Soendag i Sumbawanga

I går havde vi vores første hele søndag i Sumbawanga. Søndag er den eneste dag tanzanianerne har fri, og det er derfor også første dag, vi har haft fri fra vores sprogundervisning. Søndagen startede for vores vedkommende dog ikke særligt fridags-agtigt; vi stod tidligt op, for vi skulle i kirke. Vi blev hentet af en dansk missionær, Peter, der sammen med sin kone bor i Sumbawanga udsendt af Luthersk Mission. Han hentede os klokken otte, da gudstjenesten allerede startede halv ni. Udover os hentede han også den danske fyr Martin, der sælger bibler i Tanzania, og en pige fra Holland, der er i praktik på sygehuset i Sumbawanga under sit sidste semester på medicinstudiet. Hendes navn vil jeg ikke give mig i kast med at prøve at stave, men de var begge to meget søde, og de var med os hele dagen.

Gudstjenesten varede en time, hvilket er virkelig kort tid for en afrikansk gudstjeneste. Det hele foregik på swahili, så for os var det meste ren volapyk. Det var meget specielt at sidde med en salmebog og synge med, uden at ane hvad man synger. Det lød dog virkelig godt, da tanzanianerne impulsivt startede en kanon. Undervejs i gudstjenesten skulle vi præsenteres. Peter forklarede menigheden hvem vi var, og så klappede alle af os, for at byde os velkommen til Tanzania og til menigheden.

Kvindebjerget

Efter gudstjenesten gik vi hjem til Peter og fik frokost. Hans kone havde lavet lækker mad til os, med både ris, gryderet MED kød og kartofler – ren luksus! Da vi havde spist skiftede vi fra vores kirketøj til noget mere praktisk. Derefter kørte vi i Peters landrover hen til et nærtliggende bjerg. Der er to bjerge lige ved siden af hinanden i Sumbawanga. Det ene hedder mandebjerget og det andet kvindebjerget. Bjergene blev i gamle dage brugt til at ofre dyr og lignende til guderne, for så til gengæld at bede guderne om barmhjertighed i forhold til f.eks. en sygdom eller udsigten til en dårlig høst. Mændene tog til mandebjerget og ofrede, og kvinderne tog til kvindebjerget. Vi kørte til kvindebjerget (det mindste af de to) og besteg dette. Bjerget ligger 2400 meter over havoverfladen (her ville jeg så helst undgå at nævne at hele Sumbawanga ligger 1700 meter over havoverfladen – men som den ærlige sjæl jeg er, gør jeg det alligevel!). Nedefra så bjerget ikke ud af noget specielt, og jeg – som ellers havde været lidt betænkelig ved hele bjergbestigningssituationen – tænkte, at det ville jeg da lige klare i et snuptag! Men nej, hvor var det alligevel hårdt at komme til tops! Solen bagte ned over os (det var lige i middagstimerne) og terrænet var svært at gå i.  Heldigvis blev vi undervejs nødt til at sætte farten ned, da en flok køer spærrede for stien.

 Vi klarer opstigningen i flok - mennesker som koeer

Da vi endelig nåede toppen (jeg nogle minutter efter alle andre) var det det hele værd! Udsigten var fantastisk – man kunne se udover hele Sumbawanga. Derudover var der mange specielle planter deroppe – nogle, som man kun kan få at se der, da de ikke kan vokse andre steder. På vejen ned stoppede vi ved en grotte, hvor ofringerne foregik. Det var tydeligt at se, at stedet stadig var i brug. Der var f.eks. tegnet en tegning (hulemaleri) på væggen med en mand, kvinde, nogle værktøjer og en okse. Denne tegning havde Peter aldrig set før – og han kommer jævnligt på bjerget – så det bevidner, at stedet stadig bruges af nogen.

Nedstigningen var til at starte med meget besværlig! Vi gik i nogle strå, der lå ned, og de var meget glatte. Jeg tror, at jeg nåede at falde fem gange på vej ned, og jeg var da også et par skrammer rigere – og lidt blod fattigere – da vi endelig kom ned. Men det gjorde ikke rigtig noget, for det bevidner bare hvor en sej og rå bjergbestiger jeg er!

Da vi var kommet ned, kørte vi til foden af mandebjerget og så mandegrotten. Den var meget stor. En masse børn fulgte os, fra da vi parkerede bilen til vi nåede grotten. De virkede meget betagede, men også ret skræmte over os. De havde tydeligvis ikke set mange hvide menneske før. Jeg sad og snakkede (så meget som det nu er muligt at snakke med mit begrænsede swahili) med nogle af dem, og de var åbenlyst meget nysgerrige. De synes, at mit hår var rigtig fint og bad mig hele tiden om at slå det ud. De var dog ikke helt trygge ved situationen, for hvis jeg lavede en pludselig bevægelse, hoppede de alle sammen flere meter baglæns – det var meget skægt at overvære! 

 Anna-Elisabeth og jeg i mandegrotten

Da vi kom tilbage til bilen, opdagede vi, at det højre baghjul var punkteret. Drengene gik straks i gang med at skifte dækket. Jeg så nysgerrigt til, for det var endnu en ting jeg aldrig havde set før! Da dækket var skiftet, kørte vi tilbage til Peter, hvor vi lavede snobrød over et bål. Derefter sang vi sange, akkompagneret af Anna-Elisabeth på klaver og Theresa på guitar. Peter havde en sangbog kaldet ”Danske Sange”, som vi på skift efter alder fik lov at vælge en sang i. Vi startede med de yngste, og som en af de yngste i forsamlingen skyndte jeg mig at vælge ”Danmark for Folket”. De andre kendte ikke rigtig sangen, men jeg hyggede mig meget ved at observere deres forsøg på at synge den socialdemokratiske slagsang! 

I morgen drager vi til Kipili – noget som vi alle sammen har set meget frem til. Allerede dagen efter ankomst starter vi på vores forskellige jobs, hvilket for mit vedkommende betyder søde børn i Cheke Chea - jubi!

Min afrikanske dagligdag

Her i Tanzania oplever jeg mange ting, som jeg aldrig har oplevet før. Vi prøver, at integrere os selv i det tanzanianske samfund på bedst mulig vis, og det betyder, at vi skal leve lidt mere som lokalbefolkningen.

Noget af det første vi piger gjorde for at blende lidt mere ind i samfundet, var at anskaffe os nogle kangaer. Kangaer er store firkantede stykker stof i pangfarver, som de afrikanske kvinder bruger som nederdele. De er rigtig fine og farvestrålende, og der er et kæmpestort udvalg af dem på markedet i Sumbawanga. Derudover er kangaerne også en ret praktisk beklædningsgenstand, i den forstand at de er meget lange og derfor ikke spor udfordrende. Her hvor vi bor er der nemlig bestemte normer for, hvordan man bør og skal gå klædt. Man må ikke have for nedringede trøjer på, og man må ikke have for korte bukser/nederdele på. Derhjemme fra fik vi at vide, at vores tøj skulle gå ned over knæene. Jeg har en kjole med til Tanzania, der går til knæene (måske lige lidt over knæene), og da vi efterhånden ikke har mere rent tøj, tænkte jeg en dag, at jeg da godt lige kunne hoppe i den. Den er virkelig slet ikke udfordrende, og i Danmark ville det være en af mine mere sobre kjoler. Så jeg tog kjolen på. Og nøj, hvor blev jeg begloet. Folk stirrede uhæmmet på mine knæ hele dagen lang. Man skulle tro at jeg gik med bare bryster, så meget gloede de. Så fra nu af tager jeg beklædningsreglerne mere alvorligt – og så er det jo godt jeg har mine kangaer!

 Rebekka, Anna-Elisabeth, Karen Louise og Theresa vasker kangaer - i haanden selvfoelgelig!

I Sumbawanga laver vi selv mad. På markedet har de masser af lækre grøntsager og frugter, men kødet er ikke af den bedste standard. Vi har været inde ved et par slagtere, men det er bare ikke altid, at man har lyst til et stykke kød, der er fuldstændigt dækket til af fluer! Derfor besluttede vi os en dag for at købe et par høns og slagte dem. Jeg har aldrig set noget dyr blive slagtet før og da slet ikke været med til det. Derfor jokede alle de andre – som var mere vante med hele slagte-situationen - med, at det var mig der skulle dræbe dyrene. Jeg nøjedes dog med at se på, hvilket var mere end rigeligt. Den lyd der lød da hønsenes hals brækkede – ad! Og hønsene blev virkelig ved med at bevæge sig, efter at hovedet var hugget af!! Det var meget underligt at se. Da hønnsene var helt døde (altså ikke havde nerver, der bevægede sig længere), og plukkede, tog jeg dog mod til mig og rørte ved en af dem. Dens skind var helt blødt. Den dag fik vi altså ris med kylling i karry. Det smagte skønt, selvom det var lidt underligt at tænke på, at hønsene et par timer forinden havde været sprællevende. 

 Arne giver en af hoensene doedsstoedet

Karen Louise leger med maden!

En anden ting der hører til hverdagen i Afrika er myg. Her er virkelig mange myg. Jeg har fået 30 myggestik (ja, jeg har talt!) og de 29 af dem er placeret på mine ben. Mine ben ser forfærdelige ud! Myggestikkene er kæmpe store, og gør 1) at mine ben hæver op og 2) at det ligner jeg har skodkopper. Derudover klør de som sindssygt – især om natten. Ingen af de andre har fået nær så mange myggestik – her har jeg virkelig trukket det korteste strå. Myggene i Danmark plejer også at elske mit blod, men jeg har dog aldrig oplevet det så ekstremt som dette. Vi tager ellers alle vores forholdsregler: Sover med myggenet, sprøjter med myggespray og sørger (for det meste) for at have langt og dækkende tøj på om aftenen, hvor myggene kommer frem. Desværre slår det - for mit vedkommende i hvert fald - bare ikke til! En ting er at myggestikkene er grimme og irriterende pga. kløen, en anden ting er, at nogle af myggene er malariamygge. Vi tager selvfølgelig malariapiller, der beskytter os mod sygdommen, men de er ikke 100 % sikre. Det gør det bare endnu mere træls med alle de myggestik! Dog er malaria ikke så alvorligt for os hvide, da vi har råd til kuren. Hvis vi får malaria, tager vi kuren, har det virkelig dårligt i en uges, og så er vi raske igen. Så helt galt kan det ikke gå. Det er dog bare irriterende at få så mange myggestik, når man passer så godt på! Men det hører åbenbart med til dagligdagen i Afrika, så jeg tager det med løftet pande!

Swahili

Dagene flyver af sted her i Sumbawanga. Vi hygger os rigtig meget sammen, og da ingen af os (bortset fra Amanda og Therese) er begyndt med vores arbejde endnu, har vi masser af tid. Dagene går med at gå på marked, lave mad, modtage swahili-undervisning, lege med børn og spille kortspil.

Vi får to timers swahili-undervisning om dagen. Det er som sagt den pensionerede skolelærer Angelo der lærer os sproget. Angelo er omkring 70 år gammel og er en rigtig rar mand. Han har været lærer i det offentlige hele sit liv og får derfor udbetalt pension. Hans pension er på 50.000 tanzanianske schilling pr. måned, som bliver udbetalt et halvt år af gangen. 50.000 tsh er cirka 150 danske kroner. Tænk hvis en dansk folkepensionist skulle leve for 150 kr. om måneden og oven i købet kun fik udbetalt pengene hvert halve år – det er jo helt utænkeligt! Angelos kone arbejder på marker, hvor hun høster afgrøder. Angelo fortæller, at de akkurat kan klare det økonomisk ved hans folkepension og ved at hun tager hvede, bønner og lignende med hjem. Men Angelo virker slet ikke fattig. Han er velklædt, velsoigneret og ikke mindst veluddannet. At Angelo og hans familie har så få penge, viser virkelig, at selv dem der virker velstillede i Afrika, er fattige i forhold til danske forhold og kæmper for at få mad på bordet.  

