Cheke Chea

Dagen efter vi ankom til Kipili, skulle vi starte på arbejde. Knud fulgte derfor os, der skal være pædagoger i Cheke Chea, op til skolen. Vi kom gående op mod skolen, Knud forrest med mig lige i ryggen og resten bagved. Da vi ankommer til stedet, ser en af eleverne os og råber til de andre, at vi er kommet. Derefter spæner alle eleverne imod os, krammer os og knuger sig fast til vores ben. Det var den dejligste modtagelse, som men overhovedet kan forestille sig! Det var også skønt at opleve, da det bevidner, at børnene har haft en masse gode oplevelser med de tidligere volontører.

 Boernene faar morgenmad.

I Cheke Chea er der cirka 30 børn, og de er opdelt i ”watoto wadogo” (små børn) og ”watoto wakubwa” (store børn). Ind til videre har jeg været hos de store børn sammen med Theresa (og Anna-Elisabeth der nogle gange har hjulpet til, da der ikke har været noget at lave i mobilklinikken), mens Rebekka og Thomas har været hos de små børn. De store børns lærer hedder Exhilda, og hun snakker heldigvis lidt engelsk. De små børns lærer hedder Happy, og hun snakker kun swahili.

 Boerne leger Kongens efterfoelger i en stille-staaende udgave. 

Kvinden med front mod kameraet er Exhilda, mens hende med ryggen til er Happy.

Børnene møder ind i Cheke Chea mellem 8-8.30. Kl. 8.30 synger de et par morgensange, hvorefter de får forklæde på og vasker fingre. Børnene får nemlig morgenmad i Cheke Chea – en form for vælling i en kop. Efter morgenmad børster børnene tænder – de har hver deres personlige tandbørste i Cheke Chea – og så går undervisningen i gang. Hos de store er der på en typisk dag tre undervisningsmoduler, foruden bibelhistorie som dagen startes med: ”Vi-lærer-alfabetet-og-former-små-ord-af-dagens-bogstav-timen”, ”vi-lærer-at-plusse-små-tal-timen” og ”vi-leger-en-faglig-leg-timen”. Derudover er der også masser af frikvarterer, som efter vi er kommet, primært går ud på at klatre rundt på os. Kl. 11.30 får børnene fri.

Den soedeste lille ballademager, Vitus, som jeg har forelsket mig komplet i.

Børnene er meget hjertelige overfor os. De vil selvfølgelig gerne lege vildt, men de vil også meget gerne op og kramme og nusse. Børnene slås næsten (næsten kan faktisk ofte udelades her) om vores opmærksomhed, og det første de gør, når der er frikvarter, er at løbe hen til os og kravle op på vores skød. Det lader dog ikke rigtigt til, at børnene opfatter os som autoriteter. De hører ikke efter hvad vi siger. Det er nok en kombination af at vi er nye i Cheke Chea, er unge, er hvide og ikke rigtig kan sproget endnu. Jeg bevarer dog troen på, at børnene vil lære at lytte på os – for der er brug for det! Børnene er nemlig ekstremt hårde mod hinanden, og slår og sparker ved (næsten) hver en lejlighed. Der er næsten konstant et barn der græder i Cheke Chea. Hvis der ikke er et barn, der græder, kan du i hvert fald vide dig sikker på, at der er en, der græder krokodilletårer, bare for at få vores opmærksomhed – det er ekstremt trættende!

 Consolatha og jeg.

Børnene er dog i det store hele fantastiske, og vi nyder arbejdet i Cheke Chea – men vi er også helt udmattede når vi kommer hjem. Nu må man jo ikke gøre forskel på eleverne som lærer eller pædagog, men jeg må indrømme, at jeg især har kastet min kærlighed på pigen Consolatha, og det er gengældt. Consolathas højre ben er amputeret over knæet, og derfor humper hun rundt med en krykke. Den første dag vi var i Cheke Chea trøstede jeg hende, og siden da er hun kommet til mig, både når hun har været glad og især når hun har været ked af det. Det bliver hun meget let, hvilket har været et stort problem, fordi hun også bliver ked af det, når jeg leger med andre end hende eller giver andre opmærksomhed. Hun trækker sig utroligt tit ind i sig selv. Nu er hun dog heldigvis begyndt at henvende sig til de andre volontører også, så det giver mig lidt mere tid og overskud til de andre børn. Jeg har dog stadig et ekstra øje på hende, da hun har det rigtig svært; hun har kun et ben, og hun kommer fra en meget belastet familie hvor faderen er alvorligt syg. Derfor har jeg lidt gjort det til mit personlige projekt, at få hende til at være glad og smile hendes dejlige smil så meget som muligt – uden det går ud over de andre elever selvfølgelig!