfor en overnatning hos Sidsel i København, inden jeg onsdag formiddag vendte snuden hjem mod Svendborg og Thurø. I toget over Sjælland var jeg dog klar til at vende om og skynde mig tilbage til Afrika. Landskabet udenfor togets ruder så bare så fladt, gråt, kedeligt og koldt ud. Og der var ingen mennesker at se. ”Hvor er alle menneskerne henne?”, spurgte jeg mig selv, før det gik op for mig, at de nok bare var indenfor i deres huse for at passe dem selv. I sædegruppen ved siden af min sad der en ung mand og hans kæreste og knævrede løs. Først gik manden løs på de homoseksuelle – de var da for klamme, lød hans vurdering. Derefter kom turen til negrene, hvor han fyrede denne knaldskarpe bemærkning af: ”Hvis jeg var blevet født som neger, så havde jeg sgu skudt mig selv”. Den bemærkning forargede mig meget, men jeg var desværre ikke rap nok i replikken til at besvare den. Jeg besluttede mig dog for, at fortælle ham ”at jeg ville have skudt mig selv, hvis jeg var blevet født som ham”, hvis han åbnede munden igen – men det gjorde han (desværre) ikke! Jeg var lidt deprimeret over Danmarks kulde, og at det var den bemærkning, som jeg skulle bydes velkommen hjem med, og derfor var jeg (næsten) klar til at foretage en u-vending tilbage til Tanzania.
Nu har jeg været i Danmark i en uge, og jeg er efterhånden kommet mig over manden i togets replik. Det er dejligt at være tilbage i Danmark og møde alle ens venner og familie igen. Min familie havde hængt et skilt op til mig ved thurødæmningen med påskriften ”Velkommen hjem fra Tanzania, mwalimu Amalia” og et billede af mig og Consolatha fra Cheke Chea. Det var rigtig sødt af dem, og det varmede rigtig meget. Så det er bestemt dejligt at være tilbage i Danmark, men det er også lidt svært at vænne sig til hverdagen herhjemme og jeg savner godt nok også Tanzania.
Mit skilt og jeg.
Opholdet i Tanzania har været fuldstændigt fantastisk og uforglemmeligt. Jeg har lært meget dernede – både om verden, deres kultur, vores kultur og mig selv. Jeg har også lært at penge er langtfra alt. Jeg er blevet udfordret på min tro, holdninger og principper. Jeg har mødt en masse skønne mennesker, som jeg aldrig vil glemme – nogle af dem vil være mine venner for livet. Opholdet har virkelig fået mig til at værdsætte de muligheder, som jeg har og har mere end nogensinde før givet mig en lyst til at kæmpe for en større retfærdighed i verden.
Jeg skylder Tanzania, Kipili og de folk, som jeg mødte der, et kæmpe tak for deres venlighed og for den indsigt, som de har givet mig. Jeg vil altid bære rundt på den bagage som jeg opsamlede i Tanzania, og Tanzania vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte.
Derudover skal der lyde et kæmpe tak til alle jer, der har fulgt min færden her på bloggen. Det har været skønt at vide, at I læste med!
Et billede af mig på nytårsaften på Zanzibar.
Tak for denne gang!
Kærlig hilsen
Amalie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar