Fredag d. 25. november havde vi sidste engelsktime med vores snedkerelever. Det var lidt vemodigt – det havde hele sidste uge faktisk været. Eleverne fandt først ud af, at det var sidste uge med engelsk – og anden sidste uge, hvor jeg var i byen – om mandagen, og de brød sig bestemt ikke om nyheden. Så fik de pludselig travlt med at komme til undervisningen (bonus!), få taget fællesbilleder osv. De blev ved med at spørge mig, hvornår jeg tog af sted, og hvornår jeg så kom tilbage igen. De havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne svare dem på det sidste, men at der nok gik en rum tid.
Mit engelskhold. Fra venstre: John (vagtmand), Thomas (hjaelpelaerer),
mig, Benedecto, William, Alex, Paskali og Gabriel.
Lørdag d. 26. november var vi inviteret til graduation hos snedkereleverne. De havde i lang tid forinden sagt ”karibu, karibu, karibu – bring a gift” (karibu = velkommen). Deres uddannelse tager 3 år, så det var derfor ikke dem alle, der blev færdige i år. Det var meningen at fem af eleverne skulle dimittere, men to af dem har fået udskudt deres eksamen - den ene pga. sygdom og den anden, fordi han ikke kan finde ud af at måle (sidstnævnte er Jofre – ham den døvstumme vi har undervist de sidste par uger). Derfor var der kun tre snedkerelever tilbage - Edgar, Oto og Evaristi – og ingen af disse var mine elever.
De tre uddannede snedkere. Fra venstre: Edgar, Oto og Evaristi.
Festen foregik nede hos snedkerne selv – de har et hus i Kipili – i deres gård. De havde pyntet så fint op, og alle eleverne var i deres stiveste puds – også dem, der ikke blev færdige i år. Til festen havde de hyret en mand, der nok skulle minde lidt om en toastmaster, men som mere fungerede som en rigtig lousy dj (når der ikke blev holdt taler, sørgede han for at skrue voldsomt højt op for noget gangster-rap-musik – man skulle jo nødigt kunne høre, hvad hinanden sagde! Lige da Knud rejste sig op for at holde sin tale, satte dj’en nummeret ”Candyshop” på – noget, som vi volontører fik os et godt grin over bagefter) og en fotograf, der gik rundt og tog billeder. Fotografen havde en lille notesbog, og hvis man ønskede at få taget et billede, blev ens navn skrevet op i bogen, så man kunne afregne med betalingen efterfølgende. Der var rigtig mange, der gerne ville have taget billeder med os – inklusiv fotografen selv! Hans linse var mere rettet mod os, end mod de tre færdiguddannede snedker – det var ret synd, synes jeg!
Os volontoerer (minus Arne) og snedkereleverne.
Fotograf: Knud Knudsen
Vi havde selvfølgelig pareret ordre og taget en gave med. Den bestod af en kasket til hver af drengene. Mandagen efter festen kom de alle op til snedkerværkstedet med deres kasket på – de så virkelig søde ud! Ellers bestod deres gaver mest af sådan nogle Hawaii-halskranse, som det åbenbart er normalt, at man giver hinanden hernede. Til festen fik vi traditionel afrikansk mad: Ris, bønner, ged og kål. Derudover blev der serveret sodavand (man ved, at der er fest i Tanzania, når der kommer sodavand på bordet!) Under festen smilede snedkereleverne stort set ikke. Knud fortalte, at det er fordi, de nu er voksne og uddannede og så skal man åbenbart se alvorlig ud! Til bryllupper i Tanzania skal bruden f.eks. også se sorgmodig ud – man skulle jo nødig tro, at hun var glad for ægteskabet og for at forlade sine forældre! Da den officielle fest sluttede, og vi gik udenfor for at få taget flere billeder, fandt snedkerne dog heldigvis smilene frem – det manglede da også bare! I det hele taget var det en rigtig god begivenhed, som var sjov at være med til. Det var også en god mulighed for at sige farvel til snedkereleverne på en ordentlig måde – noget, som var dybt værdsat, da der kun var en uge tilbage af mit ophold i Kipili.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar