Kiengeresa

Udover at arbejde i Cheke Chea var det meningen, at vi skulle undervise eleverne på Kipilis secondary school i kiengeresa – engelsk. Dagen efter vi ankom til Kipili, tog vi derfor med Knud over til skolen, for at hilse på rektoren og sikre os, at han ønskede vores undervisning på skolen. Han var meget positiv, og efter en længere rundvisning på skolen aftalte vi, at vi skulle undervise tre forskellige engelskhold (form 1, 2 og 3) fra 15.30-16.30 hver dag fra mandag til fredag startende allerede næste dag. Vi tog begejstrede hjem og gik i gang med at planlægge undervisningen til næste dag.

Da vi ankom på skolen næste dag, var rektoren der ikke. Vi ledte forvildet efter nogle, der kunne fortælle os hvilke lokaler, som vi skulle være i og fandt til sidst viceinspektøren. Han anede dog ikke noget om, at vi kom, og han forklarede os, at eleverne slet ikke har undervisning i det tidsrum, som vi var sat til at undervise i – de havde fri. Det stod hurtigt klart for os, at rektoren slet ikke havde informeret personalestablen om vores ankomst og slet ikke havde gjort sig den ulejlighed at tjekke, om undervisningen faktisk kunne finde sted. Set i bakspejlet har rektoren nok bare snakket os og i særdeleshed Knud efter munden, for at holde sig gode venner med byens mzungu. Viceinspektøren lagde ikke helt så mange fingre imellem, men fortalte os heller ikke hele sandheden. Han sagde, at de helt sikkert kunne bruge os en gang i mellem, og at han så ville kontakte os senest dagen inden. I dag – næsten to uger senere - har vi stadig ikke hørt fra ham. 

Vi går dog heller ikke og håber på at høre fra ham. Da vi fortalte Knud om det mislykkede besøg på skolen, hvor det mest af alt virkede til, at de ville gøre os en tjeneste, ved at lade os undervise frivilligt – og ikke omvendt! - forslog han, at vi gav tilbuddet videre til de snedkerelever der undervises på Knuds grund. Snedkereleverne var langt mere taknemmelige for tilbuddet, end personalet på secondary school var, så nu underviser vi dem i engelsk tre gange om ugen – dog kun en halv time af gangen. Vi har delt os op i tre engelskhold, og mit hold består foruden fem unge snedkerelever af Knuds vagtmand John. Han er midt i 50’erne og meget høflig. I timerne rejser han sig op, når han skal sige noget, og når jeg møder ham udenfor timerne, hilser han altid pænt med et ”goodmorning teacher”, ”goodafternoon teacher” eller ”goodevening teacher”. 

Snedkereleverne er nok det tætteste vi kommer på jævnaldrende lokale venner, sammen med Alkado der arbejder på mobilklinikken og hans ven Sudi. Der er mange lokale drenge der ”gerne vil have en ven fra Europa”, men de fleste er virkelig for påtrængende til, at man kan holde dem ud i længden. Og så er det godt at have nogle lidt mere reelle venner blandt lokalbefolkningen til at skræmme dem væk!