Nyt fra Cheke Chea

Siden vi begyndte vores anti-mobbe-projekt/vær-gode-venner-projekt i Cheke Chea, er det blevet en hel anden oplevelse at være deroppe. Der er selvfølgelig stadig børn, der slås og behandler hinanden dårligt, men slet ikke i samme omfang som tidligere. Man kan mærke, at børnene virkelig gør sig umage for at være gode ved hinanden, og det i sig selv er virkelig beundringsværdigt. 

Bonitha, Jackson og Glory - de foerste tre boern paa vennevaeggen. 

I dag rummer vaeggen billeder af 12 boern.

Belønningen ved hele projektet er, at man får sit billede op på venne-væggen. For at fastholde børnenes motivation besluttede vi os for, at der forholdsvis tit skulle hænges billeder op på venne-væggen. Første gang vi skulle hænge billeder op, var vi ret spændte på, hvordan børnene ville tage belønningen. Der var tre billeder der skulle hænges op. Billederne var af børnene Bonitha, Glory og Jackson. Det startede rigtig godt: Exhilda fortalte børnene, at disse billeder skulle op og hænge, fordi de tre børn havde gjort en masse gode ting og overholdt vores aftaler. Derefter hang vi billederne op, klappede af børnene, og man kunne se, at de var rigtig stolte. Derefter udviklede dagen sig rigtig negativt. Exhilda begyndte at udpege specifikke børn, som måske mildest talt ikke er dem, der står næst i køen til at komme op at hænge på venne-væggen, og spurgte dem, hvor deres billeder var. Hun sagde ”Florence, hvor er dit billede?”, ”Pepe, hvor er dit billede?” og man kunne tydeligt mærke, hvordan stemningen i klasseværelset gik fra rigtig god til rigtig dårlig. Børnene, der ikke havde fået deres billeder op og hænge, blev rigtig kede af det, og det var bestemt ikke det, der var meningen. Her skulle kun fremhæves de gode eksempler, ikke de dårlige. Og da alle børnene har forbedret sig markant, siden vi startede og virkelig yder en indsats, synes vi slet ikke, at det var en fair behandling, som hun gav dem. Vitus, som lidt er mit yndlingsbarn og virkelig en kær dreng, begyndte at græde og ville slet ikke gå hjem bagefter. Han sad bare på mit skød og var helt knust, fordi Exhilda havde spurgt ham, hvor hans billede var. Vi fik forklaret Exhilda, på en meget direkte måde, at det ikke var i orden, det hun havde sagt, og det under alle omstændigheder ikke var det, der var meningen med vores projekt. Exhilda tog det pænt, og hun kunne måske også godt selv se, at hun var gået for hårdt til børnene - i mange sammenhænge er hun også en rigtig god pædagog og lærer.

Vi ser Loevernes Konge paa storskaerm i kirken.

Om fredagen i Cheke Chea plejer vi at lave noget specielt med børnene: Holde musikdag eller tage dem med på udflugt rundt omkring i landsbyen. Sidste fredag besluttede vi os for at vise børnene en film – og hvilken film kunne være mere oplagt til formålet end Løvernes Konge?! Løvernes Konge skal jo faktisk forestille at forgå enten i Tanzania eller Kenya, da de snakker swahili i filmen. ”Hakuna Matata” er swahili for ”der er ingen bekymringer” og ”Simba” betyder på swahili ”løve”, ligesom at ”Rafiki” – som aben hedder i Løvernes Konge – betyder ”ven”. Vi satte udstyret op i kirken, hvor der er mulighed for at mørklægge rummet. Kirken blev næsten som en lille hjemmebiograf med vores projektor og højtalere som vi havde slæbt med derop (og koblet til den generator som også skulle med derop – der er selvfølgelig ikke strøm i kirken!) Til at starte med var børnene meget koncentrerede om filmen – jeg tror aldrig, at de har set en film, eller i hvert fald en tegnefilm, før. Hver eneste gang der kom et nyt dyr frem på skærmen udbrød børnene imponeret ”tembo!” (elefant) eller ”twigga!” (giraf). Desværre blev der meget hurtigt meget varmt i kirken, da vi havde lukket alle vinduer, for at gøre kirken mørk. Derfor mistede børnene hurtigt koncentrationen, men vi sørgede for at holde en masse små vandpauser, hvilket hjalp gevaldigt på børnenes interesse. På et tidspunkt under filmen stødte nogle fremmede børn sig til os i kirken. De havde hørt lyden, og ville gerne være med til at se film. Først stod de forskræmte og kiggede ind gennem revnerne i vinduerne. Vi fik dog hurtigt forklaret dem, at de gerne måtte komme ind, og så sad de ellers med store øjne og fulgte med! Alt i alt var filmen en succes, og jeg tror i hvert fald ikke, at det er noget, som børnene vil glemme foreløbigt.