Kalambo Falls

Fredag d. 30. september begav alle vi volontører fra Kipili os til Sumbawanga. Peter, missionæren der bor i Sumbawanga, havde nemlig inviteret os samt pigerne fra Sumbawanga på udflugt til Kalamo Falls – Afrikas 2. højeste vandfald. Efter en overnatning i Sumbawanga kørte vi tidligt lørdag morgen sydpå til vandfaldet.

Turen til vandfaldet var ikke særlig lang, hvilket var dybt værdsat, eftersom vi igen sad 10 personer i en landrover. Efter små tre timer ankom vi til stedet. Kalambo Falls ligger på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Floden, som udmunder i vandfaldet, udgør sammen med krateret, som begynder hvor vandfaldet rammer jorden, grænsen mellem de to lande. Vandfaldet og krateret er utrolig smukt, og det hele er meget uopdaget, så der er stort set aldrig nogle turister – vi havde i hvert fald også det hele for os selv. Vi så det hele fra oven, hvilket med vandfaldets nogle og 220 meters fald, var lidt skræmmende. Især her efterfølgende, hvor jeg kigger på billederne, som jeg tog den dag, bliver jeg skræmt over, hvor tæt jeg egentlig står på afgrunden – og den visse død! Heldigvis klarede jeg – og alle de andre – det, og det var en smuk og enestående oplevelse.

 Anna-Elisabeth og jeg ved vandfaldet

I Afrika – eller i hvert fald her i Østafrika, hvor jeg befinder mig – koster det 50 $ at komme ind i et nyt land. Det er jo egentlig ikke så galt, hvis man har lyst til at tage et par ugers ferie i Uganda, Kenya, Zambia osv. Men for en enkelt dag er det ret pricy, og derfor kørte vi ikke over grænsen til Zambia. Det afholdt os dog ikke fra at tage til Zambia! Floden, som udmundende i vandfaldet, var ret smal og ganske fredelig, uden stærk strøm. En masse små børn badede i floden blot en 30-40 meter fra hvor vandfaldet begyndte. Længere oppe ad floden lå en træstamme på tværs, hvor man (næsten) ubesværet kunne krydse floden. Vi ville ikke gå glip af et – gratis – smut til Zambia, så vi krydsede floden ved hjælp af træstammen og vupti: Så var vi i Zambia. Landet lignede (sjovt nok!) Tanzania til forveksling, men vi følte os alligevel glade og lidt rebelske over at være i Zambia illegalt (vi betalte jo aldrig de 50 $ - hvilket gør os til hardcore kriminelle!)

Efter at have besøgt vandfaldet kørte vi til byen Kasanga, hvor vi skulle overnatte. Kasanga er en lille by der, ligesom Kipili, grænser op til Tanganyikasøen. I Kasanga boede vi på en rigtig hyggelig og fin lodge, der var blevet opført specielt til de turister, der kommer med færgen Liemba. Da lodgen var ved at renovere nogle af deres værelser, skulle en del af os sove i telte. Det var der dog intet primitivt i: Teltene var store, man kunne stå oprejst, og i dem var der placeret rigtige senge. Ikke nok med at teltene var det rene luksus – de stod placeret ved foden af et stort krat, hvor der farede en masse små aber rundt og legede. Det var rigtig sjovt at møde de små Hr. Nelson-aber på en så spontan måde. Anna-Elisabeth og pigerne fra Sumbawanga sov ikke i telt, men i et af de rigtige værelser. De opdagede en lille grøn slange på deres værelse – Anna-Elisabeth opdagede den just som den skulle til at spise et firben. Theresa og jeg kunne ikke lade være med at fryde os lidt over, at vi havde de søde aber som naboer, mens de andre piger delte værelse med en slange.

En abe i Kasanga

Søndag, inden vi skulle hjem, gik vi op i krattet bag vores telte for at kigge nærmere på aberne. Der fandt Arne en kæmpestor varan på omkring halvanden meter. Varaner er lidt ligesom kæmpestore firben – eller små krokodiller – men de skulle eftersigende ikke være farlige. Det var rigtig sjovt at observere dyret, og i det hele taget kunne man den weekend virkelig mærke, at vi befinder os i det vilde Afrika. Beriget med en masse natur – og dyreoplevelser satte vi senere samme formiddag kursen mod Sumbawanga.