fredag den 11. november 2011

Gadedrengene i Sumbawanga

Da vi var i Sumbawanga i forbindelse med åbningen af børnehjemmet, kom vi mange aftener lidt sent af sted ud og spise. Vi fik altså opholdt os en del ude i byen efter mørkets frembrud – noget, som vi ikke plejer at gøre. Dette resulterede i mange – lidt triste – møder med gadebørnene.
I Sumbawanga er der mange gadebørn – eller rettere sagt gadedrenge. Forældreløse piger i Tanzania ender stort set aldrig som gadebørn, de bliver taget som husslaver i stedet (et job, der får Askepots til at fremstå som den rene direktør-stilling). Vi har set meget til gadedrengene om dagen, da de tit opholder sig omkring Knuds hus. Når vi kommer ud af døren, griber de tillidsfuldt vores hænder og kalder os ”dada” (søster). Men når vi har mødt gadedrengene om dagen, har vi – eller i hvert fald jeg – ikke rigtig tænkt på dem som gadebørn. Alle børn i Sumbawanga, såvel som Kipili, passer sig selv på gaderne uden forældre i løbet af dagen, og derfor har det ikke rigtigt været til at se forskel på gadebørnene og de ”almindelige” børn.
Men denne gang i Sumbawanga mødte vi også børnene om aftenen, og det var en ret trist oplevelse. Gadedrengene kom hen til en, sagde ”Ninaumwa” (jeg er syg) og pegede på deres mave. Det betød selvfølgelig at de var sultne og ofte resulterede denne replik i, at vi købte noget mad til dem. Jeg overvejede slet ikke at sige nej. Det er jo fuldstændigt ubærligt at små drenge helt ned til 8-10 års alderen skal opleve sult på den måde, og hvilket menneske er jeg, hvis jeg nægter at give det, der svarer til et par danske kroner for at mætte et lille barn – om end bare for en aften? Desværre er der altid 10 gadebørn, der står og venter, når du lige har købt mad til en. Ofte forsøgte vi os med at købe noget brød til børnene, så de alle kunne få – i hvert fald alle dem, der lige var heldige nok til at være i nærheden af os denne aften. Det var hårdt at være vidne til børnenes sult - endnu mere hårdt blev det, når man kom til at tænke på, at børnene også sover udenfor, hver evig eneste nat, med alle de usikkerheder og farer som det indebærer. Man ved jo godt at fattigdom af denne kaliber findes rundt omkring i verden, men at stå face-to-face med den i skikkelse af et lille barn, det er næsten ubærligt. Efter dette besøg i Sumbawanga priste jeg mig lykkelig for, at jeg bor i Kipili. Her er der selvfølgelig også fattigdom – også i en grad, som vi slet ikke kan forestille os i Danmark -, men her er også den tryghed, som et lille landsbysamfund ofte fører med sig. Den er ikke at finde i Sumbawanga.
En aften sad vi og spiste udenfor en lille restaurant. Jeg havde lige købt chips mayai (pomfritter og æg blandet sammen) til en gadedreng og sikret mig, at restauranten gav ham, hvad jeg havde betalt for. Vi mærkede, at der pludselig opstod lidt kaos i restauranten, og med ét stak to mænd på restauranten efter en lille gadedreng, der spænede væk fra stedet. Vi nåede ikke at se, hvad der foregik, men fandt fra de andre gæster ud af, at drengen åbenbart havde stjålet en vandflaske. Vi spejdede i den retning, hvor gadedrengen og mændene løb, og håbede meget, at drengen nåede at slippe væk. I samme øjeblik kørte en lastbil forbi og oplyste vejen, hvor vi kunne se, at en af mændene brutalt kom slæbende med drengen, samtidig med at han sparkede og slog ham. Theresa og jeg rejste os op på samme tid og løb manden og drengen i møde. Theresa flåede drengen ud af grebet på manden, mens jeg prøvede at forklare ham, at vi ønskede at betale for drengens vand. Manden var ekstremt aggressiv og vred, men til sidst tog han imod mine penge, inden han selv satte i løb. I det samme kom ejeren af restauranten ud og råbte, at vi skulle stoppe manden – han arbejdede åbenbart ikke på stedet, han havde bare udnyttet situationen på det groveste.
Tilbage stod vi med en grådkvalt og rystet dreng, og jeg selv var ikke i en meget bedre sindsstemning på det tidspunkt. En af kokkene på restauranten kunne åbenbart se, at jeg var meget oprevet og spurgte, om der var noget i vejen. Jeg havde lyst til at råbe: ”Gu’ fanden er der noget i vejen! Man slår ikke på børn!” – men jeg begrænsede mig til det sidste. I Tanzania er det normalt at man slår på børn – både i hjemmet og på skoler. I Kipili har vi bare (heldigvis!) været meget skånet for dette syn, da Knud og BDM, der i sidste ende står for Cheke Chea, har forbudt pædagogerne at bruge fysisk afstraffelse i førskolen (ikke at jeg tror, at vores to søde pædagoger ville gøre det, hvis de fik lov). Men Karen Louise i Sumbawanga oplever tit, at børnene på den secondary school, hvor hun arbejder, bliver slået af lærerne. Jeg er så glad for, at det ikke er mig – jeg kunne ikke arbejde sådan et sted!  Tilbage i Sumbawanga begyndte vi at gå hjem ad med den forslåede gadedreng, mens vi spejdede efter et sted at købe lidt brød til ham. Undervejs kom flere gadebørn til og tog os i hånden. Mens vi gik der, aede jeg gadedrengenes hænder og prøvede desperat at give lidt omsorg og tryghed videre til dem. Men med den usikre og farefulde dagligdag de lever, kommer det nok til at tage lidt mere end en gåtur på 10 minutter for at gøre deres liv bedre – men på den anden side bliver man jo nødt til at starte et eller andet sted.  

Børnehjemsåbning

Lørdag d. 22. oktober var alle vi volontører inviteret til åbningen af et nyt børnehjem i Sumbawanga. Børnehjemmet er opført med hjælp fra BDM og Knud, mens selve pengene til projektet kommer fra den danske forretningsdrivende Peter Knudsen og hans firma altan.dk. Derfor har børnehjemmet fået navnet Peters House. Vi glædede os alle meget til at se det færdige resultat af byggeprojektet og til at møde Peter Knudsen og hans familie, der var i Tanzania i forbindelse med åbningen.
Vi var absolut ikke de eneste, der var spændte på dagen – da vi mødte op på børnehjemmet lørdag formiddag, emmede hele stedet af forventning. Børnene var iklædt deres fineste tøj og deres største smil. De var da også på scenen mange gange i løbet af dagen med både korsang og skuespil.  De sang på swahili, engelsk og endda dansk – sidstnævnte akkompagneret af Therese og Amanda, der arbejder på børnehjemmet. Børnenes skuespil handlede om deres fælles historie: Hvordan de mistede deres forældre, blev husslaver eller tiggere og til sidst fandt vejen til Knud og et bedre liv på børnehjemmet. Det var et meget rørende skuespil, fordi børnene netop ikke spillede skuespil – de gengav bare deres egen livshistorie. De græd, og selvom det passede ind i skuespillet, var man ikke i tvivl om, at deres sorg var ægte. Det var meget rørende, og selvom der også var humoristiske momenter i skuespillet, – f.eks. da en af børnehjemmets store drenge i rollen som Knud, glemmer navnene på de implicerede i stykket (noget der er lidt typisk Knud) – blev jeg ret irriteret på dem, der grinede. For det var ikke for sjov!

 Boernene i deres nye t-shirt, Peter Knudsen (th) og hans familie.
Dagen bar også præg af en enorm formalitet, som ifølge Knud er knyttet til alle officielle begivenheder i Tanzania. I åbningen deltog en masse offentlige personer, og de skulle alle sammen præsenteres af mange andre og holde enormt lange taler. I talerne gentog de endvidere både sig selv og hinanden – dette stod på i et par timer! Når man ikke kan forstå så meget swahili (som vi volontører ikke kan endnu), er det jo egentlig klart, at det er kedeligt – men de folk, der kan forstå meget swahili, syntes også, at talerne var lidt langtrukne.
Peter Knudsen og Knud skaerer snoren over til aabningen af boernehjemmet.

Efter talerne fulgte en rigtig fin ceremoni, hvor Peter og hans familie fik overrakt gaver af børnene, som bestod af traditionelt afrikansk tøj. Det var tydeligt at se, at familien blev oprigtigt glade og rørte over denne symbolske gave. Derefter blev situationen vendt, og Peter og hans familie gav børnene t-shirts og kasketter. Så rykkede selskabet udenfor, hvor der – traditionen tro – var en snor, der skulle klippes over. Det var meningen, at det bare var Peter, der skulle klippe snoren over (eller i dette tilfælde skære snoren over, da vi ingen saks havde – typisk Afrika!), men han insisterede på, at han og Knud skulle gøre det sammen. Det var en rigtig fin gestus, for børnehjemmet kunne ikke have blevet til noget uden hjælp fra begge disse to mænd. Så snoren blev skåret over af både Peter og Knud, og bagefter blev skiltet, der angav børnehjemmets navn, offentliggjort. Derefter brød børnene ud i en spontan sang og dans, og der var i det hele taget en rigtig festlig stemning. Tilslut fik vi en masse mad, inden vi - efter en rigtig god (og rigtig lang!) – åbning gik hver til sit.

