Gadedrengene i Sumbawanga

Da vi var i Sumbawanga i forbindelse med åbningen af børnehjemmet, kom vi mange aftener lidt sent af sted ud og spise. Vi fik altså opholdt os en del ude i byen efter mørkets frembrud – noget, som vi ikke plejer at gøre. Dette resulterede i mange – lidt triste – møder med gadebørnene.

I Sumbawanga er der mange gadebørn – eller rettere sagt gadedrenge. Forældreløse piger i Tanzania ender stort set aldrig som gadebørn, de bliver taget som husslaver i stedet (et job, der får Askepots til at fremstå som den rene direktør-stilling). Vi har set meget til gadedrengene om dagen, da de tit opholder sig omkring Knuds hus. Når vi kommer ud af døren, griber de tillidsfuldt vores hænder og kalder os ”dada” (søster). Men når vi har mødt gadedrengene om dagen, har vi – eller i hvert fald jeg – ikke rigtig tænkt på dem som gadebørn. Alle børn i Sumbawanga, såvel som Kipili, passer sig selv på gaderne uden forældre i løbet af dagen, og derfor har det ikke rigtigt været til at se forskel på gadebørnene og de ”almindelige” børn.

Men denne gang i Sumbawanga mødte vi også børnene om aftenen, og det var en ret trist oplevelse. Gadedrengene kom hen til en, sagde ”Ninaumwa” (jeg er syg) og pegede på deres mave. Det betød selvfølgelig at de var sultne og ofte resulterede denne replik i, at vi købte noget mad til dem. Jeg overvejede slet ikke at sige nej. Det er jo fuldstændigt ubærligt at små drenge helt ned til 8-10 års alderen skal opleve sult på den måde, og hvilket menneske er jeg, hvis jeg nægter at give det, der svarer til et par danske kroner for at mætte et lille barn – om end bare for en aften? Desværre er der altid 10 gadebørn, der står og venter, når du lige har købt mad til en. Ofte forsøgte vi os med at købe noget brød til børnene, så de alle kunne få – i hvert fald alle dem, der lige var heldige nok til at være i nærheden af os denne aften. Det var hårdt at være vidne til børnenes sult - endnu mere hårdt blev det, når man kom til at tænke på, at børnene også sover udenfor, hver evig eneste nat, med alle de usikkerheder og farer som det indebærer. Man ved jo godt at fattigdom af denne kaliber findes rundt omkring i verden, men at stå face-to-face med den i skikkelse af et lille barn, det er næsten ubærligt. Efter dette besøg i Sumbawanga priste jeg mig lykkelig for, at jeg bor i Kipili. Her er der selvfølgelig også fattigdom – også i en grad, som vi slet ikke kan forestille os i Danmark -, men her er også den tryghed, som et lille landsbysamfund ofte fører med sig. Den er ikke at finde i Sumbawanga.

En aften sad vi og spiste udenfor en lille restaurant. Jeg havde lige købt chips mayai (pomfritter og æg blandet sammen) til en gadedreng og sikret mig, at restauranten gav ham, hvad jeg havde betalt for. Vi mærkede, at der pludselig opstod lidt kaos i restauranten, og med ét stak to mænd på restauranten efter en lille gadedreng, der spænede væk fra stedet. Vi nåede ikke at se, hvad der foregik, men fandt fra de andre gæster ud af, at drengen åbenbart havde stjålet en vandflaske. Vi spejdede i den retning, hvor gadedrengen og mændene løb, og håbede meget, at drengen nåede at slippe væk. I samme øjeblik kørte en lastbil forbi og oplyste vejen, hvor vi kunne se, at en af mændene brutalt kom slæbende med drengen, samtidig med at han sparkede og slog ham. Theresa og jeg rejste os op på samme tid og løb manden og drengen i møde. Theresa flåede drengen ud af grebet på manden, mens jeg prøvede at forklare ham, at vi ønskede at betale for drengens vand. Manden var ekstremt aggressiv og vred, men til sidst tog han imod mine penge, inden han selv satte i løb. I det samme kom ejeren af restauranten ud og råbte, at vi skulle stoppe manden – han arbejdede åbenbart ikke på stedet, han havde bare udnyttet situationen på det groveste.

Tilbage stod vi med en grådkvalt og rystet dreng, og jeg selv var ikke i en meget bedre sindsstemning på det tidspunkt. En af kokkene på restauranten kunne åbenbart se, at jeg var meget oprevet og spurgte, om der var noget i vejen. Jeg havde lyst til at råbe: ”Gu’ fanden er der noget i vejen! Man slår ikke på børn!” – men jeg begrænsede mig til det sidste. I Tanzania er det normalt at man slår på børn – både i hjemmet og på skoler. I Kipili har vi bare (heldigvis!) været meget skånet for dette syn, da Knud og BDM, der i sidste ende står for Cheke Chea, har forbudt pædagogerne at bruge fysisk afstraffelse i førskolen (ikke at jeg tror, at vores to søde pædagoger ville gøre det, hvis de fik lov). Men Karen Louise i Sumbawanga oplever tit, at børnene på den secondary school, hvor hun arbejder, bliver slået af lærerne. Jeg er så glad for, at det ikke er mig – jeg kunne ikke arbejde sådan et sted!  Tilbage i Sumbawanga begyndte vi at gå hjem ad med den forslåede gadedreng, mens vi spejdede efter et sted at købe lidt brød til ham. Undervejs kom flere gadebørn til og tog os i hånden. Mens vi gik der, aede jeg gadedrengenes hænder og prøvede desperat at give lidt omsorg og tryghed videre til dem. Men med den usikre og farefulde dagligdag de lever, kommer det nok til at tage lidt mere end en gåtur på 10 minutter for at gøre deres liv bedre – men på den anden side bliver man jo nødt til at starte et eller andet sted.