Indkøb

Når jeg kommer hjem fra Tanzania, går der ikke så forfærdeligt lang tid, før jeg flytter hjemmefra. Derfor (og fordi jeg generelt elsker at shoppe!) nyder jeg meget, at finde flotte ting til min kommende lejlighed her i Tanzania. Her er så mange fine, unikke ting og jeg har allerede konkluderet, at min lejlighed skal være meget Afrika-inspireret. Anna-Elisabeth og jeg har da også bestemt os for, at vi skal til den ultimative shopping-by, nemlig Iringa, når vi engang skal ud og rejse efter volontøropholdet. Der kan man købe klassiske afrikanske ting som kurve, masai-smykker, træfigurer osv. til meget billigere priser end f.eks. i Dar es Salaam og på Zanzibar. 

Noget af det som jeg allerede har fået købt er et par fine sandaler. Jeg købte dem, i en by vi holdt pause i på vej til Sikonge. Det var en masai, der solgte mig dem, og selvom Knud mente, at han tog overpris for sandalerne (20.000 schilling eller ca. 60 kr.) er jeg meget glad for mit køb – det er jo ægte masai-sandaler! Lisbeth og Steen i Sikonge solgte ud af en masse af deres ting. De havde bl.a. en masse trommer, som de solgte meget billigt – ikke fordi de fejlede noget, men fordi de havde så mange af dem. Sikonge er meget kendt for sine fine trommer og mange af de trommer, som man kan købe i storbyerne i Tanzania kommer derfra. Det var derfor oplagt at købe en tromme, også fordi de var så billige – 6.000 schilling eller ca. 18 kroner pr. stk.! Jeg købte derfor denne fine, lille tromme lavet af bl.a. gedeskind. Det er en spedalsk person, der har lavet trommen (hvilket jeg finder meget underligt og utroligt imponerende, efter at have set de spedalskes hænder). Men det var ikke desto mindre hvad Steen og Lisbeth fortalte. 

 Masaisandaler og en tromme lavet af spedalske.

I Sikonge kom der en dag en mand forbi, der lavede figurer af træ. Jeg blev ellevild, da jeg hørte, at manden stod ude foran, da jeg regnede med, at træfigurerne ville være af det tunge, mørke træ man typisk forbinder med afrikanske figurer. Dette var dog ikke helt tilfældet. Manden lavede dyr og mennesker af meget let træ, som han derefter malede i skrigfarver. Til sidst besluttede jeg mig dog alligevel for at købe en giraf og en zebra af manden. Om det var fordi, at jeg synes, at de var flotte eller fordi jeg mere bare havde ondt af manden fordi ingen andre så ud til at ville købe noget, vides ikke rigtigt. I dag er jeg dog meget glad for mine afrikanske trædyr. Især zebraen er noget specielt, da det må være en speciel type zebra, som de kun har i Sikonge, da den er sort med hvide striber, i stedet for hvid med sorte striber som alle andre zebraer i Afrika er… 

 Traedyr og kurv.

Et andet køb, som jeg har gjort mig, er en fin guld - og sølvfarvet kurv. Kurven er købt på markedet i Sumbawanga, hvor en meget gammel dame sidder og fletter kurvene af gamle plastikposer. Kurven var lidt dyr (10.000 schilling eller ca. 30 kr.), men jeg er rigtig glad for den! Derudover har jeg i Tanzania selvfølgelig købt kangaer og katinka, som er det stof, man får syet ting ud af. Ud af mit katinka har jeg bl.a. fået syet en rigtig fin, lang kjole, som jeg bruger i kirken om søndagen.

Dyrene i Kipili vol. 2

Den sidste uges tid i Kipili har været meget dramatisk rent dyre-mæssigt! Først fandt Arne, Rebekka og Therese en død slange (og prøvede at overbevise os andre om, at det var dem, der havde dræbt den). Slangen var sort, ret lang, men forholdsvis tynd. Næste dag, som var den dag hvor pigerne fra Sumbawanga tog hjem, fortalte vores ven Alcado os, at han havde set flodhesten. Vi var ret skeptiske overfor Alcados fortælling, da Knud jo f.eks. aldrig havde set flodhesten i hans 12 år i byen. Men netop da Alcado fortæller historien, kan vi høre flodhesten pruste ude i søen, og vi kan se en sort plet bevæge sig derude. Arne hentede sin kikkert og ganske rigtigt – der var flodhesten! Det var ret vildt at se den – om end det var på stor afstand. Nu er vores mål om at se flodhesten inden vi forlader Kipili opfyldt – fantastisk!

Samme aften som vi så flodhesten, fandt vi (jeg) en kæmpe tudse på badeværelset. Den var ret ulækker, men jeg tog det i stiv arm. Næste aften blev min smertetærskel for ulækre dyr dog nået! Theresa og jeg var på vej til badeværelset for at børste tænder inden, at vi skulle gå i seng. Vi gik netop og snakkede om (skæbne-agtigt), at der ikke var ligeså mange klamme dyr på badeværelset, som der var i starten. Dengang sad der altid store edderkopper, kakerlakker og nogle uformelige græshoppe-lignende dyr på døren til badeværelset, men dem havde vi ikke set noget til i lang tid. Jeg når netop at konkludere dette, før jeg åbner døren til badeværelset og BAM – der sidder en kæmpe rotte! Jeg hoppede skrigende væk, og skyndte mig at hoppe op på en forhøjning, hvor jeg var i sikkerhed for rotten. Theresa skreg livligt med, selvom hun, som hun senere fortalte, ikke vidste hvad vi skreg over. Mit hjerte røg helt op i halsen over rotte-situationen, og jeg havde svært ved at falde til ro nok til at falde i søvn derefter.

Her kunne man fristes til at tro, at min dramatiske beretning er slut. Men ak nej – bare det var så vel! Næste aften (igen på vej til badeværelset, for at gøre os klar til natten) går Theresa og jeg fredeligt hen ad grusstien. Jeg lyser omhyggeligt foran mig – skræmt som jeg er af den foregående aftens begivenheder. Og så ser jeg den – BAM – en kæmpe edderkop lige foran mig. Den havde lodne, behårede ben og i modsætning til alle de andre store edderkopper, som vi finder hernede, var den også høj, hvilket betyder, at den er giftig. De andre edderkopper kan have en kæmpe stor overflade, men de er ikke højere end et stykke papir er tykt. Theresa og jeg blev skræmt for vid og sans, men heldigvis var Arne og Rebekka indenfor rækkevidde. Arne dræbte edderkoppen med en stor sten. Da den lå der, livløs på jorden, kunne man rigtigt se hvor kæmpestor dens krop var. Jeg gik lidt (læs: helt) i panik og begyndte at hyperventilere efter denne grusomme oplevelse. Theresa fik mig dog til sidst beroliget, og vi lagde os til at sove.

Det var altså tre klamme dyr som jeg opdagede: Tudse, rotte og kæmpe, giftig edderkop. For at det ikke skal være løgn, fandt Arne dagen efter en skolopender, da han skulle flytte nogle tønder. Skolopendere ligner meget store tusindben, men de er ligeså giftige som skorpioner. Puha!

Jeg beklager de manglende billeder til dette indlæg, men da situationerne har været præget af panik og fare, har der ikke været tid til at tage billeder – det har handlet om ren overlevelse!

Valgaften

Det var skønt endelig at vende tilbage – eller hjem - til Kipili! Mens vi havde været væk, havde vi alle savnet byen mere end forventet, og det bekræftede, at vi faktisk ser Kipili som vores hjem nu. Knud og Erik tog til Congo kort efter vi kom tilbage, og det gav os volontører nogle dage for os selv. 

Torsdag d. 15. september blev der afholdt valg i Danmark. Som engageret medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) havde jeg i lang tid syntes, det var meget underligt og lidt træls ikke at kunne være en del af valgkampen derhjemme. Og lige netop denne dag – valgdagen - ville jeg især ønske mig hjemme i Danmark, da jeg virkelig gerne ville være med til at fejre en ny regering sammen med alle mine venner fra DSU.  Da dette var noget nær umuligt, besluttede jeg mig for, at vi da skulle holde vores egen valgfest i Kipili. Jeg indviede mine søde værelseskammerater i planen, og sammen forberedte vi aftenen – i stor hemmelighed for alle de andre.

 Ikke Helle Thorning tyggegummi, men Obama tyggegummi. Man maa jo tage, hvad man kan faa!

Nu er det jo ret begrænset, hvad man kan købe i Kipili, så vi vidste, at vi måtte bruge vores fantasi for at finde gode snacks til vores valgfest. Det endte med en del Obama-tyggegummier (de havde sørme ikke nogle med Helle Thorning på, men vi mente, at Obama kunne gå an), en masse røde bolcher og colaer med røde mærkater. Vi lavede små flag med socialdemokratiets logoer på: Nogle med røde A’er – andre med røde roser. Disse stak vi sammen med dannebrogsflag ned i slikket. Så lavede vi to store flag - igen et med et A og et med en rose - og hang op i stuen. Hele dagen havde jeg selvfølgelig også røde roseøreringe på – for lige at komme lidt i stemning!

 Oeverst: Socialdemokratisk slik.

Nederst: En glad Amalie til socialdemokratisk valgfest i Kipili

Det blev en rigtig hyggelig aften, og de andre tog rigtig godt imod konceptet. Theresa, Anna-Elisabeth og jeg havde været lidt bekymrede for, om der var nogle højreorienterede i blandt os volontører, der ville synes, at en socialdemokratisk valgaften var en dårlig idé. Men det viste sig, at alle var med på idéen – om det er fordi, at alle er venstreorienterede eller fordi der ikke rigtig var noget bedre alternativ den aften vides ikke. Som jeg påpegede overfor de andre, så arrangerede Venstre eller Konservative jo ikke nogen valgfest i Kipili – endnu en god årsag til at bakke op om Socialdemokratiet! Om aftenen sang vi Danmark for Folket, og vi spillede en politisk version af spillet ”Ulvespil”. Normalt er det bønder mod ulve i dette spil – men denne aften var det de folkevalgte politikere mod de onde diktatorer. 

I løbet af aftenen holdt jeg voldsomt øje med min telefon, hvor jeg løbende fik opdateringer hjemme fra Danmark. Omkring kl. 1 tanzaniansk tid fik jeg smsen om, at vi havde vundet. Det var en skøn og befriende melding, og det kriblede så meget i min mave af glæde, at jeg næsten ikke kunne falde i søvn igen bagefter. Men med tankerne lykkeligt flyvende om håbet til den nye regering faldt jeg endelig i søvn.

Missionærkonference i Sikonge

Fredag d. 9. september ankom vi til Sikonge, hvor BDM skulle afholde missionærkonference. Foruden Knud og os volontører bestod deltagerne af generalsekretær for BDM Erik Baun, værterne Steen og Lisbeth Andersen fra Sikonge, Susanne og Just Lauridsen fra Kigoma, deres tre små piger og deres volontører Mette og Merethe, som vi mødte på volontørkurset hjemme i Danmark og også fløj til Tanzania med. Det var rigtig hyggeligt at gense Erik, Mette og Merethe og rigtig dejligt at møde nye mennesker, som også kunne snakke dansk!

Alle deltagerne paa missionaerkonferencen minus Erik Baun der agerede fotograf.

Missionærkonferencen var rigtig hyggelig og lærerig. Hovedtemaet for konferencen var identity. Programmet bestod bl.a. af rapporter fra Sikonge, Kigoma og Kipili, diskussioner om moravian identity og missionary identity samt forskellige ekskursioner. Steen Andersen er læge, og tog os derfor med ud på et hospital for spedalske, som han er tilknyttet, der ligger i forbindelse med et alderdomshjem for spedalske. Det var meget skræmmende at høre Steens fortællinger om, hvordan spedalske er blevet behandlet i Afrika igennem tiden. Generelt var det meget skræmmende at se stedet og menneskerne – men også enormt spændende. De spedalske havde gode leveforhold, men jeg, som aldrig har mødt en spedalsk før eller set sygdomstegnene, synes det var ret rystende at se så mange, så syge mennesker på et sted. Jeg fik det – meget mod min vilje – ret dårligt af at være på stedet, og jeg kunne til sidst ikke holde ud at se bare én spedalsk hånd eller fod mere.  

 En spedalsk kvinde.

Under opholdet i Sikonge blev vi virkelig forkælet! Lisbeth, der stod for maden, sørgede bl.a. for frikadeller, pizza, grillburgere, kolde sodavand, chips og is – mums! Det var rigtig hyggeligt at være sammen med andre danskere end bare os selv til en forandring, og vi nød hinandens selskab. Især var jeg meget begejstret for at være sammen med danske børn igen. Det var en enorm befrielse at kunne snakke med børnene og at se, at de opførte sig normalt, sundt og godt overfor hinanden (noget, man ikke er alt for vant til at se i Cheke Chea.) Missionærkonferencen var i det hele taget vellykket, og tirsdag d. 13. kunne vi veltilfredse og stopmætte begive os mod Kipili. Med i bilen havde vi Therese, Amanda og Karen-Louise der skulle tilbringe et par dages ferie i Kipili, samt Erik Baun der skulle med mobilklinikken og Knud til Congo.