Alle volontoererne, Mama Simone, Mama Pendo (husholderskene i Sumbawanga) og Angelo

Man kan virkelig mærke på Angelo, at han løsner mere og mere op i vores selskab. Efterhånden pjatter vi meget sammen i timerne og griner af alt fra navler til numser på swahili. Angelo hørte at min familie kom til Tanzania og forslog straks, at de og jeg skulle komme til middag hos hans familie. Desværre skal min familie og jeg kun opholde os ved kysten, når de er i Tanzania, så det bliver ikke til et besøg hos Angelo i denne omgang! Vi har købt en gave til Angelo, som han skal have efter vores sidste undervisningstime. Gaven indeholder et billede af ham og os (ovenstående billede), en stor pakke printerpapir og en ny kuglepen. Især papiret er tiltrængt, da det papir, som Angelo bruger i undervisningen, er meget krøllet og gammelt.

 Grammatikskema for swahili. Super enkelt - ikke?

Selve swahiliundervisningen går langsomt fremad. Før vi tog af sted, var jeg blevet bildt ind, at swahili skulle være et nemt sprog at lære. Det synes jeg måske, er for meget sagt – alt for meget sagt! Der er mange forskellige ordklasser, som alle har specifikke grammatiske regler. Og disse ordklasser indeholder endvidere en masse undtagelser – super nemt! Angelo har uddelt os ovenstående skema, som vi ”bare” skal lære udenad – og så kan vi swahili! Jeg må dog indrømme, at grammatikskemaet giver mere og mere mening, for hver dag der går – så lidt går det da fremad. I timerne føles det også som om man er meget godt med og forstår sproget, men så snart man er ude i byen – og ikke har Angelo og en lille notesbog med gloser at støtte sig til med - så er det rigtig svært! Det bliver dog lettere og lettere at kommunikere med lokalbefolkningen for hver dag der går, og når vi først kommer til Kipili, hvor ingen kan engelsk, skal vi nok få noget øvelse og blive bedre til swahili.

Sumbawanga!

Vi har nu været et par dage i Sumbawanga, og indtrykket, som vi har af byen, er bare så positivt! Folk her er utrolig gæstfrie, venlige og åbne. Der er mange fattige folk i Sumbawanga, men de opfører sig på en hel anden måde end dem i Mbeya gjorde. I Sumbawanga har de en glæde på trods af deres fattigdom – i Mbeya var der bare ren elendighed. Vi bliver mødt med smil og nysgerrig alle steder, som vi kommer, og alle vil gerne snakke med os. Folk hilser på hinanden og på os i gaderne og spørger indtil hinanden. Det er en dejlig ting, og i min mening noget vi virkelig kunne lære af i Danmark, hvor man går i gaderne og stirrer stift ned i jorden.

Pige med koldbrand i fingeren på et hospital i Sumbawanga

I Sumbawanga har vi også allerede oplevet begrebet ”African time” på egen krop. Vi skulle forbi immigrationskontoret i Sumbawanga for at vise vores opholdstilladelse og få et stempel i vores pas. Det eneste de skulle gøre, var bogstaveligt talt at kigge på opholdstilladelserne og give os hver et stempel i vores pas. Det tog over to timer. Mens vi sad og ventede i immigrationskontoret, gik Knud med manden, der havde vores pas. Vi kunne så sidde i kontoret og observere hvordan 5 ansatte kunne lave absolut ingenting i to timer. Da Knud kom tilbage, fortalte han, at det havde taget så lang tid, fordi immigrationsmanden ikke kunne finde sine briller – og så kunne han selvfølgelig ikke stemple! Vores ventetid var dog intet i forhold til Therese og Amandas, der ventede i tre dage på et stempel.

Sød dreng på markedet i Sumbawanga

Der er ikke mange hvide mennesker i Sumbawanga, så det bliver bemærket, at vi er her. Især børnene spærrer øjnene op, når vi går forbi dem og råber ”Mzungu, mzungu”, der er swahili for hvid mand. Børnene her er meget elskværdige. Udover at råbe mzungu råber de også ”take a picture!”, hver eneste gang vi kommer forbi med vores kameraer. De synes, det er hylemorsomt at få taget billeder – og især at se dem bagefter. På den 2-minutters gåtur der er fra Knuds hus til vores hotel, er der rigtig mange børn. Det er de samme hver dag, og selvom vi har taget billeder af dem før, bliver det ved med at være sjovt. Nogle gange oplever vi, at de sidder og venter på os, når vi går fra Knuds hus. Det bliver åbenbart aldrig kedeligt at få taget billeder! Det har resulteret i en masse gode billeder af smukke, tanzanianske børn. Alle de søde børn får os til at glæde os endnu mere til at komme til Kipili og møde alle børnene i Cheke Chea.

Meget tillidsfuld pige på markedet i Sumbawanga

Udover at lege med og tage billeder af børn er vi også påbegyndt vores swahili-undervisning. Vi får undervisning to timer dagligt af en pensioneret skolelærer, der hedder Angelo. Timerne er meget lærerige, men meget hektiske og stressende, og man er helt mat i hovedet bagefter. Der er så meget der skal læres og jeg undrer mig over hvordan man i sin tid lærte engelsk og tysk (ikke at jeg nogensinde blev så god til sidstnævnte).

Så alt er vel i Sumbawanga – den dejlige by!

Bus, bus og atter bus

Lørdag d. 13. August om morgenen (meget tidligt om morgenen!) forlod vi vores hostel i Dar for at finde busstationen. Det var et rent gedemarked! Mennesker og busser farede ind imellem hinanden, og der var slet ikke noget system i, hvordan busserne holdt. Heldigvis havde vi vores dejlige taxachauffør Michael, der sørgede for, at vi kom med den rette bus.

Bussen vi skulle med gik til Mbeya. Det var en tur på fjorten timer. Bussen, som vi kørte i, var i god stand (god stand i tanzaniansk standard vel og mærke!). Busturen var… ja, ret lang. Der var kun 2 pauser, hvor vi fik lov at komme ud, og de varede bogstavelig talt kun et sted mellem 2-4 minutter hver. Der var desuden et par pauser, hvor bussen holdt stille, og sælgere med vand, mad og slik kom hen til bussens vinduer for at sælge os ting. Vi dumme danskere fattede selvfølgelig bare ikke, at vi ikke fik lov til at komme ud, så vi sad tålmodigt og ventede på, at bussens døre åbnede. Det skete så bare ikke, så vi fik ikke købt noget. Der var dog også positive aspekter ved busturen. Vi kørte bl.a. igennem en nationalpark, hvor vi så antiloper, giraffer, zebraer, bøfler, en masse bavianer og en enkelt elefant. Jeg synes, at det er ret sejt, at vi så mange vilde dyr kun 24 timer efter vi var ankommet til Afrika! Vi ankom til Mbeya ved en otte-tiden om aftenen, og fik en god nats søvn på et hotel, inden turen næste morgen gik videre til Sumbawanga.

Sælgere på en busstation på strækningen mellem Dar es Salaam og Mbeya

Mbeya var ikke en rar by. Vi oplevede den godt nok kun i de sene nattetimer og tidlige morgentimer, men indtrykket var ikke positivt. Folk var meget fattige – hvilket de jo er de fleste steder i Tanzania –, men desuden meget desperate efter penge. De var meget anmassende, og det blev næsten helt ubehageligt. Derudover var mange på busstationen i Mbeya tydeligt påvirket af et eller andet form for rusmiddel. Børn helt ned til 10-12 års alderen virkede høje, og det var meget uhyggeligt at overvære.

Busturen fra Mbeya til Sumbawanga varede næsten otte timer. Seks af disse foregik på jordvej. Jeg kom måske til at klage mig lidt på busturen fra Dar til Mbeya, men det tog jeg da godt nok i mig igen, da jeg oplevede ruten fra Mbeya til Sumbawanga. Bussen hoppede uafbrudt og larmede helt vildt. Vi var alle meget trætte, efter mange hårde dage, men det var umuligt at få lukket et øje i den bumlen.

