Soendag i Sumbawanga

I går havde vi vores første hele søndag i Sumbawanga. Søndag er den eneste dag tanzanianerne har fri, og det er derfor også første dag, vi har haft fri fra vores sprogundervisning. Søndagen startede for vores vedkommende dog ikke særligt fridags-agtigt; vi stod tidligt op, for vi skulle i kirke. Vi blev hentet af en dansk missionær, Peter, der sammen med sin kone bor i Sumbawanga udsendt af Luthersk Mission. Han hentede os klokken otte, da gudstjenesten allerede startede halv ni. Udover os hentede han også den danske fyr Martin, der sælger bibler i Tanzania, og en pige fra Holland, der er i praktik på sygehuset i Sumbawanga under sit sidste semester på medicinstudiet. Hendes navn vil jeg ikke give mig i kast med at prøve at stave, men de var begge to meget søde, og de var med os hele dagen.

Gudstjenesten varede en time, hvilket er virkelig kort tid for en afrikansk gudstjeneste. Det hele foregik på swahili, så for os var det meste ren volapyk. Det var meget specielt at sidde med en salmebog og synge med, uden at ane hvad man synger. Det lød dog virkelig godt, da tanzanianerne impulsivt startede en kanon. Undervejs i gudstjenesten skulle vi præsenteres. Peter forklarede menigheden hvem vi var, og så klappede alle af os, for at byde os velkommen til Tanzania og til menigheden.

Kvindebjerget

Efter gudstjenesten gik vi hjem til Peter og fik frokost. Hans kone havde lavet lækker mad til os, med både ris, gryderet MED kød og kartofler – ren luksus! Da vi havde spist skiftede vi fra vores kirketøj til noget mere praktisk. Derefter kørte vi i Peters landrover hen til et nærtliggende bjerg. Der er to bjerge lige ved siden af hinanden i Sumbawanga. Det ene hedder mandebjerget og det andet kvindebjerget. Bjergene blev i gamle dage brugt til at ofre dyr og lignende til guderne, for så til gengæld at bede guderne om barmhjertighed i forhold til f.eks. en sygdom eller udsigten til en dårlig høst. Mændene tog til mandebjerget og ofrede, og kvinderne tog til kvindebjerget. Vi kørte til kvindebjerget (det mindste af de to) og besteg dette. Bjerget ligger 2400 meter over havoverfladen (her ville jeg så helst undgå at nævne at hele Sumbawanga ligger 1700 meter over havoverfladen – men som den ærlige sjæl jeg er, gør jeg det alligevel!). Nedefra så bjerget ikke ud af noget specielt, og jeg – som ellers havde været lidt betænkelig ved hele bjergbestigningssituationen – tænkte, at det ville jeg da lige klare i et snuptag! Men nej, hvor var det alligevel hårdt at komme til tops! Solen bagte ned over os (det var lige i middagstimerne) og terrænet var svært at gå i.  Heldigvis blev vi undervejs nødt til at sætte farten ned, da en flok køer spærrede for stien.

 Vi klarer opstigningen i flok - mennesker som koeer

Da vi endelig nåede toppen (jeg nogle minutter efter alle andre) var det det hele værd! Udsigten var fantastisk – man kunne se udover hele Sumbawanga. Derudover var der mange specielle planter deroppe – nogle, som man kun kan få at se der, da de ikke kan vokse andre steder. På vejen ned stoppede vi ved en grotte, hvor ofringerne foregik. Det var tydeligt at se, at stedet stadig var i brug. Der var f.eks. tegnet en tegning (hulemaleri) på væggen med en mand, kvinde, nogle værktøjer og en okse. Denne tegning havde Peter aldrig set før – og han kommer jævnligt på bjerget – så det bevidner, at stedet stadig bruges af nogen.

Nedstigningen var til at starte med meget besværlig! Vi gik i nogle strå, der lå ned, og de var meget glatte. Jeg tror, at jeg nåede at falde fem gange på vej ned, og jeg var da også et par skrammer rigere – og lidt blod fattigere – da vi endelig kom ned. Men det gjorde ikke rigtig noget, for det bevidner bare hvor en sej og rå bjergbestiger jeg er!

Da vi var kommet ned, kørte vi til foden af mandebjerget og så mandegrotten. Den var meget stor. En masse børn fulgte os, fra da vi parkerede bilen til vi nåede grotten. De virkede meget betagede, men også ret skræmte over os. De havde tydeligvis ikke set mange hvide menneske før. Jeg sad og snakkede (så meget som det nu er muligt at snakke med mit begrænsede swahili) med nogle af dem, og de var åbenlyst meget nysgerrige. De synes, at mit hår var rigtig fint og bad mig hele tiden om at slå det ud. De var dog ikke helt trygge ved situationen, for hvis jeg lavede en pludselig bevægelse, hoppede de alle sammen flere meter baglæns – det var meget skægt at overvære! 

 Anna-Elisabeth og jeg i mandegrotten

Da vi kom tilbage til bilen, opdagede vi, at det højre baghjul var punkteret. Drengene gik straks i gang med at skifte dækket. Jeg så nysgerrigt til, for det var endnu en ting jeg aldrig havde set før! Da dækket var skiftet, kørte vi tilbage til Peter, hvor vi lavede snobrød over et bål. Derefter sang vi sange, akkompagneret af Anna-Elisabeth på klaver og Theresa på guitar. Peter havde en sangbog kaldet ”Danske Sange”, som vi på skift efter alder fik lov at vælge en sang i. Vi startede med de yngste, og som en af de yngste i forsamlingen skyndte jeg mig at vælge ”Danmark for Folket”. De andre kendte ikke rigtig sangen, men jeg hyggede mig meget ved at observere deres forsøg på at synge den socialdemokratiske slagsang! 

I morgen drager vi til Kipili – noget som vi alle sammen har set meget frem til. Allerede dagen efter ankomst starter vi på vores forskellige jobs, hvilket for mit vedkommende betyder søde børn i Cheke Chea - jubi!