Myg og kat imellem

Torsdag d. 11. august gik turen endelig fra Kastrup til Tanzania – med en kort mellemlanding i Heathrow i London. Flyveturen var ganske behagelig, og da vi fløj om aftenen og natten på turen fra London til Dar es Salaam, havde vi mulighed for at sove en masse. Jeg sad ved siden af en mand, der kom fra Zanzibar i Tanzania, men som boede i London for at arbejde. Han havde ikke set sine forældre i Tanzania i 5 år – vildt!

Vi landede i Dar kl. 7 om morgenen lokaltid fredag d. 12. Her stod Just Lauridsen klar til at tage imod hos. Han er en missionær der sammen med sin kone og to døtre bor i Kigoma. Det er hos ham, at Mette og Merethe skal være volontører. Derfor skiltes vi allerede i lufthavnen med dem, da de ville begynde køreturen hjem allerede samme dag.

Vi andre havde en dag i Dar, og vi var alle enige om, at den ikke skulle gå med at sove ud. Derfor tog vi først til et hostel og læssede vores bagage af, og derefter drog vi på eventyr i storbyen. Vi havde fået anbefalet en rigtig god taxachauffør, Michael, af BDM, så ham kørte vi rundt med, og han blev hurtigt vores guide til byen. Det stod dog hurtigt klart, at Dar ikke har særlig meget at byde på. Byen er stor, varm og tæt befolket, og der er ligesom ikke noget, man bare skal se i den. Vi havde dog en hyggelig dag, og vi nød alle endelig at befinde os i Tanzania.

Arne, Rebekka, Karen Louise og Theresa i Dar

Theresa og jeg skulle sove på værelse sammen på vores hostel i Dar. Der gik dog lidt tid, fra vi lagde os i sengen, til vi fik fred til at sove. Først opdagede jeg, at der var en myg under mit myggenet, der hænger over sengen. I skræk for at få malaria oversprayer jeg derfor min seng og resten af værelset med myggespray. Dette udløser en form for allergisk reaktion hos mig. Jeg begynder at nyse som aldrig før, mine øjne løber i vand og min hals snører sig sammen. Efter lidt udluftning blev luften i værelset dog bedre, og vi var endelig klar til at sove – troede vi!

For med det samme vi ligger rolige i vores senge, kan vi høre en høj miav’en fra gården foran vores vindue. Det var en virkelig larmende og meget monoton lyd, og der var ikke mere end et sekund pause mellem miav’erne. Theresa og jeg blev hurtigt enige om, at der mindst måtte være tale om en lille tiger, der stod derude, da en almindelig kat umuligt kunne lave så meget larm. Drevet af lysten til at sove – og til at se en ægte tiger – gik Theresa udenfor, for at tjekke hvad der er skyld i vores manglende nattesøvn. Hun opdagede, at der var tale om en lille kattekilling. Efter få sekunder stod vi begge to og beundrede det lille væsen. Killingen var placeret i en papkasse, kunne ikke komme op og var helt efterladt. Theresa og jeg hentede husbestyrerinden på vores hostel, og viste hende killingen. Hun forstod at vi ikke kunne sove, men forstod ikke, at vi også var bekymrede for killingen, så hun nøjedes med at flytte papkassen væk fra vores vindue. I mellemtiden var der dog kommet en masse af husets andre beboere frem for at kigge på killingen. Jeg prøvede desperat at få nogen af beboerne til at acceptere killingen som kæledyr – til sidst var jeg så langt ude, at jeg prøvede at sælge idéen til den masai, der stod vagt foran vores hostel. Ingen greb dog idéen, så til sidst blev vi nødt til at gå i seng. Først blev vi dog lige nødt til at læse lidt godnatlæsning i form af Turen går til Kenya og Tanzanias afsnit om masaiar, da vi i mellemtiden var blevet meget nysgerrige på masaier. Til sidst faldt vi dog i søvn.

Næste morgen til morgenmad løb killingen rundt og legede på køkkengulvet. Theresa og jeg blev begejstrede og troede naivt, at husbestyrerinden var blødet op og taget den som kæledyr. Hun forklarede dog hurtigt, at det ikke var hende, der havde taget katten ind, og at den slet ikke kunne bo der, da der var allergikere i huset. Det var selvfølgelig ikke hvad, vi havde håbet på, men den dag i dag bevarer jeg stadig troen på, at killingen har fået lov at blive boende!

Så alt i alt var det en ret hektisk første aften i Tanzania!