Dyrene i Kipili

At bo i Kipili er meget landligt. Der går dyr overalt: En masse høns, grise, geder og køer (der har en underlig bule på nakken, fordi der er tørke). Knud har også selv høns – de går rundt og kukker tilfredst overalt på Knuds grund. Om morgenen bliver vi da også vækket af hanernes galen – eller dvs., da vi ankom til Kipili, var det hanernes galen, nu er det faktisk kun en hanes galen, da vi har spist de andre. Knud har også to hunde, der hedder Cola og Sprite. Det hedder de, fordi alle kan sige det; danskere såvel som tanzanianere. Hundene er rigtig søde, og især Cola følger os trofast omkring, når vi går rundt i byen. Hundene er en følgesvend vi – meget egoistisk – sætter meget pris på. De fleste tanzanianere – især børnene – er nemlig bange for hundene. Så når vi f.eks. skal bade, er det meget rart at have Cola med, da vores følge af tanzanianske børn så holder lidt større afstand. 

 Grise og hoens i Kipili.

Knuds hund Cola

Der er også mindre rare dyr i Kipili. Vi har heldigvis hverken set skorpioner, skolopendere eller slanger endnu, men de er derude (og jeg er sikker på, at de bare venter med at angribe til et uopmærksomt øjeblik fra vores side af!) Til gengæld ser vi masser af kæmpe store kakerlakker og edderkopper. Især elsker de at holde til på vores badeværelse, og komme frem og skræmme os i nattens mulm og mørke. Der er også rigtig mange gekkoer her i Kipili – og i Tanzania generelt. Til at starte med blev man lidt forskrækket, når en gekko pludselig dukkede frem, men nu har man vænnet sig til deres tilstedeværelse. Gekkoerne er egentlig ret søde og de siger de mest nuttede lyde! Desuden er de nyttedyr, da de spiser små insekter, som f.eks. myrer og myg (hvis hunden er menneskets bedste ven, må gekkoen være min!). Det vrimler med gekkoer om aftenen i Knuds hus, men indtil videre har vi kun en gang set en gekko på vores værelse. Vi blev ret glade for vores nye kæledyr, og gav den et navn og alt muligt (gekkoen Gustav). Næste morgen fortalte vi stolt de andre om vores nye bekendtskab, men om aftenen var gekkoen ingen steder at finde, og ”tilfældigvis” var der samme aften en gekko inde på Arne og Rebekkas værelse, hvor der aldrig havde været gekkoer før. Sikke et underligt tilfælde, tænker man så, især fordi Arne i lang tid havde snakket om at anskaffe sig en gekko – den gekkotyv!

Gekkoer i Knuds stue.

I Tanganyikasøen lever der en flodhest. Nogle gange kan vi høre den pruste ude i søen – det lyder vildt højt! Vi har prøvet at lede efter flodhesten, men hidtil uden held. Vi har heller ikke mødt nogen endnu, der faktisk har set flodhesten, og det gør vores mål om ikke at forlade Kipili, før vi har set byens flodhest lidt uopnåeligt – men vi bliver ved med at håbe! Flodhesten lever i vandet om dagen, og om natten går den op på land og spiser af folks afgrøder. Jeg har altid opfattet flodhesten som et nuttet dyr, lidt ligesom en søko, sådan en rigtig bamse. Men flodhesten er faktisk det dyr i Afrika, der dræber flest mennesker om året. Det sker, når menneskerne pludselig befinder sig selv imellem flodhesten og dens mål, f.eks. vandet eller dens unge. Derfor har vi heller ikke gået på flodheste-jagt i mørket endnu…

Onsdag d. 7. september forlader vi Kipili i en uges tid. Vi skal til missionærkonference med de andre missionærer og volontører fra BDM i byen Sikonge i det nordlige Tanzania. På vejen derop kører vi igennem Katavinationalpark hvor vi skal på safari i et par dage. Det bliver rigtig sjovt! Vi glæder os meget til at se volontørerne fra Sumbawanga og måske især dem fra Kigoma igen og høre om deres oplevelser. Og hvem ved – måske får vi set en flodhest på vejen derop!?

Lodge Lakeshore

Livet i Kipili er rigtig hyggeligt, men det er også ret primitivt, hvilket for det meste er fedt, da det er dette byliv, der giver et sandfærdigt billede af den almene afrikanske hverdag. Nogle gange kan det dog være træls, at man ikke kan få en kold sodavand, eller at der skal stå 20 tanzanianske unger og beglo en, mens man bader, som om man var et eksotisk dyr i en zoologisk have. Derfor er det rigtig rart en gang i mellem at kunne opleve den luksus, som det er at drikke en kold sodavand og at bade uden at være genstand for større forundring.

Denne luksus oplever vi volontører på Lodge Lakeshore – en lodge der ligger en halvtimes gang fra Kipili, hvis man da skyder genvej op gennem det bjerg, hvor Knuds hus ligger på. Lodgen er ejet af et (hvidt) sydafrikansk ægtepar, Chris og Louise, som er rigtig rare mennesker! Lodgen har mange gæster fra Danmark, Holland og Sydafrika – altså en masse hvide gæster. Og det er faktisk overraskende rart at være sammen med andre hvide (i Kipili er der kun os), der f.eks. ikke synes man er vulgær, hvis man har shorts på og som oven i købet kan snakke engelsk!

 Anna-Elisabeth og Theresa ved lodgen.

Lakeshore er et lille paradis på jord. Hytterne man kan indlogere sig i er så fine med velholdt stråtag, på stranden står en overdækket båd, som virker som bar og rundt omkring står halve, lodrette robåde og fungerer som boghylder. Sandet er hvidt, havet er blåt og fra lodgen har man bedste udsigt over solnedgangen. Og de serverer kold drikkelse – det er virkelig prikken over i’et!

Vi har været på lodgen to gange nu. Forrige lørdag og sidste søndag. Forrige lørdag inviterede nogle af lodgens ansatte og gæster os ud på en lille sejltur. Så vi sejlede ud i lodgens motorbåd og så solnedgangen gå ned over Tanganyikasøen – det var så smukt! Det var rigtig dejligt at komme ud og sejle, og det var skønt at tilbringe lidt tid med nogen som man faktisk kan kommunikere ordentligt med. 

 Theresa og jeg paa baaden.

Vi nyder alle at besøge lodgen – det er hurtigt blevet vores lille tilflugtssted, som vi kan søge hen til, når vi har brug for lidt luksus og lidt mindre Afrika. Når man er på lodgen, er man ikke rigtig i Afrika – både på godt og ondt. Jeg er nu glad for, at det ikke er der, at jeg skal tilbringe de næste mange måneder, da man – bortset fra de ydre omgivelser – så ligeså godt kunne befinde sig i Europa. Lodgen har ingenting med Afrika at gøre, men når alt andet i ens hverdag har meget med Afrika at gøre, er det dejligt at kunne flygte derhen en gang i mellem!

Kiengeresa

Udover at arbejde i Cheke Chea var det meningen, at vi skulle undervise eleverne på Kipilis secondary school i kiengeresa – engelsk. Dagen efter vi ankom til Kipili, tog vi derfor med Knud over til skolen, for at hilse på rektoren og sikre os, at han ønskede vores undervisning på skolen. Han var meget positiv, og efter en længere rundvisning på skolen aftalte vi, at vi skulle undervise tre forskellige engelskhold (form 1, 2 og 3) fra 15.30-16.30 hver dag fra mandag til fredag startende allerede næste dag. Vi tog begejstrede hjem og gik i gang med at planlægge undervisningen til næste dag.

Da vi ankom på skolen næste dag, var rektoren der ikke. Vi ledte forvildet efter nogle, der kunne fortælle os hvilke lokaler, som vi skulle være i og fandt til sidst viceinspektøren. Han anede dog ikke noget om, at vi kom, og han forklarede os, at eleverne slet ikke har undervisning i det tidsrum, som vi var sat til at undervise i – de havde fri. Det stod hurtigt klart for os, at rektoren slet ikke havde informeret personalestablen om vores ankomst og slet ikke havde gjort sig den ulejlighed at tjekke, om undervisningen faktisk kunne finde sted. Set i bakspejlet har rektoren nok bare snakket os og i særdeleshed Knud efter munden, for at holde sig gode venner med byens mzungu. Viceinspektøren lagde ikke helt så mange fingre imellem, men fortalte os heller ikke hele sandheden. Han sagde, at de helt sikkert kunne bruge os en gang i mellem, og at han så ville kontakte os senest dagen inden. I dag – næsten to uger senere - har vi stadig ikke hørt fra ham. 

Vi går dog heller ikke og håber på at høre fra ham. Da vi fortalte Knud om det mislykkede besøg på skolen, hvor det mest af alt virkede til, at de ville gøre os en tjeneste, ved at lade os undervise frivilligt – og ikke omvendt! - forslog han, at vi gav tilbuddet videre til de snedkerelever der undervises på Knuds grund. Snedkereleverne var langt mere taknemmelige for tilbuddet, end personalet på secondary school var, så nu underviser vi dem i engelsk tre gange om ugen – dog kun en halv time af gangen. Vi har delt os op i tre engelskhold, og mit hold består foruden fem unge snedkerelever af Knuds vagtmand John. Han er midt i 50’erne og meget høflig. I timerne rejser han sig op, når han skal sige noget, og når jeg møder ham udenfor timerne, hilser han altid pænt med et ”goodmorning teacher”, ”goodafternoon teacher” eller ”goodevening teacher”. 

Snedkereleverne er nok det tætteste vi kommer på jævnaldrende lokale venner, sammen med Alkado der arbejder på mobilklinikken og hans ven Sudi. Der er mange lokale drenge der ”gerne vil have en ven fra Europa”, men de fleste er virkelig for påtrængende til, at man kan holde dem ud i længden. Og så er det godt at have nogle lidt mere reelle venner blandt lokalbefolkningen til at skræmme dem væk!

Cheke Chea

Dagen efter vi ankom til Kipili, skulle vi starte på arbejde. Knud fulgte derfor os, der skal være pædagoger i Cheke Chea, op til skolen. Vi kom gående op mod skolen, Knud forrest med mig lige i ryggen og resten bagved. Da vi ankommer til stedet, ser en af eleverne os og råber til de andre, at vi er kommet. Derefter spæner alle eleverne imod os, krammer os og knuger sig fast til vores ben. Det var den dejligste modtagelse, som men overhovedet kan forestille sig! Det var også skønt at opleve, da det bevidner, at børnene har haft en masse gode oplevelser med de tidligere volontører.

 Boernene faar morgenmad.

I Cheke Chea er der cirka 30 børn, og de er opdelt i ”watoto wadogo” (små børn) og ”watoto wakubwa” (store børn). Ind til videre har jeg været hos de store børn sammen med Theresa (og Anna-Elisabeth der nogle gange har hjulpet til, da der ikke har været noget at lave i mobilklinikken), mens Rebekka og Thomas har været hos de små børn. De store børns lærer hedder Exhilda, og hun snakker heldigvis lidt engelsk. De små børns lærer hedder Happy, og hun snakker kun swahili.

 Boerne leger Kongens efterfoelger i en stille-staaende udgave. 

Kvinden med front mod kameraet er Exhilda, mens hende med ryggen til er Happy.

Børnene møder ind i Cheke Chea mellem 8-8.30. Kl. 8.30 synger de et par morgensange, hvorefter de får forklæde på og vasker fingre. Børnene får nemlig morgenmad i Cheke Chea – en form for vælling i en kop. Efter morgenmad børster børnene tænder – de har hver deres personlige tandbørste i Cheke Chea – og så går undervisningen i gang. Hos de store er der på en typisk dag tre undervisningsmoduler, foruden bibelhistorie som dagen startes med: ”Vi-lærer-alfabetet-og-former-små-ord-af-dagens-bogstav-timen”, ”vi-lærer-at-plusse-små-tal-timen” og ”vi-leger-en-faglig-leg-timen”. Derudover er der også masser af frikvarterer, som efter vi er kommet, primært går ud på at klatre rundt på os. Kl. 11.30 får børnene fri.

Den soedeste lille ballademager, Vitus, som jeg har forelsket mig komplet i.

Børnene er meget hjertelige overfor os. De vil selvfølgelig gerne lege vildt, men de vil også meget gerne op og kramme og nusse. Børnene slås næsten (næsten kan faktisk ofte udelades her) om vores opmærksomhed, og det første de gør, når der er frikvarter, er at løbe hen til os og kravle op på vores skød. Det lader dog ikke rigtigt til, at børnene opfatter os som autoriteter. De hører ikke efter hvad vi siger. Det er nok en kombination af at vi er nye i Cheke Chea, er unge, er hvide og ikke rigtig kan sproget endnu. Jeg bevarer dog troen på, at børnene vil lære at lytte på os – for der er brug for det! Børnene er nemlig ekstremt hårde mod hinanden, og slår og sparker ved (næsten) hver en lejlighed. Der er næsten konstant et barn der græder i Cheke Chea. Hvis der ikke er et barn, der græder, kan du i hvert fald vide dig sikker på, at der er en, der græder krokodilletårer, bare for at få vores opmærksomhed – det er ekstremt trættende!

 Consolatha og jeg.

Børnene er dog i det store hele fantastiske, og vi nyder arbejdet i Cheke Chea – men vi er også helt udmattede når vi kommer hjem. Nu må man jo ikke gøre forskel på eleverne som lærer eller pædagog, men jeg må indrømme, at jeg især har kastet min kærlighed på pigen Consolatha, og det er gengældt. Consolathas højre ben er amputeret over knæet, og derfor humper hun rundt med en krykke. Den første dag vi var i Cheke Chea trøstede jeg hende, og siden da er hun kommet til mig, både når hun har været glad og især når hun har været ked af det. Det bliver hun meget let, hvilket har været et stort problem, fordi hun også bliver ked af det, når jeg leger med andre end hende eller giver andre opmærksomhed. Hun trækker sig utroligt tit ind i sig selv. Nu er hun dog heldigvis begyndt at henvende sig til de andre volontører også, så det giver mig lidt mere tid og overskud til de andre børn. Jeg har dog stadig et ekstra øje på hende, da hun har det rigtig svært; hun har kun et ben, og hun kommer fra en meget belastet familie hvor faderen er alvorligt syg. Derfor har jeg lidt gjort det til mit personlige projekt, at få hende til at være glad og smile hendes dejlige smil så meget som muligt – uden det går ud over de andre elever selvfølgelig!

Kipili - mit nye hjem

Om aftenen tirsdag d. 23. august ankom vi endelig til Kipili – vores nye hjem. Den er simpelthen den rareste, hyggeligste og mest smukke landsby, man kan forestille sig! Byen er omgivet af en masse bjerge, hvoraf Knuds hus ligger på skråningen af et af dem. Det giver os en fantastisk udsigt fra huset og især fra Knuds terrasse, der vender ned mod landsbyen og Tanganyikasøen. Landsbyen ligger inde i en lille bugt i Tanganyikasøen, og fra terrassen kan man derfor både se vand men også den andel ”del” af Kipili, som ligger på den anden side af den lille bugt. Det tager ikke engang fem minutter at gå fra Knuds hus ned til vandet.

 Udsigten fra Knuds hus

Noget af det første vi gjorde da vi kom til Kipili var selvfølgelig at pakke ud. Efter næsten to uger i Tanzania, uden et rigtigt hjem, længtes vi alle efter at bo i noget andet end vores kufferter. Arne og Rebekka skulle selvsagt bo sammen og Thomas alene. Det efterlod Theresa, Anna-Elisabeth og jeg med to værelser, som vi frit kunne fordele. Vi blev hurtige enige om, at det kunne være hyggeligst, hvis vi alle tre sov sammen. Vi rykkede derfor en seng fra det ene værelse ind til det andet, så der var tre sovepladser i dette. De tre senge efterlod dog ikke meget plads til overs i vores soveværelse, så derfor har vi alt vores tøj i det andet værelse – vi har med andre ord indrettet os et vaskeægte walk-in-closet! Vores værelser er så hyggelige, og vi har også arrangeret en fællesboghylde (overkøjen i vores køjeseng som ingen gad sove i på længere sigt) og madhylder til vores medbragte mad og slik. Alle os volontørers værelser ligger på Knuds grund, men udenfor selve hans hus.

Vores faelles boghylde. De fleste boeger til hoejre er mine.

 Madhylden. Hylden i midten indeholder mit mad.

Knud har køkkenhjælp, så vi skal slet ikke hjælpe med at lave mad eller vaske op – det er godt nok luksus! Vi spiser morgenmad kl. 8. Maden består af ristet franskbrød (ristede rester fra aftensmaden dagen i forvejen) med forskelligt pålæg. Mængden og variationen i pålægget varierer meget, bl.a. efter hvornår Knud sidst har været i Sumbawanga og handlet ind. De fleste af os har dog også medbragt lidt lækkerier fra Danmark, som vi åbner ved specielle lejligheder. Jeg tog f.eks. hul på en basilikumspesto den anden dag – mums! Vi får frokost kl. 13. Dette består typisk af ris og bønner, som egentligt er meget mere lækkert end det lyder. Jeg er blevet vild med bønner efter vi kom herned! Nogen gange er der fisk til, andre gange lidt spinat eller kogt græskar, som også bare smager skønt! Vi spiser aftensmad kl. 19, og det er nybagt brød (hvidt, hvidt og atter hvidt) med det samme pålæg som til morgenmaden. Maden smager langt bedre, end jeg turde håbe på, før jeg tog af sted. Det eneste negative er, at brødet er helt hvidt, og at det derfor ikke mætter særlig meget på længere sigt – vi bliver altså hurtigt sultne igen.