Langt om længe nåede vi til Sumbawanga, hvor Knud E. Knudsen, missionæren vi skal bo hos i Kipili, tog imod os.  Vi blev indlogeret på et fint hotel lige ved siden af Knuds hus i Sumbawanga. Her mødte vi Therese og Amanda, der er i Tanzania i praktik i forbindelse med deres uddannelse på Diakonhøjskolen (hvor vi var på volontørkursus). Det er hos dem, at Karen Louise skal bo.

Beskidt bagage efter en meget lang tur på en støvet jordvej fra Mbeya til Sumbawanga

Vi skal være i Sumbawanga i halvanden uges tid – vi tager til Kipili onsdag d. 24. august.

Myg og kat imellem

Torsdag d. 11. august gik turen endelig fra Kastrup til Tanzania – med en kort mellemlanding i Heathrow i London. Flyveturen var ganske behagelig, og da vi fløj om aftenen og natten på turen fra London til Dar es Salaam, havde vi mulighed for at sove en masse. Jeg sad ved siden af en mand, der kom fra Zanzibar i Tanzania, men som boede i London for at arbejde. Han havde ikke set sine forældre i Tanzania i 5 år – vildt!

Vi landede i Dar kl. 7 om morgenen lokaltid fredag d. 12. Her stod Just Lauridsen klar til at tage imod hos. Han er en missionær der sammen med sin kone og to døtre bor i Kigoma. Det er hos ham, at Mette og Merethe skal være volontører. Derfor skiltes vi allerede i lufthavnen med dem, da de ville begynde køreturen hjem allerede samme dag.

Vi andre havde en dag i Dar, og vi var alle enige om, at den ikke skulle gå med at sove ud. Derfor tog vi først til et hostel og læssede vores bagage af, og derefter drog vi på eventyr i storbyen. Vi havde fået anbefalet en rigtig god taxachauffør, Michael, af BDM, så ham kørte vi rundt med, og han blev hurtigt vores guide til byen. Det stod dog hurtigt klart, at Dar ikke har særlig meget at byde på. Byen er stor, varm og tæt befolket, og der er ligesom ikke noget, man bare skal se i den. Vi havde dog en hyggelig dag, og vi nød alle endelig at befinde os i Tanzania.

Arne, Rebekka, Karen Louise og Theresa i Dar

Theresa og jeg skulle sove på værelse sammen på vores hostel i Dar. Der gik dog lidt tid, fra vi lagde os i sengen, til vi fik fred til at sove. Først opdagede jeg, at der var en myg under mit myggenet, der hænger over sengen. I skræk for at få malaria oversprayer jeg derfor min seng og resten af værelset med myggespray. Dette udløser en form for allergisk reaktion hos mig. Jeg begynder at nyse som aldrig før, mine øjne løber i vand og min hals snører sig sammen. Efter lidt udluftning blev luften i værelset dog bedre, og vi var endelig klar til at sove – troede vi!

For med det samme vi ligger rolige i vores senge, kan vi høre en høj miav’en fra gården foran vores vindue. Det var en virkelig larmende og meget monoton lyd, og der var ikke mere end et sekund pause mellem miav’erne. Theresa og jeg blev hurtigt enige om, at der mindst måtte være tale om en lille tiger, der stod derude, da en almindelig kat umuligt kunne lave så meget larm. Drevet af lysten til at sove – og til at se en ægte tiger – gik Theresa udenfor, for at tjekke hvad der er skyld i vores manglende nattesøvn. Hun opdagede, at der var tale om en lille kattekilling. Efter få sekunder stod vi begge to og beundrede det lille væsen. Killingen var placeret i en papkasse, kunne ikke komme op og var helt efterladt. Theresa og jeg hentede husbestyrerinden på vores hostel, og viste hende killingen. Hun forstod at vi ikke kunne sove, men forstod ikke, at vi også var bekymrede for killingen, så hun nøjedes med at flytte papkassen væk fra vores vindue. I mellemtiden var der dog kommet en masse af husets andre beboere frem for at kigge på killingen. Jeg prøvede desperat at få nogen af beboerne til at acceptere killingen som kæledyr – til sidst var jeg så langt ude, at jeg prøvede at sælge idéen til den masai, der stod vagt foran vores hostel. Ingen greb dog idéen, så til sidst blev vi nødt til at gå i seng. Først blev vi dog lige nødt til at læse lidt godnatlæsning i form af Turen går til Kenya og Tanzanias afsnit om masaiar, da vi i mellemtiden var blevet meget nysgerrige på masaier. Til sidst faldt vi dog i søvn.

