På tur med MV Liemba

Den sidste weekend i oktober tog alle vi volontører fra Kipili (med undtagelse af Thomas der valgte at blive hjemme) på tur med færgen MV Liemba. Denne færge er næsten 100 år gammel – og er dermed verdens ældste færge - og sejler op og ned af Tanganyikasøen, hvor den bl.a. har et kort stop i bugten ud for Kipili. Vi tog Liemba til Zambia, men da vi ikke har visum til Zambia, tog vi færgen alene for sejlturens skyld – vi kunne ikke komme ind i landet.

 M.V. Liemba

Man ved aldrig helt, hvornår Liemba kommer. Den plejer at komme til Kipili på vej til Zambia natten mellem torsdag og fredag hver anden uge. Derfor ville vi holde os vågne natten mellem torsdag d. 27. og fredag d. 28. oktober. Vi havde på forhånd forhørt os om, hvornår på natten færgen cirka ville komme og havde fået svaret: ”Kl. 1, 2, 3 eller måske 4”. Det er et meget bredt tidsinterval, som det skulle være muligt for færgen at ramme – men nej! Som alt andet i Afrika var Liemba selvfølgelig forsinket og kom først 6.30 fredag morgen.

Færgeturen var rigtig hyggelig, og det var dejligt at få lidt miljøforandring. På vej til Zambia vrimlede færgen desuden med wazunguer (hvide mennesker) – der var over 20 af os! Jeg tror ikke, at jeg har set så mange hvide mennesker samlet på et sted de sidste 3 måneder. Vores gruppe af wazunguer sov på dækket. Det havde hele tiden været planlagt, og da vi så vores kahyt, (og alle de kakerlakker der levede der) var der slet ingen tvivl i vores sind. Men det var også rigtig hyggeligt at falde i søvn under åben himmel! Liemba ligger på sin rute op af Tanganyikasøen kun til land tre steder: I Zambia, i Kasanga (byen vi overnattede i, da vi så Kalambo Falls) og i Kigoma. Resten af stederne ligger færgen kun for anker ude i vandet. Derfor skal alt, der skal fragtes til og fra færgen ud til færgen via båd. Det gav virkelig nogle sjove syn, når 20-30 små, fuldstændigt overlæssede robåde roede om kap fra en landsby ud til Liemba. Det skulle af en eller anden grund bare gå stærkt! Bådene var virkelig voldsomme overfor hinanden ude i vandet, og deres færden mindede mig lidt om radiobiler. 

Robaade der flokkes om Liemba

Liemba nåede Kasanga sidst på eftermiddagen om fredagen. Der holdt vi så parkeret indtil tidlig lørdag morgen – der var så meget, der skulle læsses af og på, at vi ikke kunne komme af sted tidligere. I Kasanga stod hundredvis af mennesker klar til at tage imod færgen – mange af dem var elever fra en nærtliggende Secondary School, der var taget på udflugt. De kom alle ombord på færgen (selvom ingen af dem faktisk skulle med færgen) og da de så os, fandt de straks deres medbragte kamera frem – og så skulle der ellers tage billeder! Theresa, Anna-Elisabeth og jeg poserede nok i omkring en time, mens eleverne fra secondary school på skift hoppede ind i mellem os. Til sidst havde vi helt ømme kæber af at smile så meget. Lørdag aften var færgen igen tilbage i Kasanga, hvor vi igen(!) skulle overnatte. Denne gang steg en håndfuld kinesere på båden. De var i landet for at arbejde på et vejprojekt, der er sponseret af Kina. Da de så os, opførte de sig på præcis samme måde som eleverne fra secondary school – de ville også (alle sammen) have taget billeder. Det var lidt underligt at opleve – altså kinesere må da have set europæere før?! Det er åbenbart sandt, hvad nogle folk siger: At være hvid i Afrika er det tætteste, de fleste mennesker kommer på at få status som kendisser.

Det var meningen, at Liemba skulle være tilbage i Kipili lørdag formiddag, men på grund af store forsinkelser, var vi først i Kipili søndag eftermiddag. Før vi tog af sted, havde vi aftalt med vores ven Alcado, at han ville komme og hente os i en af Knuds både, når færgen kom. Jeg skrev derfor til ham om søndagen, men da han ikke svarede, blev vi usikre på, om han overhovedet ville komme. Men da vi skulle til at gå af færgen, kunne vi pludselig se Knuds båd i det fjerne. På den var både Alcado, Sudy og fire af vores snedkerelever. Det var så skønt at se dem og ret rørende, at de alle sammen havde lyst til at komme og hente os. I hælene på Knuds båd kunne vi så pludselig se en lille robåd komme sejlende med Thomas siddende i midten mellem to lokale. Han var også kommet for at hente os, hvilket var så sødt (og dog lidt optimistisk at tro, at vi alle kunne være i den meget lille robåd). Thomas forlod sin lille robåd til fordel for Knuds båd, og på den måde blev vi alle genforenet (først skulle vi dog lige ud på en farefuld færd for at komme over på båden, da bådene ligger i flere lag udenpå Liemba – men vi klarede det!)

Turen på Liemba var rigtig dejlig, og vi fik mange nye venner på færgen. Jeg fik dog også et gensyn med mine venner myggene, der efterlod mig med 77 myggestik fra knæene og ned. Derudover fik et par af os også en lidt forbrændt næse (solens refleksion i vandet bliver ved med at snyde os!) Da vi kom hjem til Kipili igen, var det – bekræftet af vores store velkomstkomite - med følelsen ude godt, hjemme bedst.

- Billederne tíl dette blogindlæg mangler pga. dårlig internetforbindelse - billeder følger.