Safari i Katavi

Onsdag d. 7. september kørte vi til Sumbawanga, hvor vi skulle hente Karen-Louise, Therese og Amanda. Det var meget underligt at være tilbage i storbyen efter to uger i Kipili. Sumbawanga føltes pludselig kæmpestor, og jeg følte mig nærmest utryg ved at gå på de stærkt trafikerede veje (stærkt trafikerede i forhold til den typiske Afrika-standard, selvfølgelig). Det er underligt, så hurtigt jeg har vænnet mig til livet i en lille landsby, hvor der kun er to biler og en traktor. Jeg gruer allerede for mødet med de rigtige storbyer hjemme i Danmark!

Nå, men efter en overnatning i Sumbawanga kørte vi mod Katavi nationalpark, hvor vi skulle på en kort safari inden missionærkonferencen i Sikonge. Katavi er en af de mindre nationalparker i Tanzania, men den rummer et rigt dyreliv, da der er masser af vand i området. Da turister sjældent begiver sig helt til Vesttanzania, fordi vejene hertil er enormt dårlige og besværlige at køre på, er Katavi ikke særlig turistet, og det er sjældent, at man møder andre på en tur i parken. Vi mødte da også kun to andre biler i den tid, vi var i parken, hvilket var rigtig dejligt. Jeg kan forestille mig, at det ødelægger lidt af stemningen på safari, hvis man hele tiden støder ind i andre turister, og derfor konstant bliver mindet om, at man ikke helt er i et med naturen og de vilde dyr, men faktisk har betalt for at være i området – sammen med en masse andre turister! 

En flodhest og jeg

Vi ankom til Katavi torsdag ved middagstid. Vi havde allerede kørt i 4 timer på dette tidspunkt, og vi blev alle godt glade, da Knud proklamerede, at vi nu var i parken. Vi spærrede ivrigt øjnene op, og så skete der… ja, ingenting de første 15-30 minutter. Jeg var lige ved at blive utålmodig, da vi fik pludselig fik øje på et par giraffer i krattet ved siden af vejen. Det var fantastisk at se dyrene så tæt på, og generelt tror jeg, at det første dyr man spotter på safari, altid vil være en speciel oplevelse. Derefter vrimlede det med dyr! Vi så en masse flodheste, krokodiller, zebraer, elefanter, antiloper, andre då/rådyr-lignende dyr, bøfler, vildsvin, aber og flotte fugle. I starten af vores safari havde vi mødt en anden bil, der fortalte, at det vrimlede med elefanter i dag, men at de ikke havde set nogen løver. Vi ville meget gerne se en løve, og bevarede derfor troen på, at det var muligt. Vi holdt stærkt udkig, og hen på eftermiddagen bar det frugt: Vi så en løvinde. Hun lå bag en sten og havde syn på nogle antiloper ude på savannen. Det var helt fantastisk at se løvinden, og hele bilen var musestille, mens vi observerede hende. Vi troede, at hun ville angribe antiloperne, men efter at have ventet i næsten to timer uden noget skete, opgav vi og drog videre. At se løvinden og være så tæt på hende var dog under alle omstændigheder en helt unik oplevelse!

Loevinden.

Da det begyndte at blive mørkt kørte vi til den lodge, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi var alle helt mættede af oplevelser og godt trætte efter en hel dag i bil. Vi spiste en dejlig middag bestående af perlehøns (vi var først blevet lovet girafkød, men der var udsolgt) og lagde os til at sove til lyden af en masse flodheste, der lå bare 20 meter fra hvor vi sov. Næste morgen stod vi tidligt op, for at se dyrene hvor de er meget aktive nemlig ved solopgang. Det mest fantastiske syn vi fik den morgen, var da en kæmpe bøffelflok på omkring 300 dyr langsomt flyttede sig op langs savannen, i takt med at vores bil kom nærmere. Støvet spredte sig omkring dyrene, og med lyset fra solopgangen så det hele bare utroligt smukt ud. Ud på formiddagen havde vi ikke tid til flere dyr, og satte derfor kursen mod Sikonge efter nogle skønne og enestående oplevelser i safariparken!   

En flok boefler