torsdag den 20. oktober 2011

Paa tur med mobilklinikken


Anna-Elisabeth tager tit på én dags vaccinationsturer med mobilklinikken, hvor hun arbejder. På disse turer vejer de, vaccinerer de og giver helbredstjek til små børn, samt undersøger gravide kvinder. Vi havde længe snakket om, at det kunne være rigtig fedt, hvis vi andre volontører på skift kunne komme med ud og opleve en af disse turer. Derfor spurgte Anna-Elisabeth i søndags sine chefer, om jeg måtte komme med på vaccinationstur dagen efter. Og det måtte jeg heldigvis gerne!

 Jeg og mangotraeet med vaegten hvor vi vejede boernene.

Turen gik til Katongolo, som er Kipilis naboby. Den ligger cirka 8 km. væk, og det er bl.a. her at bussen til og fra Sumbawanga går. Vi ankom til byen halv ni mandag morgen. Dagen skulle starte med, at nybagte mødre skulle have lidt undervisning i ernæring og hygiejne i forhold til deres børn. Den lokale sygeplejerske, som vi havde med, begyndte stille og roligt at undervise de kvinder, der var kommet – hvilket kun var tre styks. Jeg vidste jo ikke helt, om det var hvad, man kunne have forventet, men Anna-Elisabeth, som har prøvet det mange gange før, var meget skuffet over fremmødet. Det nåede hun dog ikke at være i særlig lang tid, for pludselig strømmede kvinder og deres små babyer til. Der var mindst 50 kvinder og tilhørende børn. Jeg havde før turen været lidt bange for, om jeg nu kom til at gå i vejen under arbejdet, men det var slet ikke tilfældet – jeg blev straks sat i arbejde, og jeg var meget effektiv! Sygeplejersken og Anna-Elisabeth satte sig ned ved et bord, hvor de skrev i journaler og undersøgte børn, mens jeg fik jobbet at veje alle børnene. Dette foregik i en vægt, der hang ned fra et mangotræ, hvor børnene iklædt seler på skift blev hængt op. Børnenes vægt varierede meget – ligesom deres alder – og jeg målte alt fra sølle 2,9 kg. til 14 kg. Det var rigtig sjovt at deltage i arbejdet og især at have nærkontakt med alle de små søde børn. 

 Anna-Elisabeth, den lokale sygeplejerske (tv. siddende) og en masse kvinder.

Da jeg var ved at være færdig med at veje alle børnene, kigger Anna-Elisabeth stolt på mig og fortæller, at hun netop har givet sin allerførste vaccination. Jeg nåede kun lige at blive begejstret på Anna-Elisabeths vegne, før sygeplejersken kaldte mig over, og gav mig en sprøjte i hånden – nu var det åbenbart min tur! Sygeplejersken arbejder egentlig ikke på mobilklinikken, men på den lokale sundhedsklinik i Kipili, så jeg tror, at hun har troet, at jeg måske også arbejdede på mobilklinikken, siden hun gav mig sprøjten. Det gør jeg jo så ikke, men jeg ville absolut ikke gå glip af muligheden! Jeg vaccinerede derfor en kvinde i overarmen. Jeg havde lidt ondt af hende – det var sværere end jeg troede, at få nålen igennem huden, så det tog lidt tid. Men hun tog det pænt og jeg fik vaccineret for allerførste (og formodentlig allersidste) gang i mit liv – det var lidt sejt!

 En soed baby som jeg vejede.

Efter vi havde undersøgt småbørnene og deres mødre, var det de gravide kvinders tur. De blev ikke undersøgt under mangotræet men i en hytte lige bagved. Her kom Anna-Elisabeth og jeg igen i aktion. Sygeplejersken viste os, hvordan vi skulle undersøge dem, og så satte hun sig ellers ned og noterede, hvad vi sagde, i kvindernes journaler. Så vejede vi kvinderne, mærkede på fosteret, tjekkede om det lå den rigtige vej, målte fosterets længde og lyttede efter barnets hjerteslag. Vi var nogle gange lidt klodsede i det. Vi kunne f.eks. et par gange ikke finde hjerteslaget, og måtte forklare sygeplejersken – der kun kunne tale swahili – at hun skulle lytte efter, for vi kunne finde ”Hamna” (intet). Det kunne i Danmark sikkert hurtigt have gjort gravide kvinder nervøse, men de havde alle stor tålmodighed med os, og heldigvis fandt vi også barnets hjerteslag ved dem alle til sidst.  

Alt i alt var det en super god, spændende og lærerig dag. Jeg fik leget og nusset med så mange søde børn, jeg fik vaccineret en kvinde (uden at have nogen som helst kompetencer for det!) og jeg fik undersøgt kvinder med store, runde maver. Hvad mere kan man ønske sig?

Nyt fra Cheke Chea


Siden vi begyndte vores anti-mobbe-projekt/vær-gode-venner-projekt i Cheke Chea, er det blevet en hel anden oplevelse at være deroppe. Der er selvfølgelig stadig børn, der slås og behandler hinanden dårligt, men slet ikke i samme omfang som tidligere. Man kan mærke, at børnene virkelig gør sig umage for at være gode ved hinanden, og det i sig selv er virkelig beundringsværdigt. 

Bonitha, Jackson og Glory - de foerste tre boern paa vennevaeggen. 
I dag rummer vaeggen billeder af 12 boern.

Belønningen ved hele projektet er, at man får sit billede op på venne-væggen. For at fastholde børnenes motivation besluttede vi os for, at der forholdsvis tit skulle hænges billeder op på venne-væggen. Første gang vi skulle hænge billeder op, var vi ret spændte på, hvordan børnene ville tage belønningen. Der var tre billeder der skulle hænges op. Billederne var af børnene Bonitha, Glory og Jackson. Det startede rigtig godt: Exhilda fortalte børnene, at disse billeder skulle op og hænge, fordi de tre børn havde gjort en masse gode ting og overholdt vores aftaler. Derefter hang vi billederne op, klappede af børnene, og man kunne se, at de var rigtig stolte. Derefter udviklede dagen sig rigtig negativt. Exhilda begyndte at udpege specifikke børn, som måske mildest talt ikke er dem, der står næst i køen til at komme op at hænge på venne-væggen, og spurgte dem, hvor deres billeder var. Hun sagde ”Florence, hvor er dit billede?”, ”Pepe, hvor er dit billede?” og man kunne tydeligt mærke, hvordan stemningen i klasseværelset gik fra rigtig god til rigtig dårlig. Børnene, der ikke havde fået deres billeder op og hænge, blev rigtig kede af det, og det var bestemt ikke det, der var meningen. Her skulle kun fremhæves de gode eksempler, ikke de dårlige. Og da alle børnene har forbedret sig markant, siden vi startede og virkelig yder en indsats, synes vi slet ikke, at det var en fair behandling, som hun gav dem. Vitus, som lidt er mit yndlingsbarn og virkelig en kær dreng, begyndte at græde og ville slet ikke gå hjem bagefter. Han sad bare på mit skød og var helt knust, fordi Exhilda havde spurgt ham, hvor hans billede var. Vi fik forklaret Exhilda, på en meget direkte måde, at det ikke var i orden, det hun havde sagt, og det under alle omstændigheder ikke var det, der var meningen med vores projekt. Exhilda tog det pænt, og hun kunne måske også godt selv se, at hun var gået for hårdt til børnene - i mange sammenhænge er hun også en rigtig god pædagog og lærer.

Vi ser Loevernes Konge paa storskaerm i kirken.

Om fredagen i Cheke Chea plejer vi at lave noget specielt med børnene: Holde musikdag eller tage dem med på udflugt rundt omkring i landsbyen. Sidste fredag besluttede vi os for at vise børnene en film – og hvilken film kunne være mere oplagt til formålet end Løvernes Konge?! Løvernes Konge skal jo faktisk forestille at forgå enten i Tanzania eller Kenya, da de snakker swahili i filmen. ”Hakuna Matata” er swahili for ”der er ingen bekymringer” og ”Simba” betyder på swahili ”løve”, ligesom at ”Rafiki” – som aben hedder i Løvernes Konge – betyder ”ven”. Vi satte udstyret op i kirken, hvor der er mulighed for at mørklægge rummet. Kirken blev næsten som en lille hjemmebiograf med vores projektor og højtalere som vi havde slæbt med derop (og koblet til den generator som også skulle med derop – der er selvfølgelig ikke strøm i kirken!) Til at starte med var børnene meget koncentrerede om filmen – jeg tror aldrig, at de har set en film, eller i hvert fald en tegnefilm, før. Hver eneste gang der kom et nyt dyr frem på skærmen udbrød børnene imponeret ”tembo!” (elefant) eller ”twigga!” (giraf). Desværre blev der meget hurtigt meget varmt i kirken, da vi havde lukket alle vinduer, for at gøre kirken mørk. Derfor mistede børnene hurtigt koncentrationen, men vi sørgede for at holde en masse små vandpauser, hvilket hjalp gevaldigt på børnenes interesse. På et tidspunkt under filmen stødte nogle fremmede børn sig til os i kirken. De havde hørt lyden, og ville gerne være med til at se film. Først stod de forskræmte og kiggede ind gennem revnerne i vinduerne. Vi fik dog hurtigt forklaret dem, at de gerne måtte komme ind, og så sad de ellers med store øjne og fulgte med! Alt i alt var filmen en succes, og jeg tror i hvert fald ikke, at det er noget, som børnene vil glemme foreløbigt.

