Sumbawanga!

Vi har nu været et par dage i Sumbawanga, og indtrykket, som vi har af byen, er bare så positivt! Folk her er utrolig gæstfrie, venlige og åbne. Der er mange fattige folk i Sumbawanga, men de opfører sig på en hel anden måde end dem i Mbeya gjorde. I Sumbawanga har de en glæde på trods af deres fattigdom – i Mbeya var der bare ren elendighed. Vi bliver mødt med smil og nysgerrig alle steder, som vi kommer, og alle vil gerne snakke med os. Folk hilser på hinanden og på os i gaderne og spørger indtil hinanden. Det er en dejlig ting, og i min mening noget vi virkelig kunne lære af i Danmark, hvor man går i gaderne og stirrer stift ned i jorden.

Pige med koldbrand i fingeren på et hospital i Sumbawanga

I Sumbawanga har vi også allerede oplevet begrebet ”African time” på egen krop. Vi skulle forbi immigrationskontoret i Sumbawanga for at vise vores opholdstilladelse og få et stempel i vores pas. Det eneste de skulle gøre, var bogstaveligt talt at kigge på opholdstilladelserne og give os hver et stempel i vores pas. Det tog over to timer. Mens vi sad og ventede i immigrationskontoret, gik Knud med manden, der havde vores pas. Vi kunne så sidde i kontoret og observere hvordan 5 ansatte kunne lave absolut ingenting i to timer. Da Knud kom tilbage, fortalte han, at det havde taget så lang tid, fordi immigrationsmanden ikke kunne finde sine briller – og så kunne han selvfølgelig ikke stemple! Vores ventetid var dog intet i forhold til Therese og Amandas, der ventede i tre dage på et stempel.

Sød dreng på markedet i Sumbawanga

Der er ikke mange hvide mennesker i Sumbawanga, så det bliver bemærket, at vi er her. Især børnene spærrer øjnene op, når vi går forbi dem og råber ”Mzungu, mzungu”, der er swahili for hvid mand. Børnene her er meget elskværdige. Udover at råbe mzungu råber de også ”take a picture!”, hver eneste gang vi kommer forbi med vores kameraer. De synes, det er hylemorsomt at få taget billeder – og især at se dem bagefter. På den 2-minutters gåtur der er fra Knuds hus til vores hotel, er der rigtig mange børn. Det er de samme hver dag, og selvom vi har taget billeder af dem før, bliver det ved med at være sjovt. Nogle gange oplever vi, at de sidder og venter på os, når vi går fra Knuds hus. Det bliver åbenbart aldrig kedeligt at få taget billeder! Det har resulteret i en masse gode billeder af smukke, tanzanianske børn. Alle de søde børn får os til at glæde os endnu mere til at komme til Kipili og møde alle børnene i Cheke Chea.

Meget tillidsfuld pige på markedet i Sumbawanga

Udover at lege med og tage billeder af børn er vi også påbegyndt vores swahili-undervisning. Vi får undervisning to timer dagligt af en pensioneret skolelærer, der hedder Angelo. Timerne er meget lærerige, men meget hektiske og stressende, og man er helt mat i hovedet bagefter. Der er så meget der skal læres og jeg undrer mig over hvordan man i sin tid lærte engelsk og tysk (ikke at jeg nogensinde blev så god til sidstnævnte).

Så alt er vel i Sumbawanga – den dejlige by!