Anna-Elisabeth tager tit på én dags vaccinationsturer med mobilklinikken, hvor hun arbejder. På disse turer vejer de, vaccinerer de og giver helbredstjek til små børn, samt undersøger gravide kvinder. Vi havde længe snakket om, at det kunne være rigtig fedt, hvis vi andre volontører på skift kunne komme med ud og opleve en af disse turer. Derfor spurgte Anna-Elisabeth i søndags sine chefer, om jeg måtte komme med på vaccinationstur dagen efter. Og det måtte jeg heldigvis gerne!
Jeg og mangotraeet med vaegten hvor vi vejede boernene.
Turen gik til Katongolo, som er Kipilis naboby. Den ligger cirka 8 km. væk, og det er bl.a. her at bussen til og fra Sumbawanga går. Vi ankom til byen halv ni mandag morgen. Dagen skulle starte med, at nybagte mødre skulle have lidt undervisning i ernæring og hygiejne i forhold til deres børn. Den lokale sygeplejerske, som vi havde med, begyndte stille og roligt at undervise de kvinder, der var kommet – hvilket kun var tre styks. Jeg vidste jo ikke helt, om det var hvad, man kunne have forventet, men Anna-Elisabeth, som har prøvet det mange gange før, var meget skuffet over fremmødet. Det nåede hun dog ikke at være i særlig lang tid, for pludselig strømmede kvinder og deres små babyer til. Der var mindst 50 kvinder og tilhørende børn. Jeg havde før turen været lidt bange for, om jeg nu kom til at gå i vejen under arbejdet, men det var slet ikke tilfældet – jeg blev straks sat i arbejde, og jeg var meget effektiv! Sygeplejersken og Anna-Elisabeth satte sig ned ved et bord, hvor de skrev i journaler og undersøgte børn, mens jeg fik jobbet at veje alle børnene. Dette foregik i en vægt, der hang ned fra et mangotræ, hvor børnene iklædt seler på skift blev hængt op. Børnenes vægt varierede meget – ligesom deres alder – og jeg målte alt fra sølle 2,9 kg. til 14 kg. Det var rigtig sjovt at deltage i arbejdet og især at have nærkontakt med alle de små søde børn.
Anna-Elisabeth, den lokale sygeplejerske (tv. siddende) og en masse kvinder.
Da jeg var ved at være færdig med at veje alle børnene, kigger Anna-Elisabeth stolt på mig og fortæller, at hun netop har givet sin allerførste vaccination. Jeg nåede kun lige at blive begejstret på Anna-Elisabeths vegne, før sygeplejersken kaldte mig over, og gav mig en sprøjte i hånden – nu var det åbenbart min tur! Sygeplejersken arbejder egentlig ikke på mobilklinikken, men på den lokale sundhedsklinik i Kipili, så jeg tror, at hun har troet, at jeg måske også arbejdede på mobilklinikken, siden hun gav mig sprøjten. Det gør jeg jo så ikke, men jeg ville absolut ikke gå glip af muligheden! Jeg vaccinerede derfor en kvinde i overarmen. Jeg havde lidt ondt af hende – det var sværere end jeg troede, at få nålen igennem huden, så det tog lidt tid. Men hun tog det pænt og jeg fik vaccineret for allerførste (og formodentlig allersidste) gang i mit liv – det var lidt sejt!
En soed baby som jeg vejede.
Efter vi havde undersøgt småbørnene og deres mødre, var det de gravide kvinders tur. De blev ikke undersøgt under mangotræet men i en hytte lige bagved. Her kom Anna-Elisabeth og jeg igen i aktion. Sygeplejersken viste os, hvordan vi skulle undersøge dem, og så satte hun sig ellers ned og noterede, hvad vi sagde, i kvindernes journaler. Så vejede vi kvinderne, mærkede på fosteret, tjekkede om det lå den rigtige vej, målte fosterets længde og lyttede efter barnets hjerteslag. Vi var nogle gange lidt klodsede i det. Vi kunne f.eks. et par gange ikke finde hjerteslaget, og måtte forklare sygeplejersken – der kun kunne tale swahili – at hun skulle lytte efter, for vi kunne finde ”Hamna” (intet). Det kunne i Danmark sikkert hurtigt have gjort gravide kvinder nervøse, men de havde alle stor tålmodighed med os, og heldigvis fandt vi også barnets hjerteslag ved dem alle til sidst.
Alt i alt var det en super god, spændende og lærerig dag. Jeg fik leget og nusset med så mange søde børn, jeg fik vaccineret en kvinde (uden at have nogen som helst kompetencer for det!) og jeg fik undersøgt kvinder med store, runde maver. Hvad mere kan man ønske sig?
HEj Amalie
SvarSletJa - hvad mere kanman ønske sig. Du får virkelig oplevet noget - det er super spændende læsning krydret med fantastiske billeder.
fedt du har fået muligheden for at komme med Anna Elisabeth på tur.
Jeg har nu fundet ud af hvordan man sender kommentarer på jeres blogs - det har ærgret mig at jeg ikke har kunnet finde ud af det indtil videre - men nu slipper I ikke længere : )
Ha det godt - og hils dernede...
Kh. Agnete