Den sidste uges tid i Kipili har været meget dramatisk rent dyre-mæssigt! Først fandt Arne, Rebekka og Therese en død slange (og prøvede at overbevise os andre om, at det var dem, der havde dræbt den). Slangen var sort, ret lang, men forholdsvis tynd. Næste dag, som var den dag hvor pigerne fra Sumbawanga tog hjem, fortalte vores ven Alcado os, at han havde set flodhesten. Vi var ret skeptiske overfor Alcados fortælling, da Knud jo f.eks. aldrig havde set flodhesten i hans 12 år i byen. Men netop da Alcado fortæller historien, kan vi høre flodhesten pruste ude i søen, og vi kan se en sort plet bevæge sig derude. Arne hentede sin kikkert og ganske rigtigt – der var flodhesten! Det var ret vildt at se den – om end det var på stor afstand. Nu er vores mål om at se flodhesten inden vi forlader Kipili opfyldt – fantastisk!
Samme aften som vi så flodhesten, fandt vi (jeg) en kæmpe tudse på badeværelset. Den var ret ulækker, men jeg tog det i stiv arm. Næste aften blev min smertetærskel for ulækre dyr dog nået! Theresa og jeg var på vej til badeværelset for at børste tænder inden, at vi skulle gå i seng. Vi gik netop og snakkede om (skæbne-agtigt), at der ikke var ligeså mange klamme dyr på badeværelset, som der var i starten. Dengang sad der altid store edderkopper, kakerlakker og nogle uformelige græshoppe-lignende dyr på døren til badeværelset, men dem havde vi ikke set noget til i lang tid. Jeg når netop at konkludere dette, før jeg åbner døren til badeværelset og BAM – der sidder en kæmpe rotte! Jeg hoppede skrigende væk, og skyndte mig at hoppe op på en forhøjning, hvor jeg var i sikkerhed for rotten. Theresa skreg livligt med, selvom hun, som hun senere fortalte, ikke vidste hvad vi skreg over. Mit hjerte røg helt op i halsen over rotte-situationen, og jeg havde svært ved at falde til ro nok til at falde i søvn derefter.
Her kunne man fristes til at tro, at min dramatiske beretning er slut. Men ak nej – bare det var så vel! Næste aften (igen på vej til badeværelset, for at gøre os klar til natten) går Theresa og jeg fredeligt hen ad grusstien. Jeg lyser omhyggeligt foran mig – skræmt som jeg er af den foregående aftens begivenheder. Og så ser jeg den – BAM – en kæmpe edderkop lige foran mig. Den havde lodne, behårede ben og i modsætning til alle de andre store edderkopper, som vi finder hernede, var den også høj, hvilket betyder, at den er giftig. De andre edderkopper kan have en kæmpe stor overflade, men de er ikke højere end et stykke papir er tykt. Theresa og jeg blev skræmt for vid og sans, men heldigvis var Arne og Rebekka indenfor rækkevidde. Arne dræbte edderkoppen med en stor sten. Da den lå der, livløs på jorden, kunne man rigtigt se hvor kæmpestor dens krop var. Jeg gik lidt (læs: helt) i panik og begyndte at hyperventilere efter denne grusomme oplevelse. Theresa fik mig dog til sidst beroliget, og vi lagde os til at sove.
Det var altså tre klamme dyr som jeg opdagede: Tudse, rotte og kæmpe, giftig edderkop. For at det ikke skal være løgn, fandt Arne dagen efter en skolopender, da han skulle flytte nogle tønder. Skolopendere ligner meget store tusindben, men de er ligeså giftige som skorpioner. Puha!
Jeg beklager de manglende billeder til dette indlæg, men da situationerne har været præget af panik og fare, har der ikke været tid til at tage billeder – det har handlet om ren overlevelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar