Paa tur med mobilklinikken

Anna-Elisabeth tager tit på én dags vaccinationsturer med mobilklinikken, hvor hun arbejder. På disse turer vejer de, vaccinerer de og giver helbredstjek til små børn, samt undersøger gravide kvinder. Vi havde længe snakket om, at det kunne være rigtig fedt, hvis vi andre volontører på skift kunne komme med ud og opleve en af disse turer. Derfor spurgte Anna-Elisabeth i søndags sine chefer, om jeg måtte komme med på vaccinationstur dagen efter. Og det måtte jeg heldigvis gerne!

 Jeg og mangotraeet med vaegten hvor vi vejede boernene.

Turen gik til Katongolo, som er Kipilis naboby. Den ligger cirka 8 km. væk, og det er bl.a. her at bussen til og fra Sumbawanga går. Vi ankom til byen halv ni mandag morgen. Dagen skulle starte med, at nybagte mødre skulle have lidt undervisning i ernæring og hygiejne i forhold til deres børn. Den lokale sygeplejerske, som vi havde med, begyndte stille og roligt at undervise de kvinder, der var kommet – hvilket kun var tre styks. Jeg vidste jo ikke helt, om det var hvad, man kunne have forventet, men Anna-Elisabeth, som har prøvet det mange gange før, var meget skuffet over fremmødet. Det nåede hun dog ikke at være i særlig lang tid, for pludselig strømmede kvinder og deres små babyer til. Der var mindst 50 kvinder og tilhørende børn. Jeg havde før turen været lidt bange for, om jeg nu kom til at gå i vejen under arbejdet, men det var slet ikke tilfældet – jeg blev straks sat i arbejde, og jeg var meget effektiv! Sygeplejersken og Anna-Elisabeth satte sig ned ved et bord, hvor de skrev i journaler og undersøgte børn, mens jeg fik jobbet at veje alle børnene. Dette foregik i en vægt, der hang ned fra et mangotræ, hvor børnene iklædt seler på skift blev hængt op. Børnenes vægt varierede meget – ligesom deres alder – og jeg målte alt fra sølle 2,9 kg. til 14 kg. Det var rigtig sjovt at deltage i arbejdet og især at have nærkontakt med alle de små søde børn. 

 Anna-Elisabeth, den lokale sygeplejerske (tv. siddende) og en masse kvinder.

Da jeg var ved at være færdig med at veje alle børnene, kigger Anna-Elisabeth stolt på mig og fortæller, at hun netop har givet sin allerførste vaccination. Jeg nåede kun lige at blive begejstret på Anna-Elisabeths vegne, før sygeplejersken kaldte mig over, og gav mig en sprøjte i hånden – nu var det åbenbart min tur! Sygeplejersken arbejder egentlig ikke på mobilklinikken, men på den lokale sundhedsklinik i Kipili, så jeg tror, at hun har troet, at jeg måske også arbejdede på mobilklinikken, siden hun gav mig sprøjten. Det gør jeg jo så ikke, men jeg ville absolut ikke gå glip af muligheden! Jeg vaccinerede derfor en kvinde i overarmen. Jeg havde lidt ondt af hende – det var sværere end jeg troede, at få nålen igennem huden, så det tog lidt tid. Men hun tog det pænt og jeg fik vaccineret for allerførste (og formodentlig allersidste) gang i mit liv – det var lidt sejt!

 En soed baby som jeg vejede.

Efter vi havde undersøgt småbørnene og deres mødre, var det de gravide kvinders tur. De blev ikke undersøgt under mangotræet men i en hytte lige bagved. Her kom Anna-Elisabeth og jeg igen i aktion. Sygeplejersken viste os, hvordan vi skulle undersøge dem, og så satte hun sig ellers ned og noterede, hvad vi sagde, i kvindernes journaler. Så vejede vi kvinderne, mærkede på fosteret, tjekkede om det lå den rigtige vej, målte fosterets længde og lyttede efter barnets hjerteslag. Vi var nogle gange lidt klodsede i det. Vi kunne f.eks. et par gange ikke finde hjerteslaget, og måtte forklare sygeplejersken – der kun kunne tale swahili – at hun skulle lytte efter, for vi kunne finde ”Hamna” (intet). Det kunne i Danmark sikkert hurtigt have gjort gravide kvinder nervøse, men de havde alle stor tålmodighed med os, og heldigvis fandt vi også barnets hjerteslag ved dem alle til sidst.  

Alt i alt var det en super god, spændende og lærerig dag. Jeg fik leget og nusset med så mange søde børn, jeg fik vaccineret en kvinde (uden at have nogen som helst kompetencer for det!) og jeg fik undersøgt kvinder med store, runde maver. Hvad mere kan man ønske sig?

Nyt fra Cheke Chea

Siden vi begyndte vores anti-mobbe-projekt/vær-gode-venner-projekt i Cheke Chea, er det blevet en hel anden oplevelse at være deroppe. Der er selvfølgelig stadig børn, der slås og behandler hinanden dårligt, men slet ikke i samme omfang som tidligere. Man kan mærke, at børnene virkelig gør sig umage for at være gode ved hinanden, og det i sig selv er virkelig beundringsværdigt. 

Bonitha, Jackson og Glory - de foerste tre boern paa vennevaeggen. 

I dag rummer vaeggen billeder af 12 boern.

Belønningen ved hele projektet er, at man får sit billede op på venne-væggen. For at fastholde børnenes motivation besluttede vi os for, at der forholdsvis tit skulle hænges billeder op på venne-væggen. Første gang vi skulle hænge billeder op, var vi ret spændte på, hvordan børnene ville tage belønningen. Der var tre billeder der skulle hænges op. Billederne var af børnene Bonitha, Glory og Jackson. Det startede rigtig godt: Exhilda fortalte børnene, at disse billeder skulle op og hænge, fordi de tre børn havde gjort en masse gode ting og overholdt vores aftaler. Derefter hang vi billederne op, klappede af børnene, og man kunne se, at de var rigtig stolte. Derefter udviklede dagen sig rigtig negativt. Exhilda begyndte at udpege specifikke børn, som måske mildest talt ikke er dem, der står næst i køen til at komme op at hænge på venne-væggen, og spurgte dem, hvor deres billeder var. Hun sagde ”Florence, hvor er dit billede?”, ”Pepe, hvor er dit billede?” og man kunne tydeligt mærke, hvordan stemningen i klasseværelset gik fra rigtig god til rigtig dårlig. Børnene, der ikke havde fået deres billeder op og hænge, blev rigtig kede af det, og det var bestemt ikke det, der var meningen. Her skulle kun fremhæves de gode eksempler, ikke de dårlige. Og da alle børnene har forbedret sig markant, siden vi startede og virkelig yder en indsats, synes vi slet ikke, at det var en fair behandling, som hun gav dem. Vitus, som lidt er mit yndlingsbarn og virkelig en kær dreng, begyndte at græde og ville slet ikke gå hjem bagefter. Han sad bare på mit skød og var helt knust, fordi Exhilda havde spurgt ham, hvor hans billede var. Vi fik forklaret Exhilda, på en meget direkte måde, at det ikke var i orden, det hun havde sagt, og det under alle omstændigheder ikke var det, der var meningen med vores projekt. Exhilda tog det pænt, og hun kunne måske også godt selv se, at hun var gået for hårdt til børnene - i mange sammenhænge er hun også en rigtig god pædagog og lærer.

Vi ser Loevernes Konge paa storskaerm i kirken.

Om fredagen i Cheke Chea plejer vi at lave noget specielt med børnene: Holde musikdag eller tage dem med på udflugt rundt omkring i landsbyen. Sidste fredag besluttede vi os for at vise børnene en film – og hvilken film kunne være mere oplagt til formålet end Løvernes Konge?! Løvernes Konge skal jo faktisk forestille at forgå enten i Tanzania eller Kenya, da de snakker swahili i filmen. ”Hakuna Matata” er swahili for ”der er ingen bekymringer” og ”Simba” betyder på swahili ”løve”, ligesom at ”Rafiki” – som aben hedder i Løvernes Konge – betyder ”ven”. Vi satte udstyret op i kirken, hvor der er mulighed for at mørklægge rummet. Kirken blev næsten som en lille hjemmebiograf med vores projektor og højtalere som vi havde slæbt med derop (og koblet til den generator som også skulle med derop – der er selvfølgelig ikke strøm i kirken!) Til at starte med var børnene meget koncentrerede om filmen – jeg tror aldrig, at de har set en film, eller i hvert fald en tegnefilm, før. Hver eneste gang der kom et nyt dyr frem på skærmen udbrød børnene imponeret ”tembo!” (elefant) eller ”twigga!” (giraf). Desværre blev der meget hurtigt meget varmt i kirken, da vi havde lukket alle vinduer, for at gøre kirken mørk. Derfor mistede børnene hurtigt koncentrationen, men vi sørgede for at holde en masse små vandpauser, hvilket hjalp gevaldigt på børnenes interesse. På et tidspunkt under filmen stødte nogle fremmede børn sig til os i kirken. De havde hørt lyden, og ville gerne være med til at se film. Først stod de forskræmte og kiggede ind gennem revnerne i vinduerne. Vi fik dog hurtigt forklaret dem, at de gerne måtte komme ind, og så sad de ellers med store øjne og fulgte med! Alt i alt var filmen en succes, og jeg tror i hvert fald ikke, at det er noget, som børnene vil glemme foreløbigt.

Begyndende regntid

Det er begyndt at regne! I ugen op til at vi tog til Kalambo Falls, regnede det nogle gange ganske lidt om natten. Men netop den dag hvor vi skulle til Sumbawanga, fredag d. 30. september, havde vi vores første regnvejrsdag. Det regnede om morgenen da vi forlod Kipili, og om eftermiddagen i Sumbawanga begyndte det igen. Jeg lå syg den dag, og opholdt mig derfor kun på hotelværelset i Sumbawanga, men regnen lød rigtig voldsom, og jeg hørte også fra de andre, at det havde været det rene brusebad. 

Et par dage efter vi kom hjem fra vores udflugt, regnede det helt vildt om natten i Kipili. Den efterfølgende dag var vi netop kommet hjem fra Cheke Chea, da det begyndte at regne igen. Det varede hele eftermiddagen, og vi hyggede os derfor indenfor med musik, stearinlys, gode bøger og piratos fra Danmark. Når vi gik ud, var det ikke uden regnslag eller regnjakke på – men når vi så først havde iklædt os dette, var vi som små børn i regnen. Regnen hernede er intet som i Danmark – her er der virkelig tale om skybrud, hver gang det regner. Regnen er desuden tit akkompagneret af torden og lyn. Efter denne dag var vi overbevist om, at regntiden var startet, men siden da har det kun regnet én nat her i Kipili. 

 Soede Rebekka i sit regnslag paa Kipilis foerste rigtige regnsvejrsdag

Til gengæld er det blevet varmere og varmere på det sidste. Temperaturen er steget markant, siden vi kom i august – og det er altså ikke en god ting. De seneste dage har det heller ikke blæst fra søen, som det plejer, så vi har virkelig svedt nogle liter vand ud efterhånden. I går sejlede vi med færgen (det kaldes den, men det er måske lidt for meget sagt. Det er i virkeligheden bare en stor robåd med motor, som de formår at overproppe med mennesker, cykler og møbler) til den lidt større landsby Kirando, hvor man bl.a. kan købe frugt. Denne dag var ekstraordinær varm, og da vi kom tilbage til Kipili var vi alle sammen knaldrøde i ansigtet og på skuldrene efter flere timer på vandet uden skygge. Netop som man gik og troede, at man havde vænnet sig til den afrikanske sol – æv!

 "Faergen" vi tog til Kirando.

Selvom at regntiden ikke er begyndt alligevel, kan man, efter den smule regn vi fik, allerede se en stor forandring i landskabet. Bladene på træerne begynder at blive grønne, og på de bjergstrækninger hvor der før var helt mørkerødt, tørt og dødt er der nu lysegrønt, frodigt og levende. Det er skønt at se, og det er utroligt så hurtigt, at udviklingen er sket. Når så forholdsvis lidt regn gør så, meget så grønt, kan man kun drømme om, hvordan det hele ser ud efter regntiden.

En anden ting, som den begyndende regntid har ført med sig, er myg. Mange myg. Jeg kunne ellers fint være i fred, for de få myg der var i Kipili, dengang vi kom hertil. Men nu er dræbermyggene virkelig kommet frem, og den anden dag havde jeg 15 myggestik alene på højre side af mit venstre ben! Jeg synes slet ikke, at den myggespray, som jeg bruger, virker. Myggestikkene klør virkelig meget, og nogle gange kommer jeg til at klø i dem… og nogle gange til at klø hul i dem. Det har resulteret i en masse betændte myggestik, som jeg lige nu er den glade ejer af 6 styks af. Det er lidt træls, at det skal være sådan, men senere i dag begynder jeg på en pencillinkur og håber, det får bugt med betændelsen! Når vi kommer til Sumbawanga senere på ugen, har jeg endvidere tænkt mig at investere i dræber-myggesprayen (den, som var lige ved at få bugt med mig dengang i Dar es Salaam) og så kan myggene ellers bare komme an!

Kalambo Falls

Fredag d. 30. september begav alle vi volontører fra Kipili os til Sumbawanga. Peter, missionæren der bor i Sumbawanga, havde nemlig inviteret os samt pigerne fra Sumbawanga på udflugt til Kalamo Falls – Afrikas 2. højeste vandfald. Efter en overnatning i Sumbawanga kørte vi tidligt lørdag morgen sydpå til vandfaldet.

Turen til vandfaldet var ikke særlig lang, hvilket var dybt værdsat, eftersom vi igen sad 10 personer i en landrover. Efter små tre timer ankom vi til stedet. Kalambo Falls ligger på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Floden, som udmunder i vandfaldet, udgør sammen med krateret, som begynder hvor vandfaldet rammer jorden, grænsen mellem de to lande. Vandfaldet og krateret er utrolig smukt, og det hele er meget uopdaget, så der er stort set aldrig nogle turister – vi havde i hvert fald også det hele for os selv. Vi så det hele fra oven, hvilket med vandfaldets nogle og 220 meters fald, var lidt skræmmende. Især her efterfølgende, hvor jeg kigger på billederne, som jeg tog den dag, bliver jeg skræmt over, hvor tæt jeg egentlig står på afgrunden – og den visse død! Heldigvis klarede jeg – og alle de andre – det, og det var en smuk og enestående oplevelse.

 Anna-Elisabeth og jeg ved vandfaldet

I Afrika – eller i hvert fald her i Østafrika, hvor jeg befinder mig – koster det 50 $ at komme ind i et nyt land. Det er jo egentlig ikke så galt, hvis man har lyst til at tage et par ugers ferie i Uganda, Kenya, Zambia osv. Men for en enkelt dag er det ret pricy, og derfor kørte vi ikke over grænsen til Zambia. Det afholdt os dog ikke fra at tage til Zambia! Floden, som udmundende i vandfaldet, var ret smal og ganske fredelig, uden stærk strøm. En masse små børn badede i floden blot en 30-40 meter fra hvor vandfaldet begyndte. Længere oppe ad floden lå en træstamme på tværs, hvor man (næsten) ubesværet kunne krydse floden. Vi ville ikke gå glip af et – gratis – smut til Zambia, så vi krydsede floden ved hjælp af træstammen og vupti: Så var vi i Zambia. Landet lignede (sjovt nok!) Tanzania til forveksling, men vi følte os alligevel glade og lidt rebelske over at være i Zambia illegalt (vi betalte jo aldrig de 50 $ - hvilket gør os til hardcore kriminelle!)

Efter at have besøgt vandfaldet kørte vi til byen Kasanga, hvor vi skulle overnatte. Kasanga er en lille by der, ligesom Kipili, grænser op til Tanganyikasøen. I Kasanga boede vi på en rigtig hyggelig og fin lodge, der var blevet opført specielt til de turister, der kommer med færgen Liemba. Da lodgen var ved at renovere nogle af deres værelser, skulle en del af os sove i telte. Det var der dog intet primitivt i: Teltene var store, man kunne stå oprejst, og i dem var der placeret rigtige senge. Ikke nok med at teltene var det rene luksus – de stod placeret ved foden af et stort krat, hvor der farede en masse små aber rundt og legede. Det var rigtig sjovt at møde de små Hr. Nelson-aber på en så spontan måde. Anna-Elisabeth og pigerne fra Sumbawanga sov ikke i telt, men i et af de rigtige værelser. De opdagede en lille grøn slange på deres værelse – Anna-Elisabeth opdagede den just som den skulle til at spise et firben. Theresa og jeg kunne ikke lade være med at fryde os lidt over, at vi havde de søde aber som naboer, mens de andre piger delte værelse med en slange.

En abe i Kasanga

Søndag, inden vi skulle hjem, gik vi op i krattet bag vores telte for at kigge nærmere på aberne. Der fandt Arne en kæmpestor varan på omkring halvanden meter. Varaner er lidt ligesom kæmpestore firben – eller små krokodiller – men de skulle eftersigende ikke være farlige. Det var rigtig sjovt at observere dyret, og i det hele taget kunne man den weekend virkelig mærke, at vi befinder os i det vilde Afrika. Beriget med en masse natur – og dyreoplevelser satte vi senere samme formiddag kursen mod Sumbawanga.

Forandringer i Cheke Chea

Nu har vi efterhånden arbejdet i Cheke Chea i en rum tid, og arbejdet er nærmest kun blevet hårdere og hårdere. Selvom vi kun er i Cheke Chea i 3 timer om dagen, er vi totalt udkørte, når vi kommer hjem, fordi hele dagen går med at skille børn der slås fra hinanden, med at skælde ud og med at trøste grædende børn. Det er virkeligt et hårdt arbejde! Børnene er selvfølgelig også helt fantastiske – når man sidder med dem enkeltvis på skødet, er de jo små chokoladefarvede guldklumper! Men der skal virkelig ikke meget til før, at de er ved at rive hovederne af hinanden, og der er ikke altid lige meget hjælp at hente hos lærerne Exhilda og Happy.

Vi har hele tiden haft i tankerne, at vi ville køre et anti-mobbe-projekt eller vær-gode-ved-hinanden-projekt i Cheke Chea, og da tiden virkelig er moden til dette, igangsatte vi projektet i dag (i skrivende stund hedder datoen mandag d. 26. september). Vi har stillet en masse regler op for, hvad man må og ikke må i Cheke Chea. Man skal f.eks. hjælpe hinanden, sige undskyld og snakke pænt til hinanden. Man må ikke slå, sparke, kaste ting efter hinanden, kalde hinanden grimme ting, tage hinandens stole osv. Hver stol har nu (mange stole havde før, og nu har vi malet resten) et symbol, så børnene kan kende deres stol, og ikke behøves kæmpe om de samme stole hele tiden – noget, der har været et stort problem indtil nu. Hvis man laver en grov overtrædelse af reglerne – f.eks. slår og ikke stopper, når vi siger det, kommer man i skammekrogen/time-out-stolen. Dette er et begreb, de absolut ikke kender i Afrika, men nu vil vi prøve at indføre det, for at se om det hjælper på volden i Cheke Chea. Problemet, når børnene slår, er nemlig, at der ingen konsekvens er ved det. Hvis det var i hvilken som helst anden skole i Tanzania – eller hjemme hos børnene – ville konsekvensen let være, at de voksne slog barnet. Og da børnene (forhåbentligt ikke alle – men garanteret mange) er vant til denne konsekvens, kan de slet ikke tage det alvorligt, at vi ”bare” skælder dem ud. Derfor prøver vi med noget andet: Skammekrogen!

Hvis drengen Besti opfoerer sig ordentligt og er en god ven, 

saa kommer dette billede af ham op paa vennevaeggen

For hver dag fører vi regnskab med, om hver enkelt elev gør de ting, som vi har aftalt. Man får f.eks. et kryds hvis man har hjulpet andre, et kryds hvis man har sagt undskyld osv. Man får ligeledes et kryds hvis man – imod aftalen – har slået et andet barn, sparket osv. Når børnene (her tillader jeg mig at være håbefuld og skrive ”når” i stedet for ”hvis”) kun har gjort de gode ting i lang tid, får de deres billede op på ”rafiki-væggen” (venne-væggen). At få billedet op på væggen er belønningen i hele systemet. Da børnene hernede elsker at få taget billeder - og især at se på billederne efterfølgende – tror vi, at belønningen er god nok! Børnene samt Exhilda og Happy har taget rigtig godt imod projektet, og i dag var en af de bedste dage i Cheke Chea so far! Børnene var rigtig stille og koncentrerede, da vi fortalte dem om konceptet. Vi fik dem alle til at ”skrive under” på aftalen om at være gode ved hinanden, ved at de satte deres tommelfingeraftryk på et stykke papir ud for deres navn. Det var de helt vilde med, og jeg tror, det var godt, at vi fik det gjort for ligesom at inddrage dem i projektet. I dag sang vi desuden kun venne-sange og vi legede en vær-god-ved-hinanden-leg. Alt i alt en rigtig vellykket dag!

Oeverst: Tandboerstesystemet foer.

Nederst: Tandboerstesystemet efter.

En anden – mere praktisk – forandring vi har gennemført i Cheke Chea er omhandlende tandbørstesystemet. Før stod alle tandbørster samlet i én beholder (en gammel mælkepulverdåse – what else!?), og tandbørsterne var godt slidte. Der kunne bakterierne så rigtig stå og florere godt og grundigt! Det synes vi, var ret ulækkert og uhygiejnisk. Derfor har vi givet alle børnene nye tandbørster, og Arne har været så sød at lave en tandbørstehylde til tandbørsterne. Nu står tandbørsterne pænt og nydeligt uden at røre ved hinanden!