Natten til fredag d. 25. november kom Liemba som sædvanligt til Kipili. Denne gang glædede vi os dog mere end normalt til færgens ankomst, da Mette og Merethe – BDM’s volontører i Kigoma - var ombord. Og dem var vi meget begejstrede over at få lov at se igen!
Mette, Rebekka og Merethe i Cheke Cheas lokaler.
For mit vedkommende fandt genforening først sted fredag morgen, da vi skulle spise morgenmad. Pigerne var heldigvis ret friske - på trods af den lange færgetur -, så de tog med os på arbejde i Cheke Chea. Børnene syntes, at de nye lyshårede piger fra Danmark var meget interessante, om end de havde noget svært ved at udtale deres navne (som på swahili skal lyde noget lignende: Med-de og Me-le-the). Da fredag er vores udflugts-dag i Cheke Chea, skulle vi selvfølgelig også på udflugt denne dag. Turen gik til en gammel missionsstation i Kipili, hvor der er mulighed for at bade. Rebekka havde taget håndklæder og sæbe med, så børnene kunne blive vasket ordentligt… for en gangs skyld! Børnene nød at blive vasket, og mange af dem ville sæbes ind op til flere gange. De så så søde ud med deres mørke hud og det hvide sæbeskum! Da vi gik tilbage mod Cheke Chea, gik Mette og Merethe hen til mobilklinikken for også at se Anna-Elisabeths arbejdsplads.
Elev-Rebeka noed at blive vasket.
Eftermiddagen gik for midt vedkommende med undervisningen af Jofre (en af snedkereleverne, der er døvstum, som vi er begyndt at undervise i tal) og sidste engelsktime med snedkereleverne. Imens tog Anna-Elisabeth pigerne fra Kigoma med ud og se Kipili by samt klosterruinen ved lodgen. Om aftenen mødtes vi alle på lodgen, hvor vi spiste en rigtig lækker middag.
Lørdag morgen spiste vi en dejlig morgenmad med spegepølse og bacon (åh, bacon!), som pigerne fra Kigoma havde været så søde at medbringe til os. Sjældent har spegepølse og bacon været så godt. Eftersom man aldrig ved, hvornår Liemba kommer, var lørdag præget af usikkerheden om, at færgen kunne komme hvert øjeblik. Om formiddagen løb vi dog risikoen og gik over bjerget (i retning mod lodgen) for at finde et hus, hvor nogle katolske nonner skulle bo. Knud havde fortalt os om nonnerne (eller søstrene, som de vidst korrekt kaldes) og sagt, at de meget gerne ville have besøg. Derfor gik vi derovre og efter lidt søgen, fandt vi endelig søstrenes hus. Der boede de tre personer: Søster Frida, søster Olivia og søster et-eller-andet-afrikansk-navn-som-jeg-ikke-husker. Den første vi stødte på var søster Frida, som er en lille, tyk dame. Hun valtede igennem haven med sin kjole, sit nonnetørklæde og nogle store gummistøvler. Med den beklædning – og med den varme hun udstrålede -, mindede hun mig lidt om en hyggelig nissemor. Alle søstrene var rigtig søde, hjertelige og gæstfrie. Og de boede så hyggeligt – på en stor grund lige ned til vandet med en kæmpe køkkenhave, som de dyrkede så godt. Vi blev alle hurtigt til ”Sister Amalia”, ”Sister Theresa” osv., og vi fik besked på, at vi skulle komme tilbage snart! Inden vi gik, fik vi – udover en pose popcorn – en masse grøntsager med fra deres køkkenhave. Da vi gik fra søstrene, var vi alle helt henrykte over besøget.
Soester Olivia.
Om eftermiddagen var Liemba stadig ikke kommet, så Mette og Merethe deltog i snedkernes graduationsparty. Om aftenen nåede vi at spise aftensmad sammen, inden færgen til sidst kom, og pigerne skulle af sted. Besøget havde været så skønt, og lørdag aften lagde jeg mig træt, mæt og glad i seng oven på nogle oplevelsesrige dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar