Cheke Chea graduation og farvel til Kipili

Fredag d. 2. december dimitterede de ældste elever fra Cheke Chea, så derfor blev der afholdt en graduation-fest for dem i byens community hall (borgerforening). D. 2. december var også min allersidste dag i Kipili.

 

Vi mødte som sædvanligt denne dag. Man kunne dog hurtigt fornemme, at dagen var speciel, for da vi kom op til Cheke Chea, løb børnene os i møde ligesom den allerførste dag. Alle børnene var rigtig fine klædt på. Mange havde fået klippet deres hår, nogle havde fået flettet det i en ny frisure og en enkelt havde fået sat lange extensions i. Mange af pigerne havde fine smykker på. Alle børnene var dog stadig i deres Cheke Chea uniformer – de ældste i hvide trøjer og de mindste i grønne trøjer. Exhilda og Happy havde også pyntet sig og var iklædt deres fineste kjoler. Vi volontører havde også gjort lidt ekstra ud af det – det var en dejlig undskyldning for at skulle dresses up (noget, man ikke har grund til særlig tit i Kipili). 

Børnenes forældre var selvfølgelig inviteret til dimissionen, og vi var rigtig spændte på endelig at få lov at møde dem. Der var heldigvis også rigtig mange der var mødt op – i hvert fald rigtig mange mødre. Der var kun et par mænd. Udover forældrene bestod gæsterne af nøglefigurer fra landsbyen (f.eks. folk fra sundhedsklinikken og evangelisten), samt æresgæsten, som var en lærer fra primary school. Selvom lokalet, som festen blev holdt i, ikke var voldsomt stort, havde man valgt at sætte højtalere op og bruge en mikrofon, når folk skulle holde taler (hvilket var helt unødvendigt). Til at styre dette var der selvfølgelig en toastmaster (DJ). Han var forfærdelig! Han skruede helt op for pausemusikken, sådan så man frygtede for efterfølgende tinnitus, han snakkede ind over børnenes entré og overdøvede den sang, som de sang fuldstændigt og derudover sang han med under børnenes forskellige optrædener. Han var virkelig irriterende, og vi overvejede flere gange at bestikke et barn til at hælde en sodavand i hans lydsystem, så vi kunne slippe for den larm.

Josef og Maria rider til Bethlehem paa deres aesel.

Men børnene var så dygtige! De store var oppe og synge flere gange, og de gjorde det rigtig godt. Derudover opførte de Juleevangeliet, og de var så søde som små vise mænd, Josef, Maria, Jesus, ledestjernen, dyr osv. Vi volontører var meget stolte af vores dejlige elever! Og så var de alle sammen – de store såvel som de små – yderst tålmodige. Arrangementet var meeeget langt og en stor del af tiden skete der absolut ingenting. Når dette var tilfældet, udpegede vores eksemplar af en DJ nogle gæster, som skulle op og danse til musikken. Dette fik vi også fornøjelsen af… et par gange! Jeg forstår virkelig ikke, hvad dette skulle til for, og hvorfor man ikke bare kunne springe videre i programmet og slippe for at bruge en halv dag på arrangementet, men T.I.A. (this is Africa) som man siger– det er ikke alting man skal forstå.

Langt ud på eftermiddagen fik vi dog endelig mad og sodavand, og derefter fik børnene overrakt deres certifikater. Sammen med dem fik de de (åbenbart) traditionelle Hawaii-kranse, og de fleste af dem fik også gaver (med alt godt fra Kipili: slik, hæfte, blyanter). Og derefter var der kun tilbage at sige farvel. Det var meget svært for mig at sige farvel til alle børnene, Exhilda og Happy – også sværere end forventet (jeg begyndte rent faktisk at græde!) Jeg har bare været så glad for at arbejde i Cheke Chea og for at lære dem alle sammen at kende. Jeg har været sammen med de mennesker hver eneste dag i 4 måneder og nu, hvor jeg rejser hjem, kommer vi ikke til at kunne holde kontakten ved lige – det er der simpelthen ikke mulighed for, når man bor i Kipili. Det er nok den hårdeste del af det, at sige farvel – at vi ikke kommer til at vide, hvordan børnenes videre liv vil forme sig. Om de vil blive lykkelige…

 Faellesbillede. Forrest: Alle boernene. Bagerst fra venstre: Happy, Daniel (en nyuddannet laerer, der skal undervise boernene naeste aar), Theresa, Rebekka, Exhilda og mig.

Om eftermiddagen gik jeg en tur i landsbyen for at sige farvel til den og beboerne og for at nyde byens skønhed for en sidste gang. Derefter skulle der siges farvel til vores snedkerelever. Der blev taget en fin afsked med dem, om end de blev lidt generte, når jeg gav dem et farvelkram. Efter mit sidste aftensmåltid i Kipili var tiden kommet til den sidste etape af min afskeds-tour: Alcado og Sudy. De to drenge har været vores bedste venner i Tanzania, og vi har haft utrolig mange sjove stunder sammen med dem, så det var selvfølgelig rigtig, rigtig svært at sige farvel til dem. Heldigvis prøvede især Sudy at gøre lidt grin med hele situationen, hvilket lettede stemningen gevaldigt. Efter det sidste knus og lovning om at holde kontakten gik jeg i seng. Næste morgen kørte Knud os til Kirando, hvor vi skulle tage bussen til Sumbawanga fra. Der fik vi sagt farvel til ham og sagt tak for et helt i gennem fantastisk ophold. Med ønske om en fortsat god og eventyrlig rejse drog vi videre… 

 Alcado og Sudy paa en af mine sidste dage i Kipili.

Livet i Kipili har budt på:

… at spise ris og bønner hver evig eneste dag

… fantastiske venskaber med hinanden og de lokale

… at dræbe en slange på halvanden meter

… at give omsorg og tryghed til de mest vidunderlige børn og nyde den efterfølgende tillid som de viser os

… dejlige middage på lodgen (og begejstring over stedets kolde sodavand!)

… at falde i søvn til enten larmen fra byens diskotek eller til den lokale flodhests grynten

… at gå 8 km for at komme til det nærmeste busstopsted

… synet af en masse dejlige dyreunger (grislinger, kyllinger, gedekid, hundehvalpe osv.)

… mødet en masse knap så dejlige dyr (giftige edderkopper, rotter, skolopendere og skorpioner)

… en masse sjove sprogforvirringer

… at tage ud og sejle og støde på fire flodheste

… absolut intet internet

… en masse eventyr!