Cheke Chea graduation og farvel til Kipili

Fredag d. 2. december dimitterede de ældste elever fra Cheke Chea, så derfor blev der afholdt en graduation-fest for dem i byens community hall (borgerforening). D. 2. december var også min allersidste dag i Kipili.

 

Vi mødte som sædvanligt denne dag. Man kunne dog hurtigt fornemme, at dagen var speciel, for da vi kom op til Cheke Chea, løb børnene os i møde ligesom den allerførste dag. Alle børnene var rigtig fine klædt på. Mange havde fået klippet deres hår, nogle havde fået flettet det i en ny frisure og en enkelt havde fået sat lange extensions i. Mange af pigerne havde fine smykker på. Alle børnene var dog stadig i deres Cheke Chea uniformer – de ældste i hvide trøjer og de mindste i grønne trøjer. Exhilda og Happy havde også pyntet sig og var iklædt deres fineste kjoler. Vi volontører havde også gjort lidt ekstra ud af det – det var en dejlig undskyldning for at skulle dresses up (noget, man ikke har grund til særlig tit i Kipili). 

Børnenes forældre var selvfølgelig inviteret til dimissionen, og vi var rigtig spændte på endelig at få lov at møde dem. Der var heldigvis også rigtig mange der var mødt op – i hvert fald rigtig mange mødre. Der var kun et par mænd. Udover forældrene bestod gæsterne af nøglefigurer fra landsbyen (f.eks. folk fra sundhedsklinikken og evangelisten), samt æresgæsten, som var en lærer fra primary school. Selvom lokalet, som festen blev holdt i, ikke var voldsomt stort, havde man valgt at sætte højtalere op og bruge en mikrofon, når folk skulle holde taler (hvilket var helt unødvendigt). Til at styre dette var der selvfølgelig en toastmaster (DJ). Han var forfærdelig! Han skruede helt op for pausemusikken, sådan så man frygtede for efterfølgende tinnitus, han snakkede ind over børnenes entré og overdøvede den sang, som de sang fuldstændigt og derudover sang han med under børnenes forskellige optrædener. Han var virkelig irriterende, og vi overvejede flere gange at bestikke et barn til at hælde en sodavand i hans lydsystem, så vi kunne slippe for den larm.

Josef og Maria rider til Bethlehem paa deres aesel.

Men børnene var så dygtige! De store var oppe og synge flere gange, og de gjorde det rigtig godt. Derudover opførte de Juleevangeliet, og de var så søde som små vise mænd, Josef, Maria, Jesus, ledestjernen, dyr osv. Vi volontører var meget stolte af vores dejlige elever! Og så var de alle sammen – de store såvel som de små – yderst tålmodige. Arrangementet var meeeget langt og en stor del af tiden skete der absolut ingenting. Når dette var tilfældet, udpegede vores eksemplar af en DJ nogle gæster, som skulle op og danse til musikken. Dette fik vi også fornøjelsen af… et par gange! Jeg forstår virkelig ikke, hvad dette skulle til for, og hvorfor man ikke bare kunne springe videre i programmet og slippe for at bruge en halv dag på arrangementet, men T.I.A. (this is Africa) som man siger– det er ikke alting man skal forstå.

Langt ud på eftermiddagen fik vi dog endelig mad og sodavand, og derefter fik børnene overrakt deres certifikater. Sammen med dem fik de de (åbenbart) traditionelle Hawaii-kranse, og de fleste af dem fik også gaver (med alt godt fra Kipili: slik, hæfte, blyanter). Og derefter var der kun tilbage at sige farvel. Det var meget svært for mig at sige farvel til alle børnene, Exhilda og Happy – også sværere end forventet (jeg begyndte rent faktisk at græde!) Jeg har bare været så glad for at arbejde i Cheke Chea og for at lære dem alle sammen at kende. Jeg har været sammen med de mennesker hver eneste dag i 4 måneder og nu, hvor jeg rejser hjem, kommer vi ikke til at kunne holde kontakten ved lige – det er der simpelthen ikke mulighed for, når man bor i Kipili. Det er nok den hårdeste del af det, at sige farvel – at vi ikke kommer til at vide, hvordan børnenes videre liv vil forme sig. Om de vil blive lykkelige…

 Faellesbillede. Forrest: Alle boernene. Bagerst fra venstre: Happy, Daniel (en nyuddannet laerer, der skal undervise boernene naeste aar), Theresa, Rebekka, Exhilda og mig.

Om eftermiddagen gik jeg en tur i landsbyen for at sige farvel til den og beboerne og for at nyde byens skønhed for en sidste gang. Derefter skulle der siges farvel til vores snedkerelever. Der blev taget en fin afsked med dem, om end de blev lidt generte, når jeg gav dem et farvelkram. Efter mit sidste aftensmåltid i Kipili var tiden kommet til den sidste etape af min afskeds-tour: Alcado og Sudy. De to drenge har været vores bedste venner i Tanzania, og vi har haft utrolig mange sjove stunder sammen med dem, så det var selvfølgelig rigtig, rigtig svært at sige farvel til dem. Heldigvis prøvede især Sudy at gøre lidt grin med hele situationen, hvilket lettede stemningen gevaldigt. Efter det sidste knus og lovning om at holde kontakten gik jeg i seng. Næste morgen kørte Knud os til Kirando, hvor vi skulle tage bussen til Sumbawanga fra. Der fik vi sagt farvel til ham og sagt tak for et helt i gennem fantastisk ophold. Med ønske om en fortsat god og eventyrlig rejse drog vi videre… 

 Alcado og Sudy paa en af mine sidste dage i Kipili.

Livet i Kipili har budt på:

… at spise ris og bønner hver evig eneste dag

… fantastiske venskaber med hinanden og de lokale

… at dræbe en slange på halvanden meter

… at give omsorg og tryghed til de mest vidunderlige børn og nyde den efterfølgende tillid som de viser os

… dejlige middage på lodgen (og begejstring over stedets kolde sodavand!)

… at falde i søvn til enten larmen fra byens diskotek eller til den lokale flodhests grynten

… at gå 8 km for at komme til det nærmeste busstopsted

… synet af en masse dejlige dyreunger (grislinger, kyllinger, gedekid, hundehvalpe osv.)

… mødet en masse knap så dejlige dyr (giftige edderkopper, rotter, skolopendere og skorpioner)

… en masse sjove sprogforvirringer

… at tage ud og sejle og støde på fire flodheste

… absolut intet internet

… en masse eventyr!

Afslutning med snedkereleverne

Fredag d. 25. november havde vi sidste engelsktime med vores snedkerelever. Det var lidt vemodigt – det havde hele sidste uge faktisk været. Eleverne fandt først ud af, at det var sidste uge med engelsk – og anden sidste uge, hvor jeg var i byen – om mandagen, og de brød sig bestemt ikke om nyheden. Så fik de pludselig travlt med at komme til undervisningen (bonus!), få taget fællesbilleder osv. De blev ved med at spørge mig, hvornår jeg tog af sted, og hvornår jeg så kom tilbage igen. De havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne svare dem på det sidste, men at der nok gik en rum tid.

Mit engelskhold. Fra venstre: John (vagtmand), Thomas (hjaelpelaerer), 

mig, Benedecto, William, Alex, Paskali og Gabriel.

Lørdag d. 26. november var vi inviteret til graduation hos snedkereleverne. De havde i lang tid forinden sagt ”karibu, karibu, karibu – bring a gift” (karibu = velkommen). Deres uddannelse tager 3 år, så det var derfor ikke dem alle, der blev færdige i år. Det var meningen at fem af eleverne skulle dimittere, men to af dem har fået udskudt deres eksamen - den ene pga. sygdom og den anden, fordi han ikke kan finde ud af at måle (sidstnævnte er Jofre – ham den døvstumme vi har undervist de sidste par uger). Derfor var der kun tre snedkerelever tilbage - Edgar, Oto og Evaristi – og ingen af disse var mine elever.

De tre uddannede snedkere. Fra venstre: Edgar, Oto og Evaristi.

Festen foregik nede hos snedkerne selv – de har et hus i Kipili – i deres gård. De havde pyntet så fint op, og alle eleverne var i deres stiveste puds – også dem, der ikke blev færdige i år. Til festen havde de hyret en mand, der nok skulle minde lidt om en toastmaster, men som mere fungerede som en rigtig lousy dj (når der ikke blev holdt taler, sørgede han for at skrue voldsomt højt op for noget gangster-rap-musik – man skulle jo nødigt kunne høre, hvad hinanden sagde! Lige da Knud rejste sig op for at holde sin tale, satte dj’en nummeret ”Candyshop” på – noget, som vi volontører fik os et godt grin over bagefter)  og en fotograf, der gik rundt og tog billeder. Fotografen havde en lille notesbog, og hvis man ønskede at få taget et billede, blev ens navn skrevet op i bogen, så man kunne afregne med betalingen efterfølgende. Der var rigtig mange, der gerne ville have taget billeder med os – inklusiv fotografen selv! Hans linse var mere rettet mod os, end mod de tre færdiguddannede snedker – det var ret synd, synes jeg!

 Os volontoerer (minus Arne) og snedkereleverne. 

Fotograf: Knud Knudsen

Vi havde selvfølgelig pareret ordre og taget en gave med. Den bestod af en kasket til hver af drengene. Mandagen efter festen kom de alle op til snedkerværkstedet med deres kasket på – de så virkelig søde ud! Ellers bestod deres gaver mest af sådan nogle Hawaii-halskranse, som det åbenbart er normalt, at man giver hinanden hernede. Til festen fik vi traditionel afrikansk mad: Ris, bønner, ged og kål. Derudover blev der serveret sodavand (man ved, at der er fest i Tanzania, når der kommer sodavand på bordet!) Under festen smilede snedkereleverne stort set ikke. Knud fortalte, at det er fordi, de nu er voksne og uddannede og så skal man åbenbart se alvorlig ud! Til bryllupper i Tanzania skal bruden f.eks. også se sorgmodig ud – man skulle jo nødig tro, at hun var glad for ægteskabet og for at forlade sine forældre! Da den officielle fest sluttede, og vi gik udenfor for at få taget flere billeder, fandt snedkerne dog heldigvis smilene frem – det manglede da også bare! I det hele taget var det en rigtig god begivenhed, som var sjov at være med til. Det var også en god mulighed for at sige farvel til snedkereleverne på en ordentlig måde – noget, som var dybt værdsat, da der kun var en uge tilbage af mit ophold i Kipili.

Besøg fra Kigoma

Natten til fredag d. 25. november kom Liemba som sædvanligt til Kipili. Denne gang glædede vi os dog mere end normalt til færgens ankomst, da Mette og Merethe – BDM’s volontører i Kigoma - var ombord. Og dem var vi meget begejstrede over at få lov at se igen!

Mette, Rebekka og Merethe i Cheke Cheas lokaler.

For mit vedkommende fandt genforening først sted fredag morgen, da vi skulle spise morgenmad. Pigerne var heldigvis ret friske - på trods af den lange færgetur -, så de tog med os på arbejde i Cheke Chea. Børnene syntes, at de nye lyshårede piger fra Danmark var meget interessante, om end de havde noget svært ved at udtale deres navne (som på swahili skal lyde noget lignende: Med-de og Me-le-the). Da fredag er vores udflugts-dag i Cheke Chea, skulle vi selvfølgelig også på udflugt denne dag. Turen gik til en gammel missionsstation i Kipili, hvor der er mulighed for at bade. Rebekka havde taget håndklæder og sæbe med, så børnene kunne blive vasket ordentligt… for en gangs skyld! Børnene nød at blive vasket, og mange af dem ville sæbes ind op til flere gange. De så så søde ud med deres mørke hud og det hvide sæbeskum! Da vi gik tilbage mod Cheke Chea, gik Mette og Merethe hen til mobilklinikken for også at se Anna-Elisabeths arbejdsplads. 

 

Elev-Rebeka noed at blive vasket.

Eftermiddagen gik for midt vedkommende med undervisningen af Jofre (en af snedkereleverne, der er døvstum, som vi er begyndt at undervise i tal) og sidste engelsktime med snedkereleverne. Imens tog Anna-Elisabeth pigerne fra Kigoma med ud og se Kipili by samt klosterruinen ved lodgen. Om aftenen mødtes vi alle på lodgen, hvor vi spiste en rigtig lækker middag.

Lørdag morgen spiste vi en dejlig morgenmad med spegepølse og bacon (åh, bacon!), som pigerne fra Kigoma havde været så søde at medbringe til os. Sjældent har spegepølse og bacon været så godt. Eftersom man aldrig ved, hvornår Liemba kommer, var lørdag præget af usikkerheden om, at færgen kunne komme hvert øjeblik. Om formiddagen løb vi dog risikoen og gik over bjerget (i retning mod lodgen) for at finde et hus, hvor nogle katolske nonner skulle bo. Knud havde fortalt os om nonnerne (eller søstrene, som de vidst korrekt kaldes) og sagt, at de meget gerne ville have besøg. Derfor gik vi derovre og efter lidt søgen, fandt vi endelig søstrenes hus. Der boede de tre personer: Søster Frida, søster Olivia og søster et-eller-andet-afrikansk-navn-som-jeg-ikke-husker. Den første vi stødte på var søster Frida, som er en lille, tyk dame. Hun valtede igennem haven med sin kjole, sit nonnetørklæde og nogle store gummistøvler. Med den beklædning – og med den varme hun udstrålede -, mindede hun mig lidt om en hyggelig nissemor. Alle søstrene var rigtig søde, hjertelige og gæstfrie. Og de boede så hyggeligt – på en stor grund lige ned til vandet med en kæmpe køkkenhave, som de dyrkede så godt. Vi blev alle hurtigt til ”Sister Amalia”, ”Sister Theresa” osv., og vi fik besked på, at vi skulle komme tilbage snart! Inden vi gik, fik vi – udover en pose popcorn – en masse grøntsager med fra deres køkkenhave. Da vi gik fra søstrene, var vi alle helt henrykte over besøget.

 Soester Olivia.

Om eftermiddagen var Liemba stadig ikke kommet, så Mette og Merethe deltog i snedkernes graduationsparty. Om aftenen nåede vi at spise aftensmad sammen, inden færgen til sidst kom, og pigerne skulle af sted. Besøget havde været så skønt, og lørdag aften lagde jeg mig træt, mæt og glad i seng oven på nogle oplevelsesrige dage. 

Fødselsdagsfest for Alcado og Sudy

I Tanzania er det kun de rige, der fejrer fødselsdag. Man har slet ikke samme kultur som i Danmark omkring fødselsdage ­– ofte bliver dagen slet ikke markeret. For at gøre noget sødt for vores venner Alcado og Sudy inden vi tager hjem til Danmark, havde Theresa og jeg derfor i lang tid snakket om at holde en god gammeldags børnefødselsdagsfest, som en overraskelse for drengene. Det endte med, at vi holdt festen søndag d. 13. november, for den dato lå imellem deres to fødselsdage – Sudy havde d. 9. november og Alcado d. 9. december (mente han nok – der var lidt usikkerhed omkring den præcise dato!?)

Theresa og jeg havde købt gaver i Sumbawanga til drengene. Til Sudy havde vi købt en t-shirt, en cap og et bling-bling guldarmbånd med påskriften ”Manchester United” (Sudys yndlings fodboldhold). Til Alcado havde vi købt en rigtig fin skuldertaske. Gaverne havde vi pakket fint ind og til hver af drengene, havde vi skrevet et kort – på swahili selvfølgelig! Festen blev holdt i Knuds have under en lille pavillon, hvor vi havde pyntet op med en masse balloner. Til festen blev der serveret sodavand (med sugerør!) og drømmekage med både danske og tanzanianske flag i. Det hele var så fint og efter alle bogens regler om fødselsdagsfester.

 Foedselsdagsbordet.

Festen var en stor overraskelse for Alcado og Sudy, så vi havde bildt dem ind, at vi fire bare skulle spille nogle spil. Men da vi så viste dem det hele, og det gik op for dem, at det egentlig var en fest for dem, blev de meget glade og lidt generte. Foruden os var Alcados lillebror Cambre og Anna-Elisabeth der som gæster, og Arne, Rebekka og Thomas stødte til senere. Vi startede festen med en fødselsdagssang på engelsk, hvorefter der blev serveret kage og sodavand. 

Man kunne tydeligt se på den måde, som Alcado og Sudy åbnede deres gaver på, at folk i Tanzania ikke er vant til at modtage gaver. De var helt forlegne, tog sig enormt lang tid om det, og var virkelig forsigtige med gavepapiret. Og så blev de ved med at spørge os om lov, inden de gik videre med udpakningen, hvilket var meget specielt. Men de blev SÅ glade for gaverne – deres smil var kæmpestore, og de fik sagt tak mindst 100 gange. De er så ydmyge, at det på en måde er helt trist.

Foedselsdagsboernene og foedselsdagsarrangoerene. Fra venstre: Sudy, Theresa, mig og Alcado

Efter fødselsdagsfesten gik vi ned og bade ved vandet. Det ønskede Alcado og Sudy, og man kan jo ikke nægte nogen noget på deres fødselsdage! Det var rigtig dejligt at bade, og man kunne se at drengene nød det, hvilket var det vigtigste. På vej op til huset igen efter svømmeturen, kom Sudy hen til mig og sagde ”Amalia, thank you for today”, på en glad og alligevel alvorlig måde. Dette kunne jeg kun svare selv tak til. For det havde virkelig været en god dag, og en dag som vi alle – tanzanianere såvel som danskere - sent vil glemme.

På tur med MV Liemba

Den sidste weekend i oktober tog alle vi volontører fra Kipili (med undtagelse af Thomas der valgte at blive hjemme) på tur med færgen MV Liemba. Denne færge er næsten 100 år gammel – og er dermed verdens ældste færge - og sejler op og ned af Tanganyikasøen, hvor den bl.a. har et kort stop i bugten ud for Kipili. Vi tog Liemba til Zambia, men da vi ikke har visum til Zambia, tog vi færgen alene for sejlturens skyld – vi kunne ikke komme ind i landet.

 M.V. Liemba

Man ved aldrig helt, hvornår Liemba kommer. Den plejer at komme til Kipili på vej til Zambia natten mellem torsdag og fredag hver anden uge. Derfor ville vi holde os vågne natten mellem torsdag d. 27. og fredag d. 28. oktober. Vi havde på forhånd forhørt os om, hvornår på natten færgen cirka ville komme og havde fået svaret: ”Kl. 1, 2, 3 eller måske 4”. Det er et meget bredt tidsinterval, som det skulle være muligt for færgen at ramme – men nej! Som alt andet i Afrika var Liemba selvfølgelig forsinket og kom først 6.30 fredag morgen.

