Dyrene i Kipili

At bo i Kipili er meget landligt. Der går dyr overalt: En masse høns, grise, geder og køer (der har en underlig bule på nakken, fordi der er tørke). Knud har også selv høns – de går rundt og kukker tilfredst overalt på Knuds grund. Om morgenen bliver vi da også vækket af hanernes galen – eller dvs., da vi ankom til Kipili, var det hanernes galen, nu er det faktisk kun en hanes galen, da vi har spist de andre. Knud har også to hunde, der hedder Cola og Sprite. Det hedder de, fordi alle kan sige det; danskere såvel som tanzanianere. Hundene er rigtig søde, og især Cola følger os trofast omkring, når vi går rundt i byen. Hundene er en følgesvend vi – meget egoistisk – sætter meget pris på. De fleste tanzanianere – især børnene – er nemlig bange for hundene. Så når vi f.eks. skal bade, er det meget rart at have Cola med, da vores følge af tanzanianske børn så holder lidt større afstand. 

 Grise og hoens i Kipili.

Knuds hund Cola

Der er også mindre rare dyr i Kipili. Vi har heldigvis hverken set skorpioner, skolopendere eller slanger endnu, men de er derude (og jeg er sikker på, at de bare venter med at angribe til et uopmærksomt øjeblik fra vores side af!) Til gengæld ser vi masser af kæmpe store kakerlakker og edderkopper. Især elsker de at holde til på vores badeværelse, og komme frem og skræmme os i nattens mulm og mørke. Der er også rigtig mange gekkoer her i Kipili – og i Tanzania generelt. Til at starte med blev man lidt forskrækket, når en gekko pludselig dukkede frem, men nu har man vænnet sig til deres tilstedeværelse. Gekkoerne er egentlig ret søde og de siger de mest nuttede lyde! Desuden er de nyttedyr, da de spiser små insekter, som f.eks. myrer og myg (hvis hunden er menneskets bedste ven, må gekkoen være min!). Det vrimler med gekkoer om aftenen i Knuds hus, men indtil videre har vi kun en gang set en gekko på vores værelse. Vi blev ret glade for vores nye kæledyr, og gav den et navn og alt muligt (gekkoen Gustav). Næste morgen fortalte vi stolt de andre om vores nye bekendtskab, men om aftenen var gekkoen ingen steder at finde, og ”tilfældigvis” var der samme aften en gekko inde på Arne og Rebekkas værelse, hvor der aldrig havde været gekkoer før. Sikke et underligt tilfælde, tænker man så, især fordi Arne i lang tid havde snakket om at anskaffe sig en gekko – den gekkotyv!

Gekkoer i Knuds stue.

I Tanganyikasøen lever der en flodhest. Nogle gange kan vi høre den pruste ude i søen – det lyder vildt højt! Vi har prøvet at lede efter flodhesten, men hidtil uden held. Vi har heller ikke mødt nogen endnu, der faktisk har set flodhesten, og det gør vores mål om ikke at forlade Kipili, før vi har set byens flodhest lidt uopnåeligt – men vi bliver ved med at håbe! Flodhesten lever i vandet om dagen, og om natten går den op på land og spiser af folks afgrøder. Jeg har altid opfattet flodhesten som et nuttet dyr, lidt ligesom en søko, sådan en rigtig bamse. Men flodhesten er faktisk det dyr i Afrika, der dræber flest mennesker om året. Det sker, når menneskerne pludselig befinder sig selv imellem flodhesten og dens mål, f.eks. vandet eller dens unge. Derfor har vi heller ikke gået på flodheste-jagt i mørket endnu…

Onsdag d. 7. september forlader vi Kipili i en uges tid. Vi skal til missionærkonference med de andre missionærer og volontører fra BDM i byen Sikonge i det nordlige Tanzania. På vejen derop kører vi igennem Katavinationalpark hvor vi skal på safari i et par dage. Det bliver rigtig sjovt! Vi glæder os meget til at se volontørerne fra Sumbawanga og måske især dem fra Kigoma igen og høre om deres oplevelser. Og hvem ved – måske får vi set en flodhest på vejen derop!?