Næste morgen til morgenmad løb killingen rundt og legede på køkkengulvet. Theresa og jeg blev begejstrede og troede naivt, at husbestyrerinden var blødet op og taget den som kæledyr. Hun forklarede dog hurtigt, at det ikke var hende, der havde taget katten ind, og at den slet ikke kunne bo der, da der var allergikere i huset. Det var selvfølgelig ikke hvad, vi havde håbet på, men den dag i dag bevarer jeg stadig troen på, at killingen har fået lov at blive boende!

Så alt i alt var det en ret hektisk første aften i Tanzania!

Følg mig på bloglovin!

Et par af jer har bedt mig om at oprette min blog på bloglovin, så I også kan følge med der. Det er hermed gjort! Hvis I bruger bloglovin, kan I finde min blog på dette link: "http://www.bloglovin.com/blog/2790605/amalie-i-tanzania?claim=aarr5kf5wps">Follow

Velkommen til min blog!

Kære læser.

Varmt velkommen til min nye blog! I skrivende stund befinder jeg mig på Diakonhøjskolen i Århus, hvor jeg er på volontørkursus forud for mit ophold i Tanzania. Kurset har indtil videre været en stor succes: Vi har lært alt om volontøropgaven, kulturmøder, sundhed og sikkerhed. Derudover har vi selvfølgelig fået en masse informationer om lige netop vores nye hjem og vores arbejdsopgaver. Vigtigst af alt har vi mødt de mennesker vi skal tilbringe de næste 5 måneder med - noget, der virkelig kun har fået mig til at glæde mig endnu mere til turen, da alle er rigtig søde!

Måske skal jeg først som sidst lige præsentere mig selv og turen: Jeg er en 19-årig pige der netop er blevet student fra Svendborg Gymnasium. Det har været tre gode år med masser af gode venner, lange skoledage, gymnasiefester og skriftlige afleveringer. I løbet af disse tre har jeg ved siden af gymnasiet spillet basketball og derudover været meget aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor jeg nu er formand for distríkt Fyn. Som mange andre unge der lige har afsluttet en ungdomsuddannelse, har jeg et behov for at komme ud og se verden. Derfor rejser jeg på torsdag d. 11. august til Tanzania, hvor jeg skal være de næste 5 måneder. Jeg er udsendt som volontør af Brødremenigheden Danske Mission (BDM). Det vil sige at jeg skal arbejde som frivillig i Tanzania. Jeg skal arbejde som pædagog på et førskoleprojekt, Cheke Chea, hvor 4-6-årige tanzaniaerne tilbringer deres formiddage. Jeg skal bo i Vesttanzania helt inde ved Tanganyikasøen, der adskiller Tanzania fra bl.a. DR Congo. Landsbyen jeg skal bo i hedder Kipili og er meeeeget lille!

 

Kort over Tanzania. Vi lander i Dar Es Salaam, skal derefter være i

Sumbawanga i en uge, for til sidst (endelig) at nå Kipili.

Vi er i alt 6 unge mennesker der skal være volontører i Kipili. Derned skal vi dog også følges med en pige der skal være volontør i den nærtliggende storby Sumbawanga, som vi også kommer til at besøge regelmæssigt. Det er også i denne by vi skal tilbringe vores første uge i Tanzania, da det er der, at der bliver afholdt sprogkurus i swahili (ja - det skal vi også lære!). I Kipili skal vi bo lige ved siden af BDM's missionær Knud Elmo Knudsen, der kommer til at vejlede os i hverdagen.

Behøver jeg sige hvor meget jeg glæder mig - nu er der kun 6 dage til!

Os volontører. Øverst fra venstre: Thomas, Theresa, mig og Arne.

Nederst fra venstre: Anna Elisabeth, Karen-Louise (Sumbawanga) og Rebekka.