Færgeturen var rigtig hyggelig, og det var dejligt at få lidt miljøforandring. På vej til Zambia vrimlede færgen desuden med wazunguer (hvide mennesker) – der var over 20 af os! Jeg tror ikke, at jeg har set så mange hvide mennesker samlet på et sted de sidste 3 måneder. Vores gruppe af wazunguer sov på dækket. Det havde hele tiden været planlagt, og da vi så vores kahyt, (og alle de kakerlakker der levede der) var der slet ingen tvivl i vores sind. Men det var også rigtig hyggeligt at falde i søvn under åben himmel! Liemba ligger på sin rute op af Tanganyikasøen kun til land tre steder: I Zambia, i Kasanga (byen vi overnattede i, da vi så Kalambo Falls) og i Kigoma. Resten af stederne ligger færgen kun for anker ude i vandet. Derfor skal alt, der skal fragtes til og fra færgen ud til færgen via båd. Det gav virkelig nogle sjove syn, når 20-30 små, fuldstændigt overlæssede robåde roede om kap fra en landsby ud til Liemba. Det skulle af en eller anden grund bare gå stærkt! Bådene var virkelig voldsomme overfor hinanden ude i vandet, og deres færden mindede mig lidt om radiobiler. 

Robaade der flokkes om Liemba

Liemba nåede Kasanga sidst på eftermiddagen om fredagen. Der holdt vi så parkeret indtil tidlig lørdag morgen – der var så meget, der skulle læsses af og på, at vi ikke kunne komme af sted tidligere. I Kasanga stod hundredvis af mennesker klar til at tage imod færgen – mange af dem var elever fra en nærtliggende Secondary School, der var taget på udflugt. De kom alle ombord på færgen (selvom ingen af dem faktisk skulle med færgen) og da de så os, fandt de straks deres medbragte kamera frem – og så skulle der ellers tage billeder! Theresa, Anna-Elisabeth og jeg poserede nok i omkring en time, mens eleverne fra secondary school på skift hoppede ind i mellem os. Til sidst havde vi helt ømme kæber af at smile så meget. Lørdag aften var færgen igen tilbage i Kasanga, hvor vi igen(!) skulle overnatte. Denne gang steg en håndfuld kinesere på båden. De var i landet for at arbejde på et vejprojekt, der er sponseret af Kina. Da de så os, opførte de sig på præcis samme måde som eleverne fra secondary school – de ville også (alle sammen) have taget billeder. Det var lidt underligt at opleve – altså kinesere må da have set europæere før?! Det er åbenbart sandt, hvad nogle folk siger: At være hvid i Afrika er det tætteste, de fleste mennesker kommer på at få status som kendisser.

Det var meningen, at Liemba skulle være tilbage i Kipili lørdag formiddag, men på grund af store forsinkelser, var vi først i Kipili søndag eftermiddag. Før vi tog af sted, havde vi aftalt med vores ven Alcado, at han ville komme og hente os i en af Knuds både, når færgen kom. Jeg skrev derfor til ham om søndagen, men da han ikke svarede, blev vi usikre på, om han overhovedet ville komme. Men da vi skulle til at gå af færgen, kunne vi pludselig se Knuds båd i det fjerne. På den var både Alcado, Sudy og fire af vores snedkerelever. Det var så skønt at se dem og ret rørende, at de alle sammen havde lyst til at komme og hente os. I hælene på Knuds båd kunne vi så pludselig se en lille robåd komme sejlende med Thomas siddende i midten mellem to lokale. Han var også kommet for at hente os, hvilket var så sødt (og dog lidt optimistisk at tro, at vi alle kunne være i den meget lille robåd). Thomas forlod sin lille robåd til fordel for Knuds båd, og på den måde blev vi alle genforenet (først skulle vi dog lige ud på en farefuld færd for at komme over på båden, da bådene ligger i flere lag udenpå Liemba – men vi klarede det!)

Turen på Liemba var rigtig dejlig, og vi fik mange nye venner på færgen. Jeg fik dog også et gensyn med mine venner myggene, der efterlod mig med 77 myggestik fra knæene og ned. Derudover fik et par af os også en lidt forbrændt næse (solens refleksion i vandet bliver ved med at snyde os!) Da vi kom hjem til Kipili igen, var det – bekræftet af vores store velkomstkomite - med følelsen ude godt, hjemme bedst.

- Billederne tíl dette blogindlæg mangler pga. dårlig internetforbindelse - billeder følger.