På tur med MV Liemba

Den sidste weekend i oktober tog alle vi volontører fra Kipili (med undtagelse af Thomas der valgte at blive hjemme) på tur med færgen MV Liemba. Denne færge er næsten 100 år gammel – og er dermed verdens ældste færge - og sejler op og ned af Tanganyikasøen, hvor den bl.a. har et kort stop i bugten ud for Kipili. Vi tog Liemba til Zambia, men da vi ikke har visum til Zambia, tog vi færgen alene for sejlturens skyld – vi kunne ikke komme ind i landet.

 M.V. Liemba

Man ved aldrig helt, hvornår Liemba kommer. Den plejer at komme til Kipili på vej til Zambia natten mellem torsdag og fredag hver anden uge. Derfor ville vi holde os vågne natten mellem torsdag d. 27. og fredag d. 28. oktober. Vi havde på forhånd forhørt os om, hvornår på natten færgen cirka ville komme og havde fået svaret: ”Kl. 1, 2, 3 eller måske 4”. Det er et meget bredt tidsinterval, som det skulle være muligt for færgen at ramme – men nej! Som alt andet i Afrika var Liemba selvfølgelig forsinket og kom først 6.30 fredag morgen.

Færgeturen var rigtig hyggelig, og det var dejligt at få lidt miljøforandring. På vej til Zambia vrimlede færgen desuden med wazunguer (hvide mennesker) – der var over 20 af os! Jeg tror ikke, at jeg har set så mange hvide mennesker samlet på et sted de sidste 3 måneder. Vores gruppe af wazunguer sov på dækket. Det havde hele tiden været planlagt, og da vi så vores kahyt, (og alle de kakerlakker der levede der) var der slet ingen tvivl i vores sind. Men det var også rigtig hyggeligt at falde i søvn under åben himmel! Liemba ligger på sin rute op af Tanganyikasøen kun til land tre steder: I Zambia, i Kasanga (byen vi overnattede i, da vi så Kalambo Falls) og i Kigoma. Resten af stederne ligger færgen kun for anker ude i vandet. Derfor skal alt, der skal fragtes til og fra færgen ud til færgen via båd. Det gav virkelig nogle sjove syn, når 20-30 små, fuldstændigt overlæssede robåde roede om kap fra en landsby ud til Liemba. Det skulle af en eller anden grund bare gå stærkt! Bådene var virkelig voldsomme overfor hinanden ude i vandet, og deres færden mindede mig lidt om radiobiler. 

Robaade der flokkes om Liemba

Liemba nåede Kasanga sidst på eftermiddagen om fredagen. Der holdt vi så parkeret indtil tidlig lørdag morgen – der var så meget, der skulle læsses af og på, at vi ikke kunne komme af sted tidligere. I Kasanga stod hundredvis af mennesker klar til at tage imod færgen – mange af dem var elever fra en nærtliggende Secondary School, der var taget på udflugt. De kom alle ombord på færgen (selvom ingen af dem faktisk skulle med færgen) og da de så os, fandt de straks deres medbragte kamera frem – og så skulle der ellers tage billeder! Theresa, Anna-Elisabeth og jeg poserede nok i omkring en time, mens eleverne fra secondary school på skift hoppede ind i mellem os. Til sidst havde vi helt ømme kæber af at smile så meget. Lørdag aften var færgen igen tilbage i Kasanga, hvor vi igen(!) skulle overnatte. Denne gang steg en håndfuld kinesere på båden. De var i landet for at arbejde på et vejprojekt, der er sponseret af Kina. Da de så os, opførte de sig på præcis samme måde som eleverne fra secondary school – de ville også (alle sammen) have taget billeder. Det var lidt underligt at opleve – altså kinesere må da have set europæere før?! Det er åbenbart sandt, hvad nogle folk siger: At være hvid i Afrika er det tætteste, de fleste mennesker kommer på at få status som kendisser.

Det var meningen, at Liemba skulle være tilbage i Kipili lørdag formiddag, men på grund af store forsinkelser, var vi først i Kipili søndag eftermiddag. Før vi tog af sted, havde vi aftalt med vores ven Alcado, at han ville komme og hente os i en af Knuds både, når færgen kom. Jeg skrev derfor til ham om søndagen, men da han ikke svarede, blev vi usikre på, om han overhovedet ville komme. Men da vi skulle til at gå af færgen, kunne vi pludselig se Knuds båd i det fjerne. På den var både Alcado, Sudy og fire af vores snedkerelever. Det var så skønt at se dem og ret rørende, at de alle sammen havde lyst til at komme og hente os. I hælene på Knuds båd kunne vi så pludselig se en lille robåd komme sejlende med Thomas siddende i midten mellem to lokale. Han var også kommet for at hente os, hvilket var så sødt (og dog lidt optimistisk at tro, at vi alle kunne være i den meget lille robåd). Thomas forlod sin lille robåd til fordel for Knuds båd, og på den måde blev vi alle genforenet (først skulle vi dog lige ud på en farefuld færd for at komme over på båden, da bådene ligger i flere lag udenpå Liemba – men vi klarede det!)

Turen på Liemba var rigtig dejlig, og vi fik mange nye venner på færgen. Jeg fik dog også et gensyn med mine venner myggene, der efterlod mig med 77 myggestik fra knæene og ned. Derudover fik et par af os også en lidt forbrændt næse (solens refleksion i vandet bliver ved med at snyde os!) Da vi kom hjem til Kipili igen, var det – bekræftet af vores store velkomstkomite - med følelsen ude godt, hjemme bedst.

- Billederne tíl dette blogindlæg mangler pga. dårlig internetforbindelse - billeder følger.

Gadedrengene i Sumbawanga

Da vi var i Sumbawanga i forbindelse med åbningen af børnehjemmet, kom vi mange aftener lidt sent af sted ud og spise. Vi fik altså opholdt os en del ude i byen efter mørkets frembrud – noget, som vi ikke plejer at gøre. Dette resulterede i mange – lidt triste – møder med gadebørnene.

I Sumbawanga er der mange gadebørn – eller rettere sagt gadedrenge. Forældreløse piger i Tanzania ender stort set aldrig som gadebørn, de bliver taget som husslaver i stedet (et job, der får Askepots til at fremstå som den rene direktør-stilling). Vi har set meget til gadedrengene om dagen, da de tit opholder sig omkring Knuds hus. Når vi kommer ud af døren, griber de tillidsfuldt vores hænder og kalder os ”dada” (søster). Men når vi har mødt gadedrengene om dagen, har vi – eller i hvert fald jeg – ikke rigtig tænkt på dem som gadebørn. Alle børn i Sumbawanga, såvel som Kipili, passer sig selv på gaderne uden forældre i løbet af dagen, og derfor har det ikke rigtigt været til at se forskel på gadebørnene og de ”almindelige” børn.

Men denne gang i Sumbawanga mødte vi også børnene om aftenen, og det var en ret trist oplevelse. Gadedrengene kom hen til en, sagde ”Ninaumwa” (jeg er syg) og pegede på deres mave. Det betød selvfølgelig at de var sultne og ofte resulterede denne replik i, at vi købte noget mad til dem. Jeg overvejede slet ikke at sige nej. Det er jo fuldstændigt ubærligt at små drenge helt ned til 8-10 års alderen skal opleve sult på den måde, og hvilket menneske er jeg, hvis jeg nægter at give det, der svarer til et par danske kroner for at mætte et lille barn – om end bare for en aften? Desværre er der altid 10 gadebørn, der står og venter, når du lige har købt mad til en. Ofte forsøgte vi os med at købe noget brød til børnene, så de alle kunne få – i hvert fald alle dem, der lige var heldige nok til at være i nærheden af os denne aften. Det var hårdt at være vidne til børnenes sult - endnu mere hårdt blev det, når man kom til at tænke på, at børnene også sover udenfor, hver evig eneste nat, med alle de usikkerheder og farer som det indebærer. Man ved jo godt at fattigdom af denne kaliber findes rundt omkring i verden, men at stå face-to-face med den i skikkelse af et lille barn, det er næsten ubærligt. Efter dette besøg i Sumbawanga priste jeg mig lykkelig for, at jeg bor i Kipili. Her er der selvfølgelig også fattigdom – også i en grad, som vi slet ikke kan forestille os i Danmark -, men her er også den tryghed, som et lille landsbysamfund ofte fører med sig. Den er ikke at finde i Sumbawanga.

En aften sad vi og spiste udenfor en lille restaurant. Jeg havde lige købt chips mayai (pomfritter og æg blandet sammen) til en gadedreng og sikret mig, at restauranten gav ham, hvad jeg havde betalt for. Vi mærkede, at der pludselig opstod lidt kaos i restauranten, og med ét stak to mænd på restauranten efter en lille gadedreng, der spænede væk fra stedet. Vi nåede ikke at se, hvad der foregik, men fandt fra de andre gæster ud af, at drengen åbenbart havde stjålet en vandflaske. Vi spejdede i den retning, hvor gadedrengen og mændene løb, og håbede meget, at drengen nåede at slippe væk. I samme øjeblik kørte en lastbil forbi og oplyste vejen, hvor vi kunne se, at en af mændene brutalt kom slæbende med drengen, samtidig med at han sparkede og slog ham. Theresa og jeg rejste os op på samme tid og løb manden og drengen i møde. Theresa flåede drengen ud af grebet på manden, mens jeg prøvede at forklare ham, at vi ønskede at betale for drengens vand. Manden var ekstremt aggressiv og vred, men til sidst tog han imod mine penge, inden han selv satte i løb. I det samme kom ejeren af restauranten ud og råbte, at vi skulle stoppe manden – han arbejdede åbenbart ikke på stedet, han havde bare udnyttet situationen på det groveste.