Begyndende regntid


Det er begyndt at regne! I ugen op til at vi tog til Kalambo Falls, regnede det nogle gange ganske lidt om natten. Men netop den dag hvor vi skulle til Sumbawanga, fredag d. 30. september, havde vi vores første regnvejrsdag. Det regnede om morgenen da vi forlod Kipili, og om eftermiddagen i Sumbawanga begyndte det igen. Jeg lå syg den dag, og opholdt mig derfor kun på hotelværelset i Sumbawanga, men regnen lød rigtig voldsom, og jeg hørte også fra de andre, at det havde været det rene brusebad. 

Et par dage efter vi kom hjem fra vores udflugt, regnede det helt vildt om natten i Kipili. Den efterfølgende dag var vi netop kommet hjem fra Cheke Chea, da det begyndte at regne igen. Det varede hele eftermiddagen, og vi hyggede os derfor indenfor med musik, stearinlys, gode bøger og piratos fra Danmark. Når vi gik ud, var det ikke uden regnslag eller regnjakke på – men når vi så først havde iklædt os dette, var vi som små børn i regnen. Regnen hernede er intet som i Danmark – her er der virkelig tale om skybrud, hver gang det regner. Regnen er desuden tit akkompagneret af torden og lyn. Efter denne dag var vi overbevist om, at regntiden var startet, men siden da har det kun regnet én nat her i Kipili. 

 Soede Rebekka i sit regnslag paa Kipilis foerste rigtige regnsvejrsdag

Til gengæld er det blevet varmere og varmere på det sidste. Temperaturen er steget markant, siden vi kom i august – og det er altså ikke en god ting. De seneste dage har det heller ikke blæst fra søen, som det plejer, så vi har virkelig svedt nogle liter vand ud efterhånden. I går sejlede vi med færgen (det kaldes den, men det er måske lidt for meget sagt. Det er i virkeligheden bare en stor robåd med motor, som de formår at overproppe med mennesker, cykler og møbler) til den lidt større landsby Kirando, hvor man bl.a. kan købe frugt. Denne dag var ekstraordinær varm, og da vi kom tilbage til Kipili var vi alle sammen knaldrøde i ansigtet og på skuldrene efter flere timer på vandet uden skygge. Netop som man gik og troede, at man havde vænnet sig til den afrikanske sol – æv!

 "Faergen" vi tog til Kirando.

Selvom at regntiden ikke er begyndt alligevel, kan man, efter den smule regn vi fik, allerede se en stor forandring i landskabet. Bladene på træerne begynder at blive grønne, og på de bjergstrækninger hvor der før var helt mørkerødt, tørt og dødt er der nu lysegrønt, frodigt og levende. Det er skønt at se, og det er utroligt så hurtigt, at udviklingen er sket. Når så forholdsvis lidt regn gør så, meget så grønt, kan man kun drømme om, hvordan det hele ser ud efter regntiden.

En anden ting, som den begyndende regntid har ført med sig, er myg. Mange myg. Jeg kunne ellers fint være i fred, for de få myg der var i Kipili, dengang vi kom hertil. Men nu er dræbermyggene virkelig kommet frem, og den anden dag havde jeg 15 myggestik alene på højre side af mit venstre ben! Jeg synes slet ikke, at den myggespray, som jeg bruger, virker. Myggestikkene klør virkelig meget, og nogle gange kommer jeg til at klø i dem… og nogle gange til at klø hul i dem. Det har resulteret i en masse betændte myggestik, som jeg lige nu er den glade ejer af 6 styks af. Det er lidt træls, at det skal være sådan, men senere i dag begynder jeg på en pencillinkur og håber, det får bugt med betændelsen! Når vi kommer til Sumbawanga senere på ugen, har jeg endvidere tænkt mig at investere i dræber-myggesprayen (den, som var lige ved at få bugt med mig dengang i Dar es Salaam) og så kan myggene ellers bare komme an!