Tilbage stod vi med en grådkvalt og rystet dreng, og jeg selv var ikke i en meget bedre sindsstemning på det tidspunkt. En af kokkene på restauranten kunne åbenbart se, at jeg var meget oprevet og spurgte, om der var noget i vejen. Jeg havde lyst til at råbe: ”Gu’ fanden er der noget i vejen! Man slår ikke på børn!” – men jeg begrænsede mig til det sidste. I Tanzania er det normalt at man slår på børn – både i hjemmet og på skoler. I Kipili har vi bare (heldigvis!) været meget skånet for dette syn, da Knud og BDM, der i sidste ende står for Cheke Chea, har forbudt pædagogerne at bruge fysisk afstraffelse i førskolen (ikke at jeg tror, at vores to søde pædagoger ville gøre det, hvis de fik lov). Men Karen Louise i Sumbawanga oplever tit, at børnene på den secondary school, hvor hun arbejder, bliver slået af lærerne. Jeg er så glad for, at det ikke er mig – jeg kunne ikke arbejde sådan et sted!  Tilbage i Sumbawanga begyndte vi at gå hjem ad med den forslåede gadedreng, mens vi spejdede efter et sted at købe lidt brød til ham. Undervejs kom flere gadebørn til og tog os i hånden. Mens vi gik der, aede jeg gadedrengenes hænder og prøvede desperat at give lidt omsorg og tryghed videre til dem. Men med den usikre og farefulde dagligdag de lever, kommer det nok til at tage lidt mere end en gåtur på 10 minutter for at gøre deres liv bedre – men på den anden side bliver man jo nødt til at starte et eller andet sted.  

Børnehjemsåbning

Lørdag d. 22. oktober var alle vi volontører inviteret til åbningen af et nyt børnehjem i Sumbawanga. Børnehjemmet er opført med hjælp fra BDM og Knud, mens selve pengene til projektet kommer fra den danske forretningsdrivende Peter Knudsen og hans firma altan.dk. Derfor har børnehjemmet fået navnet Peters House. Vi glædede os alle meget til at se det færdige resultat af byggeprojektet og til at møde Peter Knudsen og hans familie, der var i Tanzania i forbindelse med åbningen.

Vi var absolut ikke de eneste, der var spændte på dagen – da vi mødte op på børnehjemmet lørdag formiddag, emmede hele stedet af forventning. Børnene var iklædt deres fineste tøj og deres største smil. De var da også på scenen mange gange i løbet af dagen med både korsang og skuespil.  De sang på swahili, engelsk og endda dansk – sidstnævnte akkompagneret af Therese og Amanda, der arbejder på børnehjemmet. Børnenes skuespil handlede om deres fælles historie: Hvordan de mistede deres forældre, blev husslaver eller tiggere og til sidst fandt vejen til Knud og et bedre liv på børnehjemmet. Det var et meget rørende skuespil, fordi børnene netop ikke spillede skuespil – de gengav bare deres egen livshistorie. De græd, og selvom det passede ind i skuespillet, var man ikke i tvivl om, at deres sorg var ægte. Det var meget rørende, og selvom der også var humoristiske momenter i skuespillet, – f.eks. da en af børnehjemmets store drenge i rollen som Knud, glemmer navnene på de implicerede i stykket (noget der er lidt typisk Knud) – blev jeg ret irriteret på dem, der grinede. For det var ikke for sjov!

 Boernene i deres nye t-shirt, Peter Knudsen (th) og hans familie.

Dagen bar også præg af en enorm formalitet, som ifølge Knud er knyttet til alle officielle begivenheder i Tanzania. I åbningen deltog en masse offentlige personer, og de skulle alle sammen præsenteres af mange andre og holde enormt lange taler. I talerne gentog de endvidere både sig selv og hinanden – dette stod på i et par timer! Når man ikke kan forstå så meget swahili (som vi volontører ikke kan endnu), er det jo egentlig klart, at det er kedeligt – men de folk, der kan forstå meget swahili, syntes også, at talerne var lidt langtrukne.

Peter Knudsen og Knud skaerer snoren over til aabningen af boernehjemmet.

Efter talerne fulgte en rigtig fin ceremoni, hvor Peter og hans familie fik overrakt gaver af børnene, som bestod af traditionelt afrikansk tøj. Det var tydeligt at se, at familien blev oprigtigt glade og rørte over denne symbolske gave. Derefter blev situationen vendt, og Peter og hans familie gav børnene t-shirts og kasketter. Så rykkede selskabet udenfor, hvor der – traditionen tro – var en snor, der skulle klippes over. Det var meningen, at det bare var Peter, der skulle klippe snoren over (eller i dette tilfælde skære snoren over, da vi ingen saks havde – typisk Afrika!), men han insisterede på, at han og Knud skulle gøre det sammen. Det var en rigtig fin gestus, for børnehjemmet kunne ikke have blevet til noget uden hjælp fra begge disse to mænd. Så snoren blev skåret over af både Peter og Knud, og bagefter blev skiltet, der angav børnehjemmets navn, offentliggjort. Derefter brød børnene ud i en spontan sang og dans, og der var i det hele taget en rigtig festlig stemning. Tilslut fik vi en masse mad, inden vi - efter en rigtig god (og rigtig lang!) – åbning gik hver til sit.